Lønnen stiger i IT-branchen: Hvordan sikrer du, at din følger med?

Tekst: Emma Inge Hansen
Det er ikke en formue, men lidt har også ret.
Selvom ikke alle er så heldige at opleve det, så viser Prosas lønstatistik nemlig, at der er kommet flere kroner i lønposen hos IT-professionelle på det private arbejdsmarked.
Lønnen i IT-faget steget med 4,2 procent fra januar 2025 til januar 2026.
Da inflationen i 2025 var 1,9 procent, betyder det, at mange IT-ansatte også har fået en reallønsfremgang på 2,3 procent.
Med andre ord: Lønnen er ikke bare steget på papiret. Den giver også lidt mere købekraft i hverdagen.
Store forskelle i IT-faget
Et gennemsnit kan dog skjule meget. For der er stor forskel på, hvad man tjener i IT-branchen, alt efter hvad man arbejder med.
I Prosa’s lønstatistik er IT-arbejdet delt op i fem spor: plan, build, run, enable og management. Sporene dækker over forskellige typer arbejdsopgaver i IT-branchen.
Den højeste gennemsnitsløn findes i kategorien plan, hvor lønnen ligger på 69.476 kroner om måneden inklusive faste tillæg, bonus og arbejdsgivers pensionsbidrag.
Plan dækker over dem, der arbejder med at beslutte, hvorfor og hvad der skal bygges eller ændres noget. Det kan for eksempel være arbejde med analyse, strategi, arkitektur, krav, projektledelse eller rådgivning. Typiske stillinger kan være IT-arkitekt, forretningsanalytiker, UX-designer eller testmanager.
Lige efter kategorien plan følger management med en gennemsnitsløn på 67.738 kroner. Her finder man de ledende funktioner som projektledere, teamledere og udviklingsledere med ansvar for eksempelvis ressourcer, personale, budget eller organisering.
Enable ligger også højt med en gennemsnitsløn på 66.611 kroner. Det er gruppen af medarbejdere, som understøtter, kvalitetssikrer eller skaber rammerne for IT-arbejdet. Det kan være opgaver med undervisning, teknisk dokumentation, procedurer, forretningsudvikling, salg, kundeopfølgning eller rådgivning.
I kategorien build, hvor man blandt andet finder softwareudviklere, DevOps engineers, systemudviklere og sikkerhedsudviklere, er gennemsnitslønnen 63.812 kroner.
Run, som dækker drift, support, servere, netværk, infrastruktur og vedligeholdelse, har en gennemsnitsløn på 58.633 kroner.
Startlønnen varierer med over 10.000 kroner
Også for nyuddannede er der markante forskelle.
Ifølge PROSAs lønstatistik har nyuddannede med en cand.scient. i datalogi den højeste gennemsnitlige startløn. Her ligger startlønnen på 55.427 kroner inklusive faste tillæg, bonus og arbejdsgivers pensionsbidrag.
Professionsbachelorer i IT-sikkerhed ligger også højt med en gennemsnitlig startløn på 50.411 kroner. Derefter følger cand.it med 48.231 kroner og datateknikere med 47.225 kroner.
Også selvlærte IT-professionelle har en startløn, som nok giver råd til det basale. Ifølge statistikken er den gennemsnitlige startløn på 44.653 kroner. Det er lidt mere end datamatikere, der har en gennemsnitlig startløn på 43.885 kroner.
Det betyder altså, at den gennemsnitlige startløn varierer med 11.542 kroner fra den højeste til den laveste.
Tjek om din løn følger markedet
Prosas lønstatistik kan bruges til at hjælpe dig med forberedelse til lønforhandling, ved jobskifte eller hvis du vil vurdere, om din løn følger markedet.
Det er ikke sikkert, at din løn stadig matcher dine opgaver og dit ansvar, selvom det måske på et tidspunkt har været tilfældet.
For selv en pæn lønstigning kan være for lille, hvis dit ansvar er vokset, hvis markedet har flyttet sig, eller hvis kolleger med lignende profiler ligger højere.
Om Prosas lønstatistik
Prosas lønstatistik 2026 bygger på indberetninger fra 2.642 personer i IT-branchen.
Statistikken giver et billede af lønniveauet på tværs af blandt andet:
arbejdsfunktion, erfaring, geografi, sektor og uddannelsesbaggrund.
I statistikken kan du blandt andet se lønniveauer inden for sporene plan, build, run, enable og management.
Det gør det muligt at sammenligne din egen løn med andre, der minder om dig fagligt. Du kan finde Prosas lønstatistik på prosa.dk.
Medlemmer af Prosa kan også bruge lønberegneren ved at logge på Mit Prosa, som findes på prosa.dk. Her kan man taste oplysninger ind om sig selv og få et mere præcist billede af, hvor man ligger i forhold til andre.
Tips til lønforhandlingen
1. Forbered dig året rundt
Skriv løbende dine resultater, nye opgaver, kurser, kompetencer og ansvarsområder ned. Det er svært at huske det hele, når lønsamtalen først står i kalenderen.
2. Kend din markedsværdi
Brug lønstatistikken og lønberegneren til at se, hvad andre med lignende funktion, erfaring og geografi tjener. Tal også gerne åbent med kolleger om løn. Du har ret til at dele oplysninger om dine egne lønforhold.
3. Vælg dine stærkeste argumenter
Du skal ikke nævne alt. Vælg 2-3 stærke argumenter, der viser, hvordan du skaber værdi for arbejdspladsen.
4. Kend dit mål og din smertegrænse
Find ud af, hvad du helst vil opnå, og hvor din nedre grænse går. Overvej også på forhånd, om du vil forhandle om andet end løn, for eksempel ekstra ferie, hjemmearbejde, fleksibilitet eller kompetenceudvikling.
5. Sæt dig i chefens stol
Tænk over, hvilke modargumenter arbejdsgiveren kan komme med. Hvis svaret er nej på grund af budget, kan du for eksempel spørge, hvornår en lønstigning så kan komme på tale.
6. Få aftalen på skrift
Når I er nået frem til en aftale, bør du få den bekræftet skriftligt. Det kan være i en mail eller som et tillæg til kontrakten.