Nye tal: Lønnen stiger i it-branchen

IT Løn
It-medarbejderne har oplevet lønstigninger og har fået råd til lidt mere. Det viser PROSAs nye lønstatistik.
Foto: Pixabay

I kroner og øre har man i it-branchen fået en ekstra luns i lønposen. 

Ifølge PROSAs nye lønstatistik er lønnen i it-faget på det private arbejdsmarked steget med 4,2 procent fra januar 2025 til januar 2026. 

Fremgangen er som forventet. Samtidig er det værd at nævne, at det tyder på, at it-medarbejderne sakker bagud i forhold til resten af Danmark, mener Curt Kjærsgaard Raavig, næstformand i PROSA.

Flere penge i hverdagen 

PROSAs medlemmer kan glæde sig over en reallønsfremgang, om end den ikke er så stor. Med andre ord har de fået mere købekraft og dermed råd til lidt mere i deres hverdag. 

”Hver dag skaber vores medlemmer uundværlig værdi for Danmark. Så lønstigningerne er bestemt velfortjente” 

”Hver dag skaber vores medlemmer uundværlig værdi for Danmark. Så lønstigningerne er bestemt velfortjente,” siger Curt Kjærsgaard Raavig. 

Inflationen steg i 2025 med 1,9 procent ifølge Danmarks Statistik. Det betyder, at lønstigningen på 4,2 procent svarer til en reallønsfremgang på cirka 2,3 procent for landets it-ansatte. Det skal bemærkes, at lønstigningen er inklusive anciennitet. Derfor er lønstigningen mindre for dem der træder ind på it-arbejdsmarkedet for første gang.

Ikke samme stigning som resten af Danmark 

Selvom PROSAs medlemmer har oplevet en lønstigning, så tyder det på, at lønnen ikke stiger i helt samme tempo som resten af Danmark. 

Ifølge Danmarks Statistik steg lønningerne på arbejdsmarkedet med 3,2 procent fra fjerde kvartal 2024 til fjerde kvartal 2025 renset for anciennitet. Herved forstås, at man tager forbehold for, hvordan anciennitet påvirker lønnen. F.eks. sammenligner man, hvad en person med 5 års erfaring tjente i 2024 med, hvad en person med 5 års erfaring tjente i 2025. 

Kigger man på tallene fra PROSAs lønstatistik steg lønnen 2,2 procent i næsten samme periode, når man ligeledes renser for anciennitet, hvilket altså er anelse lavere end de 3,2 procent, som resten af Danmark er steget med. 

“IT-medarbejdere har i mange år været en stærkt efterspurgt arbejdskraft. Derfor er det værd at hæfte sig ved, at lønudviklingen nu ligger lavere end på arbejdsmarkedet generelt. Det er ærgerligt, for jeg syntes bestemt at vores medlemmer fortjener samme lønfremgang som resten af Danmark.” siger Curt Kjærsgaard Raavig. 

Curt Kjærsgaard Raavig understreger samtidig, at der er stor forskel inden for forskellige områder. Derfor bør PROSAs lønstatistik bruges som anledning til at tjekke, om ens egen løn følger med markedet.

“Der er stor forskel på, hvad IT-professionelle tjener, afhængigt af funktion, erfaring og hvor i landet de arbejder. Netop derfor er det vigtigt, at man ikke nøjes med at se på sin seneste lønregulering, men undersøger, hvor man faktisk ligger,” siger han.

Brug PROSAs lønstatistik 

PROSAs lønstatistik bygger på indberetninger fra 2.642 personer i it-branchen og giver et billede af lønniveauet på tværs af arbejdsfunktion, erfaring, geografi og sektor. 

Tallene er især værdifulde for ansatte i it-branchen, som skal til lønforhandling eller overvejer et jobskifte, hvor statistikken kan hjælpe med at vurdere, om din løn følger niveauet for andre med en lignende profil. 

Du kan se PROSAs lønstatistik for 2026 her

Er du medlem af PROSA, kan du også bruge lønberegneren som er at finde på Mit PROSA. Her kan du taste oplysninger ind om dig selv og få et mere præcist billede af, hvor du ligger i forhold til andre at klikke her.

PROSA – din IT-fagforening
God nyhed: Ingen cookies her

Vi indsamler kun statistik på vores egen server uden at bruge cookies.

Ingen person-tracking, ingen profilering, ingen "accepter alle"-knapper.

GDPR-artikel 5 kalder det dataminimering.

Vi kalder det god stil.