Her er tre ting, du kan gøre for at få foden indenfor på jobmarkedet i en AI-tid

Er du nyuddannet og bekymret for, hvordan AI påvirker dine muligheder for at få dit første job i IT-branchen? Prosa har samlet vores bedste tips til dig, der er på vej ind på arbejdsmarkedet.

Man skal have boet i en hule for ikke at have hørt om, hvordan AI risikerer at gøre jobmarkedet sværere at komme ind i for dimittender inden for IT og andre fag. 

Det kan få selv den mest selvsikre IT-dimittend til at få sved på panden. 

Derfor har Prosa samlet tre råd til dig, der er nyuddannet og gerne vil styrke dine chancer for at lande dit første job.

Husk, at du allerede har erfaring

Hvor meget erfaring har en nyuddannet IT-dimittend egentlig?

Måske tænker du: ikke ret meget. Men det er ikke nødvendigvis rigtigt.

Erfaring kommer ikke kun fra fuldtidsjob. Gennem din uddannelse har du arbejdet med projekter, løst konkrete problemer, samarbejdet med andre og måske prøvet kræfter med hackathons, open source, praktik eller studiejob.

Det er alt sammen relevant erfaring, hvis du får sat ord på det.

Når du skriver en ansøgning, så beskriv konkret, hvad du har arbejdet med. Hvilke teknologier brugte du? Hvilket problem skulle løses? Hvad var din rolle? Og hvorfor er det relevant for den stilling, du søger?

På den måde viser du arbejdsgiveren, at du ikke starter fra nul, selvom du endnu ikke har haft dit første fuldtidsjob efter uddannelsen.

Bliv bedre til at sælge dig selv

At “sælge sig selv” kan hurtigt lyde som noget, der bliver lidt for smart i det. Men i jobsøgning handler det ikke om at prale med ting, du ikke kan. Det handler om at gøre det tydeligt, hvilken værdi du kan skabe for en arbejdsplads.

Mange nyuddannede kommer til at skrive for meget om, hvad de kan, uden at tænke over at gøre deres kompetencer relevante for virksomheden. 

Prøv derfor at vende perspektivet: Hvad får virksomheden ud af at ansætte dig?

Det kan være, at du er god til at sætte dig hurtigt ind i nye teknologier, at du har erfaring med bestemte programmeringssprog, som virksomheden bruger, eller at du har arbejdet med projekter, der minder om virksomhedens opgaver. 

Jo mere konkret du kan være, jo lettere bliver det for arbejdsgiveren at se dig i jobbet.

Få hjælp til at sælge dig selv af vores karriererådgivere her. 

Brug kurser strategisk

Som nyuddannet kan det være en god idé at tage relevante kurser eller efteruddannelser, især hvis du vil styrke din profil inden for et bestemt område.

Det behøver ikke være dyrt eller omfattende. Selv korte og gratis kurser kan være værdifulde, hvis de passer til de job, du søger.

Det vigtigste er, at du kan forklare, hvorfor du har valgt kurset, og hvad du har fået ud af det. Et kursus i sig selv skaffer dig ikke nødvendigvis jobbet, men det kan vise engagement, faglig nysgerrighed og vilje til at udvikle sig.

Som medlem af Prosa har du adgang til gratis kurser. Du kan se udvalget her.

PROSA – din IT-fagforening
God nyhed: Ingen cookies her

Vi indsamler kun statistik på vores egen server uden at bruge cookies.

Ingen person-tracking, ingen profilering, ingen "accepter alle"-knapper.

GDPR-artikel 5 kalder det dataminimering.

Vi kalder det god stil.