It og samfund, Dansk it-politik

PROSA undres over ny regerings opsplitning af it-området

Den nye regering nedlægger It- og Telestyrelsen for til gengæld at overføre arbejdsopgaverne til hele fire ministerier. PROSA undrer sig over opsplitningen af it-området.

Statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) nye regering nedlægger It- og Telestyrelsen og fordeler arbejdsopgaverne på fire forskellige ministerier. Det forbløffer formand for PROSA – Forbundet af It-professionelle, Niels Bertelsen.

– Det er svært at se, hvad en opsplitning af it-området skal gøre godt for. Det virker særligt bekymrende, at de ministerier, der har med vækst og innovation at gøre, ikke også skal have at gøre med it-udvikling, siger Niels Bertelsen.

Erhvervs- og Vækstministeriet overtager tele- og internetregulering samt administration af frekvenser.

Forsvarsministeriet skal tage sig af sager vedrørende beskyttelse af kritisk it-infrastruktur samt statens varselstjeneste for internettrusler, GovCert.

Finansministeriet overtager ansvaret for it-politik, herunder sager vedrørende digital kommunikation med borgere og virksomheder, og endelig skal Økonomi- og Indenrigsministeriet tage ansvaret for visse opgaver vedrørende it-modernisering og digitaliseringsmæssige forhold.

Tunge ministerier på banen

– Hvis jeg skal være lidt optimist, kan det være en fordel, at nogle af de tunge ministerier nu kommer mere på banen it-politisk, og hvis de pågældende ministre betragter digitalisering og it som basale værktøjer i den samfundsmæssige udvikling, kan det være en styrkelse af området. Omvendt kan faren være, at udviklingen drukner i mangel på koordinering og i interne magtkampe, hvor det mere er økonomien, der kommer til at styre udviklingen, fremfor visionerne, siger Niels Bertelsen.

– PROSA lægger vægt på, at udviklingen af det digitale Danmark sker med udgangspunkt i kvalitetsmæssige forbedringer og borgerinddragelse, og det er svært at se, hvordan det skal fungere med så mange ministerier involveret. Vi ved endnu ikke, hvordan det it-politiske område skal styres og udvikles, men PROSA bistår naturligvis gerne den nye regering med gode ideer og ser frem til et godt samarbejde.