Overvågning i samfundet, It sikkerhed og kryptering, It og samfund

Større bevågenhed om privatlivsbeskyttelse

Så der er ved at være større opmærksomhed om problemerne i den digitale udvikling, og PROSA fortsætter ufortrødent med at sætte det på dagsordenen.

PROSA har gennem efterhånden mange år kæmpet for at undgå masseovervågning, kæmpet for retten til privatlivsbeskyttelse og kæmpet for en styrkelse af rettighederne i det digitale univers. Det har været svært at få en debat i gang om disse emner, og selv om også andre har forsøgt at problematisere udviklingen, har den aldrig rigtigt fænget.

Det lader dog til, at der i øjeblikket er en større bevågenhed end nogensinde om disse emner. Som en udløber af Edward Snowdens afsløringer, EU-Domstolens underkendelse af logningsdirektivet og debatten om de ulovligt indsamlede oplysninger i Dansk AlmenMedicinsk Database er der sat fokus på digitalt selvforsvar og grundlæggende digitale rettigheder.

Både Politiken, Ekstrabladet og DR2 har for nylig behandlet disse emner, og det glædede mig at se, at Politiken på en forside for nogle uger siden med kæmpetyper skrev: "Drop Facebook, Skrot Google, Betal kontant, Krypter mails, Glem mobilen og Slet cookies". Måske lige overdrevet nok, men det sætter da debatten om det digitale selvforsvar i gang.

Anledningen til forsiden var en ny bog, skrevet af en af pionererne inden for privatlivsbeskyttelse, Bruce Schneier, som netop handler om, hvordan både regeringerne og vi selv er med til at sikre, at stater og virksomheder kender mere til os, end vi selv gør. Han nævner blandt andet det paradoksale i, at vi aldrig kunne drømme om at tillade nogen at pålægge os at gå med et apparat, så regeringen altid ville vide, hvor den enkelte borger befandt sig. Men kald det en mobiltelefon, som vi oven i købet selv betaler for, så gør vi det gladeligt.

Ekstra Bladet har også haft en forside om, hvordan du undgår overvågning på nettet og beskrev flere mulige måder at beskytte privatlivet på, og DR2 helligede en temalørdag til emnet. Sågar Etisk Råd har behandlet privatlivsbeskyttelse og er kommet frem til, at forskning i sundhedsdata kræver tillid og værn om borgernes privatliv.

Så der er ved at være større opmærksomhed om problemerne i den digitale udvikling, og vi fortsætter ufortrødent med at sætte det på dagsordenen, så snart den mindste lejlighed byder sig - som du kan se af temadelen i den kommende udgave af Prosabladet.

Den igangværende opmærksomhed skulle gerne kunne bruges til, at vi kan få udviklet nogle bedre værktøjer til at undgå overvågning og unødig dataindsamling. Mange af de løsninger, der er til digitalt selvforsvar, er hovedsageligt beregnet til folk med teknisk indsigt, og så længe der ikke findes gode, brugervenlige måder at sikre sig på, vil det hæmme udbredelsen af privatlivsbeskyttende foranstaltninger.

Og så skal folk selvfølgelig vide, at der ikke findes gratis tjenesteydelser på nettet. Du betaler med data om dig selv, og det er en handelsvare, der er i høj kurs. Så selv om offentlige myndigheder står for mange af de data, der indsamles om borgerne, er du selv med til at øge mængden af data gennem dine handlinger på nettet. Den bedste måde at undgå overvågning og privatlivskrænkelser på er nu engang at være påpasselig med, hvilke oplysninger du giver til hvem og på hvilken måde.