Første sæson af den amerikanske tv-serie Westworld er nu tilgængelig på HBO. Den bygger på sci-fi-filmen af samme navn fra 1973 med det evigt aktuelle tema om mennesker versus robotter og om styringen af kunstig intelligens.
Westworld er en forlystelsespark, som publikum, kaldet gæster, kan købe billetter til. Det er en speciel og skræddersyet tivolitur, for en billet til Westworld betyder, at de fortrinsvis mandlige kunder bliver inviteret indenfor i et western-scenarie.
Og her får de lov til at spille skurk eller helt iklædt cowboystøvler, frynselædervest, hat, ladt pistol samt fri adgang til sex og whisky på saloon-bordellet. Det andet lag i historien handler om de ansatte på laboratoriet, som programmerer western-robotterne, kaldet værter. Lyder det som et mærkeligt setup? Det er det også, indtil man får styr på, hvem der er robotter, og hvem der er mennesker.
Programmørens magt
En central figur er Dr. Robert Ford. Han spilles af Anthony Hopkins, blandt andet kendt fra Ondskabens Øjne (1991), hvor han havde hovedrollen som seriemorderen Hannibal Lecter. I Westworld spiller han med samme autoritet AI-Gud i det firma, som programmerer robot-værterne. I laboratorierne gøres androiderne klar, så de afstemmer målgruppens ønske om en tivolitur uden moralske hæmninger. Hopkins har seriemorderens pokerfjæs på, og det fornemmes, at der er noget lusket bag den umiddelbart venlige og kontrollerede stemmeføring.
Målgruppen har penge og stiller stadigt større krav til robot-rollespillet på de sandede cowboystier, så kode-etikken får nogle knæk undervejs, for hvor intelligente data må robotterne fodres med? Og er der fare for, at de overtager styringen? Det forsøges kontrolleret, når vi eksempelvis ser en robot-luder i turkis western-flæsekjole og røde blomster i håret få slettet hukommelsen fra dagen før. For en dag kan altid starte forfra i Westworld.
Serien starter med en kærlighedsscene mellem de smukke, unge værter Teddy og Dolores i et panoramisk vue over et genkendeligt amerikansk ørkenterræn med kantede klippevægge, kaktusser og rødt sand. Derefter klip til laboratoriet, hvor heste og kroppe bliver opdateret og trænet via tablets med blinkende data i gult og neongrønt, og hvor programmingschefen Bernard Lowe (Jeffrey Wright) slår fast: ”Det er de små detaljer, som gør dem virkelighedstro. Det, der får gæsterne til at forelske sig i dem.” Det krævende publikum, som den kølige chef Theresa Cullen (Sidse Babett Knudsen) kalder: ”Rige røvhuller”.
Musikken er genkendelige hits spillet på saloon-klaver. Muligheden for at lege musikquiz undervejs er oplagt. Det er smukt, når instrumentalversioner af klassikere som The Rolling Stones' ”Paint It, Black” og Radioheads ”No Surprises” lægges over den fantastisk flot filmede serie.
Første afsnit er instrueret af Jonathan Nolan, som blandt andet skrev Interstellar (2014) og The Dark Night (2008), og han viser sig som en mester i at klippe fra monstrøse panorama-naturscenarier til nærbilleder, hvor vi kommer helt ind i robot-hjernerne, eller gør vi?
Tv-seriens service-robotter er i princippet gammel teori serveret i en opdateret version. De sidste års gennembrud i udviklingen af kunstig intelligens og machine learning gør seriens perspektiver på menneske-maskine-samspillet meget nærværende. I en verden med hypede ”disruptive” teknologier som pleje-robotter og selvkørende biler fremstår Westworld ikke som en fjern fremtidsdystopi. Fremtiden er her allerede.
