Amanda Christiansen: Genopstiller som forbundssekretær
Fastholdelse og de unge i fokus
Jeg genopstiller som forbundssekretær i det vestlige, da jeg efter fire år som valgt stadig har masse ideer til at skabe et endnu stærkere PROSA.
Jeg har nu været en del af foreningen i 6½ år med fokus på fastholdelse og vores unge medlemmer. Det arbejde ønsker jeg at fortsætte, da vi stadig har lang vej at gå for at synliggøre PROSAs værdi for de nye generationer af it-professionelle.
Det er vigtigt, at vi så tidligt som muligt viser vores nye medlemmer, hvordan PROSA kan berige deres liv - hvad end det er socialt, it-fagligt eller beskyttelse af deres rettigheder. Derfor har jeg lavet en masse tiltag med vores unge aktive, som jeg ønsker at fortsætte og bygge videre på i næste periode.
Jeg har haft fokus på:
- At hjælpe de unge og de studerende med at få politisk indflydelse i PROSA. Til DF 24 var vi rekordmange studerende deltagere. Jeg vil fortsætte med at gøre politikken i PROSA mere tilgængelig for unge mennesker.
- At tilrette de aktiviteter vi laver med de unge, så de bliver mere interessante for flere unge og mere relevante i fagforenings regi. Vi har fx haft en håndfuld unge aktivister med til Folkemøde 2023 og justeret på rammerne til STUD-træf og UNG_weekend.
- At justere på vores interne prioriteringer og arbejdsgange, så vi bruger mest mulig tid på tiltag, der er til gavn for vores medlemmer og mindre på administration.
Hvis I genvælger mig, vil jeg fortsætte mit fokus på fastholdelse af unge/nye medlemmer gennem værdiskabende netværk og arrangementer. Jeg vil desuden fremtidigt fokusere på:
- At PROSA bliver mere nutidig og relevant for unge medlemmer. Vi skal udvikle og opdaterer vores brand, navn og udseende, så også de unge it-professionelle kan se sig selv som PROSA-medlem.
- At PROSA bliver mere synlige. Vi skal være bedre til at komme ud med vores holdninger og vores kampe. Det kan vi fx gøre gennem deltagelse og afholdelse af politiske arrangementer, arbejde på at komme mere i medierne og sætte endnu mere fokus på vores sociale medier.
- Vi har så mange relevante tilbud til både unge og erfarne medlemmer. Vores juridiske afdeling opnår også rigtig mange gode resultater for vores medlemmer. Vi skal blive meget bedre til at fortælle om alle de ting vi har, og alle de ting vi gør for vores medlemmer. Det skal vi gøre på hjemmesiden, i bladet, på mails og på sociale medier.
Om mig
Jeg er 34 år og blev færdig med min uddannelse i sommeren 2019, hvor jeg skrev speciale om de etiske problemstillinger og mulige løsninger ved overvågningsteknologi i forsikringsbranchen. Jeg elsker at lære nye ting, og skal derfor i gang med at læse nogle it-sikkerhedsfag fra næste år. Jeg bor sammen med min kat Simon og min forlovede Anders i et dejligt hus lidt uden for Odense.