PROSA: Opholdskrav var urimelig forskelsbehandling

PROSA har været blandt de hårdeste kritikere af opholdskravet, som har ramt både danskeres og udlændinges ret til dagpenge og skabt stor usikkerhed om hele dagpengesystemet. ”Opholdskravet var udtryk for symbolpolitik af værste skuffe”, siger PROSAs næstformand Hanne Lykke Jespersen, der roser regeringen for at fjerne opholdskravet i den nye finanslov.

Der er stor ros fra fagforeningen PROSA til regeringen og dens støttepartier for at tage et opgør med opholdskravet, der har ramt både danskere og udlændinge økonomisk og skabt stor usikkerhed om dagpengesystemet. Med den nye finanslov genoprettes dagpengesystemet på det punkt, så der gælder ens regler for alle, der indbetaler til en a-kasse – uanset hvor man har opholdt sig.

Samtidig kan medlemmer, der allerede har meldt sig ud af a-kassen på grund af opholdskravet, nu generhverve deres rettigheder, hvis de melder sig ind igen – og det er helt afgørende, mener Hanne Lykke Jespersen, der er næstformand i PROSA, som er forbundet af it-professionelle.

”Det har jo en enorm betydning, at borgerne rent faktisk kan have tillid til de forsikringsordninger, de indbetaler til. Vi har fået mange reaktioner fra frustrerede medlemmer, der har oplevet, at deres rettigheder er blevet fjernet med tilbagevirkende kraft. Derfor er det en god dag, når denne helt urimelige forskelsbehandling af a-kassemedlemmer bliver fjernet”, siger Hanne Lykke Jespersen.

Opholdskravet blev indført af den borgerlige regering ved årsskiftet og fjerner det økonomiske sikkerhedsnet fra a-kassemedlemmer, der ikke har opholdt sig i Danmark i en årrække – for eksempel fordi de har boet eller arbejdet i lande uden for EU. Men også udlændinge, der arbejder her i landet, har pludselig mistet deres adgang til dagpenge, selv om de har indbetalt til ordningen i flere år.

”Opholdskravet var udtryk for symbolpolitik af værste skuffe, da det blev indført af den borgerlige regering, men skadevirkningerne har været omfattende. For PROSA er det afgørende, at den økonomiske tryghed ikke bliver et spil, som politikerne kan ændre på efter forgodtbefindende, men at dagpengene er en velerhvervet ret, når man indbetaler til sin a-kasse”, siger Hanne Lykke Jespersen.

PROSA har været blandt de hårdeste kritikere af opholdskravet og deler derfor forligspartiernes opfattelse af, at opholdskravet gør det sværere at tiltrække og fastholde udenlandske specialister samt danske borgere, der ønsker at vende hjem efter en længere årrække i udlandet.

”På et globalt arbejdsmarked, som it-faget er, kan opholdskravet kun opfattes som en straf for mobilitet og internationalt udsyn. Det har derfor også fungeret som en stopklods for at skabe et dynamisk og konkurrencedygtigt dansk arbejdsmarked, der skal agere i en global virkelighed”, siger Hanne Lykke Jespersen.