Curt Kjærsgaard Raavig: Opstiller som forbundssekretær

Jeg er formand for PROSA/SAS og TR i DXC. Jeg repræsenterer PROSA/SAS i HB. Jeg sidder i OK- og arbejdsmiljøudvalget. På folkemødet har jeg været med til at diskutere it-politik for PROSA.

I PROSA/SAS står jeg i spidsen for overenskomstforhandlingerne og har fået oparbejdet et gensidigt respektfuldt samarbejde med A-siden. Der har været kampe, ingen tvivl om det, jeg kender forligsinstitutionens trapper. Men vi har landet aftaler, som medarbejdere og ledelse har kunnet se sig selv i.

På DXC Danmark er flere forbund repræsenteret. En majoritet, af de organiserede, er medlem af PROSA. Men DXC DK har lavet overenskomst med et andet forbund. Derfor er mit arbejde i PROSA/SAS enormt vigtigt. Jeg arbejder hårdt for, at PROSA stadig har indflydelse på den medarbejderpolitiske agenda i DXC. Dette med en plads i SU, som bestyrelsesmedlem/medarbejderrepræsentant i DXC Airline Solutions og som TR.

DXC har haft mange fyringsrunder; nogle under masseafskedigelsesloven. Mit arbejde handler om, at få tallet ned, at få forhandlet gode aftaler på plads og værne om sammenholdet i kaotiske tider. Resultatet er outplacement-forløb, fritstilling og fratrædelsesgodtgørelser.

Som forbundssekretær vil jeg kæmpe mod socialdumping. Vores udenlandske kollegaer skal have præcis de samme forhold og vilkår som os. Dette skal ske gennem overenskomster, men også gennem aftaler og oplysning. Jeg mener, det er en opgave, som vi med fordel kan løse i samarbejde med de andre faglige forbund. Jeg vil fortsat arbejde for arbejdsmiljøet. Her er udfordringerne ikke blevet mindre af en Coronakrise, der måske for altid forandrer vores måder at arbejde på. Jeg brænder for ny teknologi, som kan være med til at løse verdens udfordringer. Men teknologi skal bruges på en ansvarlig måde, der ikke invaderer privatsfæren. I alt dette har jeg, og vil altid have, det enkelte medlem i fokus.

Lidt om mig

Jeg er 48 år, har arbejdet med it i 34 år, er uddannet EDB-assistent med overbygning på ITU. Jeg har arbejdet som programmør, it-underviser, systemadministrator og har haft snart sagt alle it-arkitektroller. Som chefarkitekt har jeg arbejdet med enterprisearkitektur og har forhandlet kontrakter. 

Jeg er gift og bor i Greve. Har to velvoksne børn, et svensk træhus, en kat og en C4. 

Jeg håber, I vil hjælpe mig med at arbejde for jer, så vi sammen kan styrke PROSAs fremtid.