Gode råd til jobsamtalen

Her kan du læse om, hvordan du bedst forbereder dig til din jobsamtale

Hvordan kan man forberede sig?

Ifølge flere rekrutteringsbureauer ser man tydeligt, om en ansøger er godt forberedt eller ej. Det er også deres vurdering, at de ansøgere, der har brugt den fornødne tid og energi på at forberede sig til samtalen, også er dem, der har den største succes i det videre forløb.

Forberedelsen kan spænde lige fra informationssøgning om virksomhedens produkter, marked eller økonomiske nøgletal til mødested, kontaktperson osv. Hvis du har fulgt vores råd under ”Tips til ansøgningen”, så har du allerede gjort en del af forarbejdet. Derudover kan du forberede dig på svar på typisk stillede spørgsmål.

De spørgsmål, man kan forvente at blive stillet til jobsamtalen, er selvfølgelig afhængig af interviewpersonen, som skal stille dem. Derfor er det for omfattende at give et dækkende bud på alle disse. Men der er nogle faste spørgsmål, som det vil være fornuftigt at være forberedt på.

Typiske spørgsmål

  • Nævn dine tre stærkeste sider. (Når du forbereder dig, så husk på at begrunde hvorfor og at relatere svaret til jobbet.)
  • Nævn tre svage sider ved dig som person. (Når du forbereder dig, så husk igen på at begrunde hvorfor og at relatere svaret til jobbet.)
  • Hvad er din motivation for at søge jobbet?
  • Hvad mener du selv, at du kan tilføre virksomheden?
  • Ser du nogen begrænsninger i jobbet?
  • Hvis du får jobbet, hvad er det første område, du vil tage fat på?
  • Hvilket job har været det bedste for dig, og hvorfor?
  • Er der nogle "huller" i dit erhvervsforløb? - og hvordan forklarer du dem?
  • Løn  - Tjek PROSAs lønstatistik

Det er vigtigt, at du inden samtalen har gjort dig nogle klare overvejelser om, hvordan du vil svare på fx de spørgsmål, som er listet ovenfor. Dine svar skal være ærlige, oprigtige og indeholde substans.

Det kan være en god ide at øve dig på svarene sammen med en person, som du ved vil give dig en ærlig tilbagemelding. Vær ikke bange for at virke for indstuderet, men tænk på forberedelsen som en god investering i den korte tid, du har sammen med arbejdsgiveren.

 

 

Sidst revideret

28. september 2017