Frederik Hertzum: Opstiller som forbundssekretær

Jeg opstiller som forbundssekretær i Odense

Som forbundssekretær, vil jeg gerne sætte fokus på de medlemmer, der er lidt uden for normen.

Jeg er i øjeblikket medlem af bestyrelsen i VEST, 2. suppleant til hovedbestyrelsen for VEST, medlem af ITS og Organiseringsudvalget. I de sammenhænge har jeg blandt andet været med til at få indført, at medlemmer kan få betalt deres transport, så de kan være med til de aktiviteter, vi afholder – bor man langt fra de store byer, kan det være både dyrt, svært og tage meget tid bare at komme til et arrangement, eller få en samtale med nogen fra PROSA. Det er noget jeg gerne ser udvidet, så de medlemmer, der ikke er tæt knyttet til PROSA lige nu, kommer til at bruge foreningen mere; både socialt, fagligt og politisk.

PROSA bør være en organisation, der er til stede, hvor medlemmerne er – hvis det ikke kan lade sig gøre – så skal PROSA gøre det nemt for medlemmerne at komme til PROSA. Det arbejde gøres dog ikke kun i PROSA, men også på arbejdspladsen, studiestederne og i det øvrige samfund, hvor PROSA er gældende.

En af de ting, jeg gerne vil arbejde med, er at sørge for, at PROSA er rustet til at tage nye folk ind, både de medlemmer, som bare vil være medlemmer, men også de, der vil være aktive på alle niveauer. Det skal være nemt at finde ud af, hvad man kan og vil med PROSA.

Jeg er af den opfattelse, at PROSA er til for medlemmerne, og at det er forholdet til og imellem medlemmerne, der er vigtigst. Ikke nok med, at man skal føle, at man får noget for sine penge, man skal også føle, at man er med.

Om mig

Far til Emil, Sigrid og Asger, gift med mor Randi.

Jeg er uddannet datalog og arbejder p.t. som softwareudvikler hos Leica Geosystems i Odense. Jeg tog uddannelsen, så jeg ikke behøvede at forklare, at jeg havde udviklet software siden mine tidlige teenageår, efter jeg faldt over nogle bøger om programmering.