PROSA sender strejkevarsel til IBM

IBM i Odense modtager tirsdag det andet strejkevarsel fra PROSA. Dermed kan der udbryde konflikt den 27. september, hvis parterne ikke finder en løsning inden da.

Fortsat uenighed om overenskomstdækningen af medarbejderne hos IBM i Odense betyder, at PROSA – Forbundet af it-professionelle – tirsdag har afsendt sit andet strejkevarsel til IBM’s ledelse. Det sker, efter at PROSAs medlemmer hos IBM på et møde den 16. september har bedt PROSA om at fremsende konfliktvarslet.

Dermed kan en konflikt bryde ud fredag den 27. september ved arbejdstiden begyndelse, med mindre IBM forinden kommer tilbage til forhandlingsbordet og tegner overenskomst med PROSA.

”Vi vil have anerkendt at også vores medlemmer kan overenskomstdækkes af større amerikanske selskaber. Vi kan åbenbart ikke få en ordentlig dialog i gang med IBM, og derfor er vi nødsaget til at varsle konflikt, som begynder den 27. september, hvis ikke IBM kommer til forhandlingsbordet inden da”, siger PROSAs formand Niels Bertelsen, der glæder sig over den massive opbakning fra de berørte medlemmer hos IBM.

Oprindeligt afsendte PROSA og HK/Privat i fællesskab et overenskomstkrav til IBM i foråret, men efter 49 dages tilløb til dialog afviste virksomheden via Dansk Industri at indgå i forhandlinger. Da HK/Privats eksisterende overenskomst med IBM komplicerede forløbet, sendte PROSA sit eget konfliktvarsel til IBM den 14. juni.

Konflikten om den manglende overenskomstdækning har stået på siden 1. oktober 2018, hvor IBM overtog godt 260 ansatte, som blev outsourcet fra virksomhederne KMD og Tech Mahindra.