It og samfund

Sådan skader techmonopoler samfundet

KOMMENTAR: Techgiganterne har monopol. Og hvad så? Det spørgsmål kan du finde (nogle af) svarene på i sidste uges store rapport om de fire techgiganter fra den amerikanske kongres.

Hvis du er ligesom mig, glæder du dig over de mange fine detaljer i Apples devices, valgfriheden på Android-mobiler, Amazons enorme udvalg og hurtige fragt samt hjertestormen når du “elsker” noget på Facebook.

Med de mange beviseligt fede features, services og produkter, som de fire store disker op med, kan det nogle gange være svært helt at tage kritikken af, at de fire store er alt for store, alvorligt. Hvor slemt kan det være?

Det spørgsmål har et udvalg under den amerikanske kongres gravet i det sidste halvandet års tid, og i sidste uge barslede de med en 450 siders lang rapport om problemet. Svaret er – kort fortalt – slemt. Særligt tre ting stikker ud. De kommer her.

1. Alt det nye bliver dræbt i “kill zone”

Google, Amazon, Facebook og Apple opererer på hver deres forretningsområde, som de dominerer med forskellige grader af monopolagtig status. Forretningsområder, som de forsvarer med næb og klør.

Som ny spiller på e-handelsmarkedet gør du klogt i ikke at komme i noget, der ligner konflikt med Amazon. Du skal heller ikke bryde dig om at lave apps, der kommer for tæt på, hvad Apple eller Google opfatter som hver deres enemærker. Og Facebook er på dupperne, i det øjeblik et nyt socialt medie skulle begynde at få medvind.

Hvis du alligevel opfinder noget, der bare indirekte truer de fire store, kommer svaret øjeblikkeligt: Du bliver enten opkøbt, kopieret eller på anden måde dræbt.

“Acquire, copy, kill” hedder strategien hos Facebook, skriver udvalget. Og generelt, skriver de, er der opstået en “kill zone” omkring de fire store. Områder, som ingen investorer vil skyde penge i, fordi de ved, at de store ikke vil acceptere det.

Læg dertil, at de fire store meget sjældent selv opfinder nye ting, hvis ikke det gavner deres eksisterende forretninger økonomisk. Til det er der alt for mange penge på spil. Hvert år hiver de profitter hjem, der oversat til danske forhold svarer til mellem tre og otte metro-city-ringe til hver virksomhed.

Apple tjener for eksempel i omegnen af 15 milliarder US dollar på deres app store, som det koster dem i omegnen af 100 millioner US dollar at holde i luften. De er ikke interesserede i at rokke båden.

Resultatet af alt dette er, at innovationen og dynamikken på markedet hæmmes, og at nye udviklere med gode ideer har alt for svært ved at komme frem og få fodfæste. Skidt for alle entreprenante sjæle med ambitioner om at sætte mærke på verden. Skidt for forbrugerne, der betaler for meget for dårlig kvalitet. Og skidt for samfundsøkonomien, der holdes kunstigt tilbage.

2. Kvaliteten lider – særligt privacy

Det er ikke kun priserne, de fire store kan skrue på, uden at nogen rigtigt kan gøre noget ved det. Også kvaliteten af deres produkter og ydelser lider under monopolforholdene.

For eksempel udnytter Google deres monopol på søgning til at fylde hele det første skærmbillede op med reklamer, når du Googler.

På samme måde er der alt for mange fupfirmaer på amazon.com, så rigtige firmaer bliver nødt til at annoncere for at blive set.

Hos Apple snydes du for fede apps, som Apple ikke kan lide. Og hos Facebook neddrosles kvaliteten af Instagram, så den ikke tager alt for mange brugere fra Facebook selv.

På privacy-området er det særligt galt, mener kongresudvalget. Alle fire techgiganter – men, fornemmer man i rapporten, særligt Facebook og Amazon – har suget data op og samkørt data i alt for stor grad. Er de blevet taget i det, har de lovet bod og bedring, men alligevel fortsat de lyssky aktiviteter. Fordi de kunne.

3. Demokratiet og den frie presse trues

De etablerede medier har det svært. Særligt Google og Facebook lægger i dag beslag på alle de mange rare annoncekroner, som i gamle dage gik til avishuse og tv-stationer. Godt bakket op af det store data-overskud, som Facebook og Google har opbygget i deres monopolers privatlivskrænkende skygge. Og af den dårlige forhandlingssituation, som mediehusene står i, når de skal forhandle med Facebook og Google om vilkårene for at deres indhold skal dukke op i nyhedsfeeds og søgeresultater.

Det synes kongresudvalget ikke om, for en svag presse giver et svagt demokrati. Det er dog ikke mange sider, den ellers grundige rapport bruger på denne hovedpointe, og derfor får analysen ikke helt skovlen under problemet. Det er synd, for spørgsmålet om, hvordan Facebooks og Googles data- og annoncebaserede forretningsmodeller påvirker den politiske meningsdannelse, er ellers virkeligt vigtigt.

Den lange kongresrapport er i hovedtrækkene grundigt arbejde. Hver for sig er historierne om, hvordan de fire techvirksomheder har udviklet sig, hvilke tricks de bruger, og hvilke effekter deres adfærd har, tankevækkende. Men at læse de fire historier i sammenhæng er skræmmende.

Nej, siger rapporten, det, der måske kunne være enkeltstående fejlskud hos en enkelt at de store, er i virkeligheden et mønster, der går igen.  De fede services og produkter, de hver især disker op med, kunne have været meget bedre. Der kunne have været flere af dem. Priserne er alt for høje, og regningen, som i første omgang betales af annoncørerne, men som sidste ende ender hos annoncørernes kunder, er alt for dyr.