Trangen til at registrere danske borgere ser ud til at være umættelig. De i forvejen righoldige datamængder, der indsamles om os alle sammen i det danske samfund, knopskyder konstant, og selv ulovlige databaser er utroligt svære at slippe af med. Ja, selv vores øverste juridiske ekspertise i Justitsministeriet har svært ved at håndtere ulovlige bekendtgørelser og stoppe en ulovlig praksis,
EU-Domstolen underkendte i slutningen af 2016 endnu en gang EU's logningsdirektiv og dermed også den danske logningsbekendtgørelse. Så skulle vejen jo være banet for, at de ulovlige forhold blev stoppet øjeblikkeligt. Men den løsning er tilsyneladende for enkel. Her over et år senere er der stadig ikke sket noget. Ud over at den ulovlige registrering af danskerens adfærd på nettet fortsætter. Justitsministeriet tænker fortsat på, hvordan man dog skal løse problemet, og i mellemtiden overvejer vi så, om vi skal være med til at starte en retssag, som kan få Justitsministeriet til ikke kun at tænke over tingene, men måske ligefrem begynde at handle. Og helst ikke ved at fortsætte eller udvide den eksisterende overvågning med begrundelsen om, at det skal forhindre og opklare noget som helst. Det har ikke virket hidtil, og det er en grov krænkelse af vores rettigheder som borgere i et demokratisk samfund, så løsningen burde være enkel nok.
Men de ulovlige forhold stopper ikke her. I folkeskolen og i gymnasierne foretages der trivselsmålinger, som er en indsamling af elevernes opfattelse af, hvordan trivslen i deres klasser fungerer. Oplysninger, som er af meget personlig karakter, og som eleverne afleverer med et løfte om, at undersøgelsen er anonym. Det viser sig så, at det er den alligevel ikke. Alle oplysningerne opbevares på elevernes cpr-numre, og de opbevares i uendelig tid. Som så mange gange før, når ulovlige opbevaringer af data indsamlet på et ulovligt grundlag opdages, er undskyldningen, at det kan give nogle fantastiske muligheder for at forske i data og dermed finde løsninger på problemer, som vi måske ikke engang har formuleret endnu. Og det hele foregår selvfølgelig uden elevernes eller forældrenes samtykke, og uden at de får noget som helst at vide om brugen af oplysningerne.
Denne trang til at indsamle og opbevare data om borgernes adfærd bør stoppes. Eksemplerne her er kun nogle ganske få blandt de mange registre, der er opbygget, eller er ved at blive opbygget, om os som borgere. Det er ikke hverken hensigtsmæssigt eller rimeligt, at bare fordi teknologien giver disse muligheder, så skal de også udnyttes. Det danske samfund er bygget på en høj grad af tillid til de danske myndigheder, og jeg kan frygte, at vi er ved at sætte denne tillid over styr ved at indsamle og opbevare store mængder af oplysninger om borgerne på et uigennemsigtigt og til tider ulovligt grundlag.
Jeg synes, det er på tide, at vi stopper op og tænker over, om det virkelig er den udvikling, vi gerne vil have i vores samfund. Hvad med, om vi indførte et registerfrit år, hvor der ikke må indføres nye former for registreringer af borgerne eller foretages nye sammenkøringer af eksisterende registre? Det år kunne vi så passende bruge til at diskutere, hvor mange data om os alle sammen, der egentlig er behov for, når det kommer til stykket. Som minimum bør vi vel kunne blive enige om at stoppe de ulovlige registre. Vi skulle jo nødigt ende der, hvor tillid er godt men dataindsamling er bedre.
