Software, It-tendenser

Sådan finder du software

Det er let nok at finde software. Men at finde virusfri udgaver af den bedste software kræver lidt ekstra evner. Få dem her.

"Hvad er det, du har downloadet!? Hvem tror du, Softonic er? Nu har du en ekstra værktøjslinje og endnu flere annonce-pop-ups! Du skulle have klip i dit pc-kørekort! Du skal aldrig bare downloade det første det bedste, Google foreslår!"

Sådan ville jeg skælde og smælde, hvis jeg var magtfuld it-chef. Nu er det mest formaninger, jeg kan nedkalde over syndige pensionisters og børns hoveder.

Men meningen er god nok.

Google er god til mange ting. Men anstændig software er den ikke så god til at finde. Blandt de første søgeresultater vil der være links til sider og softwarearkiver med den mest rådne software.

Kend fire-fem sider

Heldigvis er det ikke så svært at lære at finde god, forholdsvis virusfri software. Man skal egentlig bare kende til fire-fem sider.

AlternativeTo

Henne på AlternativeTo fortæller tusinder af softwarekyndige nørder, hvilke programmer der kan cirka det samme, og hvilke programmer der er bedst til en given opgave. De har ret 95 procent af tiden og ved sammenlagt mere om desktop-, mobil- og cloud-software end selv den klogeste af dine venner. Tror man for eksempel, at man har brug for Adobe Photoshop, kan AlternativeTo venligt oplyse, at Gimp, paint.net og Krirta kan cirka det samme.

AlternativeTo opregner de 170 alternativer i popularitetsrækkefølge, og man kan altid sætte filtre ind, så man kun ser Linux-, Windows-, Mac-, Android-, eller open source-software. Selv AmigaOS og ChromeOS kan den anbefale software til. Selvfølgelig kan miniPaint ikke det samme som Adobe Photoshop, men ofte kan man på listen finde mere velegnet software end den, man halvt kender i forvejen.

Et godt eksempel er mig og procesdiagrammerne. Normalt skulle jeg bruge Dia, Microsoft Office Visio eller OmniGraffe til jobbet. Det er i hvert fald de mest kendte programmer til de tre store platforme. Men via AlternativeTo fandt jeg Lucidchart, der snildt opfylder mine behov for procesdiagrammer - og endda giver mulighed for fælles real-time-arbejde på diagrammer over nettet med mine firma-kammesjukker. AlternativeTo er fantastisk til at anbefale det bedste program til en given opgave.

Ninite

Linux-brugerne har deres program managers og repositories. Mac-brugerne bruger ikke så meget software, og deres maskiner har installeret det meste fra fødslen. Sådan er det ikke for Windows-brugerne. De må ud i en farlig og uvenlig verden på jagt efter ikke-inficeret software til selv de simpleste opgaver. Her kommer Ninite ind som en frelsende engel.

Ninite laver en liste med 100 af de mest populære og gode programmer til Windows-platformen. Det eneste, man skal gøre, er at slå et kryds ud for de programmer, man ønsker. Så pakker de en softwarepakke helt fri for nags, pop-ups, annoncer og andet bavl. Lige til at installere i ét hug.

Og ja, det er Java uden Ask-værktøjslinje og Skype uden Bing-søgemaskine. Det er, med et halvt udenlandsk og meget poetisk ord, crap-fri software. Man kan downloade de 150 nyttigste programmer i en håndevending. Det er klart det første og bedste stop for enhver nyslået ejer af en bærbar.

VirusTotal

Ninite indeholder intet crapware og kan bruges godt og trygt at alle, der kan sætte den velbegrundede paranoia ned fra pedant til pragmatiker.

AlternativeTo linker videre til 4.000 programmer, og i den bunke må der være nogle, der kommer med en sidevogn crapware.

Men de flinke brugere af AlternativeTo er dygtige til at advare hinanden om skidne downloads, og de største og populæreste programmer er generelt ret rene i kanten.

Ikke desto mindre bør man kende til VirusTotal. VirusTotal er en guddommelig maskine med over 50 antivirusprogrammer på. 

Man fortæller den, hvad man har tænkt sig at downloade ved at fodre den med en URL. VirusTotal tager ud og smager på programmet og fortæller, hvad de 50 virusprogrammer, man hverken har penge eller maskinekraft til at køre, siger. Er lægeattesten i orden, kan man downloade og installere programmet. Er der røde flag, skal man nok lade være. Man kan også uploade installationsfiler. Den vil igen smage på dem og komme med en nyttig dom.

Produktet virker både til Windows, Mac, Android (APK-filer) og en del andre platforme.

