Overvågning i samfundet

Regeringen dropper overvågning af elmålere

Hårdt presset har regeringen besluttet at trække et forslag tilbage, som ellers ville have givet myndighederne mulighed for at overvåge alle danskeres elforbrug for at forhindre snyd med sociale ydelser.

Fagbladet 3F beskrev sidst i august indholdet af et lovudkast, der skulle stramme op på misbrug af kontanthjælp, uddannelsesstøtte og integrationsydelse. Ved at samkøre data fra elmåleren med andre data ville Udbetaling Danmark eksempelvis kunne afsløre, om folk lyver om, hvor de bor, for at kunne modtage sociale ydelser.

Men forslaget om overvågning af elmålere er for vidtgående og er både i strid med retten til privatliv og med EU-lovgivningen, fastslår flere eksperter.

– Det er enormt indgribende at registrere borgeres elforbrug. Man måler forbrug hver time og kan lave en meget præcis profil af en persons adfærd. Der er tale om en konstant glidebane. Flere og flere data bliver indsamlet, og der kommer mere og mere kontrol, siger Jesper Lund, der er formand for IT-Politisk Forening.

Kritikken fik beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) til at vende rundt på en tallerken:

– Indsatsen mod snyd må ikke betyde, at vi begynder at overvåge alle landets borgere, og derfor kommer regeringen ikke til at gå videre med et forslag om at øge brugen af registersamkøringer i Udbetaling Danmark, siger han til Jyllands-Posten.

ohl