Ansættelsesforhold, Overenskomster, Pressemeddelelse

PROSA og HK kræver overenskomst hos IBM

IBM i Odense har netop modtaget et fælles overenskomstkrav fra fagforbundene PROSA og HK/Privat. Det kommer efter en turbulent periode, hvor en række virksomhedsoverdragede ansatte er blevet flyttet ud af overenskomsten efter skiftet til tech-giganten. ”Det er et vigtigt ønske fra vores medlemmer,” lyder det fra PROSA og HK/Privat.

Fagforbundene PROSA og HK/Privat har sendt et fælles overenskomstkrav til IBM i Odense efter et turbulent forløb, hvor en gruppe på cirka 260 medarbejdere ikke er blevet overenskomstdækket efter at være blevet virksomhedsoverdraget til IBM fra KMD og Tech Mahindra i efteråret.  

- Vi reagerer med et overenskomstkrav nu, fordi medlemmerne efterspørger det. Vi har holdt rigtig mange medlemsmøder i den seneste tid og sikret os, at vi er helt på linje her, og meldingen er klar: Medlemmerne vil have en overenskomst, så det arbejder vi på, siger John Jørgensen, faglig konsulent i PROSA.  

HK har allerede en overenskomst med IBM, som dog kun dækker en del af virksomheden. Derfor har IBM egenrådigt kunnet udskrive medarbejdere ud af overenskomsten ved at tildele dem en ny klassificering i virksomhedens interne systemer, uden at der nødvendigvis følger nogen form for kompensation med til medarbejderen. Med det fælles overenskomstkrav går PROSA og HK efter at overenskomstdække IBM yderligere for fremover at undgå lignende situationer, hvor flere og flere medarbejdere kommer til at stå uden overenskomst.  

- Siden 2016 er samlet set mere end 300 medarbejdere, der alle var omfattet af en overenskomst inden deres virksomhedsoverdragelse, blevet udskrevet af overenskomsterne i IBM. Det understreger i den grad behovet for at få overenskomstdækket IBM yderligere, så store grupper af medarbejdere ikke bare kan blive afskåret fra de rettigheder og den tryghed, en overenskomst giver efter IBM’s forgodtbefindende, siger Kim Bonde Nielsen, faglig sekretær i HK/Privat.  

Det fælles overenskomstkrav er ledsaget af en række forslag til forhandlingsdatoer i januar og udtrykker håbet om at kunne indgå en aftale uden brug af konflikt. I første omgang har de to forbund rettet opmærksomheden mod IBM i Odense.