Drivere er en hovedpine

Fupmagerne på nettet elsker at fiske torsk på Google med “Her er din printerdriver!”. Både som annoncer og søgeresultat. Nogle gange får torsken den ønskede printerdriver. Men staklerne får i hvert fald altid lidt ekstra software med.

Her må man så instruere folk i, at de udelukkende downloader drivere fra producenternes officielle hjemmesider. Det kan snildt gå galt på mange andre måder - men man slipper som regel for skidt oven i den skuffende driver-opdatering.

En anden strategi er at installere et program til automatisk driver-opdatering, for eksempel SlimDrivers eller Snappy … Men man skal ikke langt ned på AlternativeTos liste over programmer til automatisk driver-opdatering, før også disse hjælpende programmer viser sig at indeholde uønsket skidt. Og så har vi helt glemt, at nye drivere i både kyndige og ukyndige hænder i praksis giver næsten lige så mange problemer, som de løser.

Steam

Steam er en butik, hvor man køber (mere korrekt: langtidslejer) spil til Windows, Mac og Linux.

Det er lettere - og oftest billigere -  at bruge Steam end dvd-skiver overhældt med de mest irriterende piratsikringer. Steam kan også hjælpe til med at opdatere skærmdrivere på en forholdsvis fornuftig måde. Den simple regel “Brug Steam, spørg mig om resten” har i cirka 10 år holdt mine børns spille-computere fri for virus.

Android- og browser-apps er en hovedpine

VLC er verdens bedste videoafspiller. Søger man efter den i Google Play Store eller Chrome Webshop, faldbydes der metervis af ligegyldige, ubrugelige programmer, som ikke har meget med VLC at gøre og formentlig er inficeret med overvågnings- og annonceringsevner fra isse til sål.

Min pragmatiske løsning har været kun at bruge de mest populære programmer (nysprog: apps). Her vil der være flest lam, der kan begynde at bræge irriteret, hvis programmet begynder at lave unoder. Og de største programmer har mest at tabe, hvis de bliver smidt ud af Google Play Store.

Men jeg kunne også installere appen Baidu eller Avast Mobile Security og … føle mig lidt bedre beskyttet. Jo, programmerne skulle være gode nok og beskytte godt mod noget ifølge troværdige av-test.org. De vil beskytte fint, mens de selv annoncerer løs og forsøger at lokke en til køb i appen. Jeg har på fornemmelsen, at det ikke går godt.

Men tommelfingerreglerne om ikke at installere for meget software og holde sig til store, populære programmer (og undgå de utallige efterligninger) kan måske beskytte tilstrækkeligt.

Der er ingen sikkerhed i denne verden

Nettet og softwarearkiverne er fulde af mere eller mindre inficerede programmer med større eller mindre ulemper. Rationelle mennesker forbyder brug af omtrent alt software og tager alle installationsprivilegier fra alle brugere, de hersker over.

Pragmatiske mennesker kan dog, ved at bruge de her anbefalede sider, faktisk i virkeligheden, finde noget rigtig god software til omtrent ethvert formål. Uden at lide den store overlast. Arbejdsgange kan forbedres, tidsforbrug kan nedsættes.

Så hav en god og sikker softwarejagt! 

 

 

Links

Skriv adresserne ordentligt. Der er domainsquatters med crapware lige i nærheden

alternativeto.net - find den bedste software til opgaven. Alt desktop, masser af mobil og mange webtjenester.

ninite.com - alt til Windows i ét hug. Linux-folk kan bruge Synaptic.

virustotal.com - er filen sund eller inficeret? 50 orakelsvar - ingen garantier.

steampowered.com - spil. AlternativeTos brugere anbefaler dertil Enhanced Steam til browseren.

kortlink.dk/pew5 - Ja, alle store (Windows-)softwarearkiver sampakker beviseligt de nyttige programmer med farligt/irriterende affald. Ninite holder endnu stand.

Billedtekster:

alternativetops.png

1538 stemmer på Adobe Photoshop. 2842 på Gimp. De kan nok cirka det samme.

ninite36.png

Installer de første 36 programmer i ét hug. Fantastisk tjeneste til alle Windows-brugere.

carambisbrother.png

Han troede at han skulle have en printerdriver fra Brother. Men han fik en evigt selvstartende installer og updater fra Carambis. Godt at VirusTotal var i nærheden.

driversikkerhedalternativeto.png

Henne på AlternativeTo er folk ret dygtige til at advare hinanden mod inficerede programmer.

vlcplaystorechrmewebapprundtosset.png

Google er kendt for god søgning. Men i deres egne butikker går det ikke særlig godt. Møg fra gulv til loft.

botMessage_toctoc_comments_9210