Teknologi-principper for en bedre verden

På Techfestivalen i København i september brugte 150 personer fra tech-verdenen 48 timer på at formulere principper for et bedre samfund baseret på etisk anvendelse af teknologi. Hvorfor nu det?

Techlash.

Det udtryk blev første gang anvendt af det britiske magasin The Economist i 2013 til at beskrive en forventet fremtidig reaktion mod de store it- og internetvirksomheder, som allerede dengang havde stor magt og indflydelse på det enkelte menneskes liv, det politiske system og samfundsudviklingen.

Det erhvervsvenlige magasin forudså et tilbageslag – en reaktion mod tech-industriens magtkoncentration, som verden tidligere har set mod andre mastodonter som eksempelvis tobaksindustrien, olieselskaberne og finanssektoren.

Fem år senere har vi gennemlevet skandalen med Facebook og Cambridge Analytica og oplevet, hvordan fake news, misinformation og propaganda spredes via sociale medier og underminerer demokratier. De fleste mennesker har også erkendt omfanget af en allestedsnærværende overvågningskapitalisme, som faciliterer en tech-afhængighed, hvor folk bytter personlige oplysninger for et dagligt skud af likes. Alt sammen er medvirkende til, at techlash i dag er en realitet.

Fra utopi til dystopi

Især blandt tech-industriens egne folk er der en smertelig erkendelse af, at der skal gøres noget for at rette op på konsekvenserne af en hidtil stort set ukritisk udrulning af teknologi. Smertelig, fordi mange startede i tech med en ung, idealistisk og måske naiv forestilling om, at teknologien nærmest af sig selv ville skabe et utopia.

Den danske serie-iværksætter Thomas Madsen-Mygdal var en af dem.

– Jeg var 19 år, da jeg læste nu afdøde John Perry Barlows ’Declaration of Independence of Cyberspace’. Jeg forstod det som princippet, som jeg ville forfølge. At vi er smartere end alle andre. At regulering skal bekæmpes. At der ikke er noget ansvar, sagde Thomas Madsen-Mygdal på årets udgave af den københavnske Techfestival.

Han var ikke alene om at blive inspireret af det legendariske cyberspace-manifest, som forestiller sig en verden uden de snærende bånd fra den fysiske verden. En verden – cyberspace – uden love, dogmer og konventioner, som forhindrer folk i at udfolde sig frit. Et sted, hvor kun din fantasi og dine evner sætter grænser for, hvad du kan bygge.

Sammen med masser af andre udviklere, designere og iværksættere verden over blev Thomas Madsen-Mygdal inspireret af den frisættende kreative energi i cyberspace-manifestet og det fremstormende internet og web. Men manifestet og den uregulerede teknologianvendelse havde også en skyggeside, som står mere og mere klar i dag.

Tech for den gode sag

I den seneste tid har tusindvis af Google-ansatte protesteret mod Googles AI-samarbejde med Pentagon, og tidligere Facebook-ansatte taler åbent om designprincipper, som gør Facebook-brugere afhængige af platformen.

Allerede sidste år, hvor den første Techfestival blev afholdt i København, forsøgte tech-interesserede at finde svar på, hvordan der kan bygges bedre og mere human teknologi som en reaktion på det, der ifølge Thomas Madsen-Mygdal har bragt verden til ”et mørkt sted”. Teknologien kan nemlig også bruges mere konstruktivt, hvis folk bliver mere bevidste om teknologiens konsekvenser.

– Vi er optimister. Vi er skabere. Vi er i stand til at se på tingene i et nyt lys. Vi accepterer ikke status quo, sagde han ved dette års Techfestival og opfordrede deltagerne til at ændre tingenes tilstand.

Techfestivalen i 2017 mundede ud i The Copenhagen Letter, der opfordrer ”enhver, der former teknologien i dag” til at tage ansvar for konsekvenserne af teknologien. Som en logisk forlængelse satte 150 personer sig sammen i Kødbyen på dette års festival for i løbet af 48 timer at formulere tech-principper for en bedre verden.

Prosabladets udsendte var med i Tænketanken 150, der var oprettet udelukkende for at få formuleret 150 tech-principper. De fleste af deltagerne kom fra tech-verdenen, men der var også folk som schweizeren Jonas Duclos, en tidligere bankmand, der absolut ikke betragter sig selv som værende del af tech-verdenen.

– Jeg er ikke så god til teknologi, men i dag bliver man nærmest ekskluderet fra samfundet, hvis man ikke har en smartphone, siger han.

Tankegangen fra Silicon Valley

Under sit oplæg om udarbejdelsen af principperne bemærkede Thomas Madsen-Mygdal, at store dele af verden i dag via teknologi gennemsyres af en tankegang, som er opstået i Silicon Valley. En tankegang, hvor det for mange tech-iværksættere gælder om enten at få virksomheden til at vokse sig så stor, at markedet kan domineres, eller – mere realistisk – blive opkøbt af et af de allerede eksisterende markedsdominerende tech-selskaber.

Den tankegang blev udfordret af den danske politiker Karen Melchior (R), som formulerede et princip om, at man skal elske sin konkurrent, da konkurrence gør idéer og produkter bedre:

”Monopoler knuser innovation. Innovation trives, når idéer mødes. Konkurrence fører idéer sammen. Vær åben over for nye idéer. Giv dine konkurrenter lov til at bygge videre på dine idéer”.

Copenhagen Catalog online

Alle principperne er nu blevet samlet i et Copenhagen Catalog, som du kan se online. Det er ikke sikkert, du er enig i alle principperne, og det er heller ikke hensigten. Nogle af principperne virker måske lidt hippieagtige, men når selv en konservativ avis som Børsen hylder Techfestivalen som ”en prisværdig – faktisk ret enestående – begivenhed” og skriver: ”Store amerikanske og kinesiske tech-virksomheder er tidens magthavere, og med udviklingen af kunstig intelligens er der hårdt brug for at få kontrol med dem ... det er glædeligt, at tech-giganterne også får modstand fra progressive kræfter internt i deres miljø”, ja, så er der ingen tvivl om, at tech-industrien har brug for at ændre kurs.

For forfatterne i tænketanken er det vigtigste, at vi alle sammen begynder at tænke over konsekvenserne af den teknologi, vi udvikler og anvender. Du er mere end velkommen til at formulere dine egne principper. Som et af dem lyder (med en genlyd af cyberspace-manifestets vildskab og anarki):

”Fuck principper. Det her er en tankegang, ikke et regelsæt. Hvis de ikke føles tro mod dit hjerte, hvis de ikke stemmer overens med dit væsen, så tag kun det, der fungerer for dig, og lad resten være urørt. Skriv dine egne.”

Opfordringen er hermed givet videre.

Du kan læse The Copenhagen Letter fra 2017 her copenhagenletter.org
og de 150 tech-principper fra 2018 her www.copenhagencatalog.org

botMessage_toctoc_comments_9210