Gennem snart 40 år har dagpengene været udsat for det ene politiske angreb efter det andet.
I dag får et PROSA-medlem i gennemsnit kun cirka 40 procent dækning af løntabet, når arbejdsløsheden rammer. Det gør den desværre lige for tiden. Vi ser masseafskedigelser i en lang række virksomheder – i nogle på grund af corona, men i mange fordi arbejdet flyttes til lande med lavere løn. Det kan være Østeuropa eller Asien.
Dækningen falder år for år, og det skyldes, at man fra politisk hold har bestemt, at dagpengesatsen simpelthen reguleres mindre end lønningerne.
Et meget tydeligt tegn på, at dagpengesatsen i dag er alt for lav, viser sig ved, at det beløb, som arbejdsgivere og selvstændige her under Covid-19-krisen får i lønkompensation, er på mellem 23.000 og 30.000 kroner om måneden. Hvis vi havde en ordentlig dagpengesats, kunne vi jo bare have valgt den. Men den maksimale månedlige udbetaling fra a-kassen ligger i 2021 på 19.322 kroner.
Dagpengene er over de sidste 40 år løbende blevet forringet så meget, at de for mange lønmodtagere ikke giver en tilstrækkelig dækning. Kompensationsgraden er styrtdykket og er i dag blevet så lav, at mange fravælger at stå i en a-kasse. Samtidigt er mange andre tvunget til at vælge dyre tillægsforsikringer for at opnå en fornuftig dækning.
”Vi foreslår en solidarisk løsning, hvor man skal kunne købe sig til en højere dækning inden for a-kassens rammer”
Ud over at en tillægsforsikring er dyr at tegne, har den også det problem, at det kun er de lønmodtagere, der er i sikre og faste job – med den laveste risiko for at blive arbejdsløse – der kan få lov til at tegne en forsikring.
I takt med med at arbejdsløshedsforsikringen er blevet dyrere, er der sideløbende sket betydelige forringelser: Dagpengeperioden er blevet halveret, men til gengæld tager det dobbelt så lang tid at optjene retten til en ny dagpengeperiode.
Vi skal heller ikke glemme, at dagpengesatsen for nyuddannede er sat så langt ned, at det for forsørgere er kommet under niveauet for kontanthjælp. Herved er det lykkedes at blande socialpolitik ind i dagpengesystemet for at matche kontanthjælpen.
Så det kan kun gå for langsomt med at hæve satsen, så vores dagpengesystem igen kan leve op til at give den sikkerhed, som er en del det danske såkaldte flexicurity-system, som vi så gerne bryster os af.
Derudover er der brug for nytænkning. For selv hvis satsen bliver hævet, så det opvejer 40 års efterslæb, vil dagpengesatsen stadig være lav for højtlønnede. Samtidig vil det med et statsbidrag, som er ens for alle (det beløb, som alle a-kassemedlemmer månedligt betaler til staten), være dyrt for lavtlønnede, hvis de skal være med til at betale de højtlønnedes ekstra høje dagpengesatser.
Vi vil derfor foreslå en solidarisk løsning, hvor man skal kunne købe sig til en højere dækning inden for a-kassens rammer ved at betale et højere statsbidrag, således at man kan købe sig op på de 90 procents dækning, som egentlig har været (og stadig er) grundtanken i dagpengesystemet.
