Curt Kjærsgaard Raavig: Opstiller som organisatorisk næstformand

Som forbundssekretær i PROSA har jeg siddet i udvalgene for overenskomster, individuel medlemsservice og arbejdsmiljø. Før det var jeg formand for PROSA/SAS, som jeg repræsenterede i HB. Jeg forhandlede overenskomster og var TR i DXC. Med den brede politiske erfaring i PROSA stiller jeg op som organisatorisk næstformand.

Vision for rollen som organisatorisk næstformand

Min vision for samarbejdet mellem den politiske og administrative organisation: Gennem god kommunikation og gensidig respekt udvikles PROSA bedst til medlemmernes fordel. Som organisatorisk næstformand vil jeg derfor fortsætte det gode arbejde, der allerede er lagt.

Tre mærkesager

PROSA har mange stærke mærkesager. Tre mærkesager, jeg vil fremhæve:

  1. Store arbejdsmænger og tidspres er udbredt i it-branchen, og det er en tragedie, hver gang vi ser en person forlade arbejdsmarkedet udbrændt og syg. PROSA har været med til at udarbejde AT-vejledninger, der tydeligt fortæller, at arbejdsgiverne har pligt til at forebygge disse problemer. Nu skal arbejdsgiverne tage ansvar.

  2. PROSA kæmper imod social dumping. Det skal ske gennem overenskomster, men også gennem aftaler, oplysning og kontrol. Her har fagbevægelsen en fælles sag, vi skal stå sammen om. Det betyder også, at PROSA skal kræve, at vi får indflydelse, når vi er med til at kæmpe for overenskomster.

  3. Vi skal blive ved med at styrke PROSAs indflydelse både arbejdsmarkedspolitisk og it-politisk. Ved at få flere medlemmer styrker vi it-professionelles indflydelse. PROSA vækster, ja, men i en it-branche, som vækster hurtigere end os. Vi beholder vores eksisterende medlemmer og får nye til, når vi er relevante for den enkelte og er med til at styrke it-branchen, it-uddannelserne, arbejdsmarkedet og samfundet for os alle.

Det vil være mig en stor glæde og ære at kunne fortsætte mit engagement i PROSA med ovenstående som baggrundstæppe og som organisatorisk næstformand.

Lidt om mig

Inden jeg blev forbundssekretær, havde jeg arbejdet 34 år i it-branchen. Jeg er uddannet edb-assistent med overbygning på ITU. Jeg har arbejdet som programmør, it-underviser, systemadministrator og har haft snart sagt alle it-arkitektroller. Som chefarkitekt har jeg arbejdet med enterprisearkitektur, forhandlet kontrakter og styret nogle ganske store it-projekter.

Jeg er 50 år, gift og bor i Greve. Har to voksne børn, et svensk træhus, en kat og stadig en C4.