Overenskomster

PROSA og Dansk Metal kræver overenskomst med TCS

Kravet om overenskomst med Tata Consultancy Services (TCS) er et værn mod social dumping i it-branchen. TCS har systematisk udskiftet dansk overenskomstdækket arbejdskraft med indere, der arbejder uden overenskomstgoder som regler for overarbejde, pension, barsel og ferie.

- Overenskomstkravet er vores redskab til at sikre, at man arbejder på lige vilkår i branchen. Det er en urimelig konkurrence, når en virksomhed som TCS i stigende grad ansætter indisk arbejdskraft uden nogen af de goder, som danske it-professionelle har tilkæmpet sig, siger Niels Bertelsen, formand for PROSA – Forbundet af It-professionelle.

I 2011 vandt TCS et udbud på en opgave om infrastruktur fra TDC. Med opgaven fulgte cirka 200 danske medarbejdere og en tiltrædelse til it-landsoverenskomsten i 2012. Overenskomsten blev tilgået af et nystiftet dansk anpartsselskab under TCS. Efterfølgende blev størstedelen af de overdragne medarbejdere fyret, mens antallet af indiske medarbejdere på TCS siden 2011 er steget fra et sted mellem 50-100 til cirka 500 ansatte. Inderne ansættes i TCS Mumbai i Danmark, og bliver derfor ikke dækket af it-landsoverenskomsten. For nylig har TCS’ danske landechef oplyst, at han sigter efter at lande tre offentlige it-projekter i løbet af de kommende to år.

- I PROSA har vi oplevet ringe mulighed for at få indsigt i arbejdsforholdene hos TCS, men der er ingen tvivl om, at danskere og danske arbejdsforhold systematisk er blevet udkonkurreret, selv om de har været indgangsvinklen til store kunder på det danske marked som TDC, SAS og Carlsberg. Det er en ren udhuling af den danske model, siger Niels Bertelsen.

Overenskomstkravet blev sendt til TCS 31. maj. Dansk Erhverv, der behandler kravet for TCS, har senest 20. juni meldt retur, at de fortsat er i gang med at undersøge sagen.

-  Vi håber fortsat på en positiv melding fra Danske Erhverv og TCS, så vi undgår at gå konfliktvejen, siger Niels Bertelsen.

Opdateret 29. juli: PROSA, Metal og TCS er pt. i gang med at aftale at mødes til drøftelser om overenskomstkravet i slutningen af august.

 

botMessage_toctoc_comments_9210