Vi skal levere visionerne – ellers bliver samfundet formet af techgiganter og lobbyister

Lad os være ærlige.

Fagbevægelsen har måske i de seneste 20-30 år haft svært ved at skabe den store fortælling og formidle vores visioner for fremtiden.

Det betyder ikke, at fagforeninger ikke har kolossal betydning. Vi laver fortsat et afgørende vigtigt, nødvendigt og stort arbejde.

Men fortællingen og visionerne er nok gået under radaren i den folkelige debat.

Vi har tabt en del af den brede forståelse for vores afgørende betydning for udviklingen af Danmark, arbejdsmarked, velfærd og et stadig bedre samfund.

Det faglige hus, som er en ren forsikringsorden er i dag den største ”fagforening” herhjemme – men helt uden at forme og skabe et bedre arbejdsliv, et bedre samfund og en bedre velfærd, som er omdrejningspunktet for rigtige fagforeninger.

Vi har ikke formidlet visionerne for og den store fortælling om fremtidens arbejdsmarked og velfærdsstat, så de passer til den virkelighed, der møder unge. 

Mange kender sætningen fra LO-formanden Thomas Dinesen, der for mere end 40 år siden udtalte ”Vi har sejret ad helvede til ... godt”.

Måske foregreb han, at netop fagbevægelsen ikke bare kan hvile på roserne og en virkelighed, hvor industrisamfund og 8-16 jobs og store overenskomster var omdrejningspunktet.

I dag har vi ikke et industrisamfund.

I dag har vi et højteknologisk videnssamfund, et konkurrence-samfund, et digitalt 24-7-365 samfund, et samfund med krav til løbende kompetenceudvikling, og hvor vilkår forandrer sig næsten fra år til år.

Det er i hvert fald det overordnede narrativ, som mange mødes med hele tiden.

Hvor meget at massekulturen de unge mødtes med før handlede om fællesskab, så handler det nu om at få succes og blive set.

Igen ikke det gode liv, men det liv som flugter med de krav til forbrug, performance og livsstil, som bliver bombarderet mod os fra alle retninger.

Og et samfund med konstant ranking af performance og værdi – ikke mindst takket være sociale medier og vores konstante online tilstedeværelse. En følelse af, at skal skabe, fintune og fremhæve vores faglige profil hele tiden.

Vi har en virkelighed, hvor virksomheder har spillet en stor rolle i forhold til at sætte barren for, hvordan vi omtaler konkurrence og karriere. Tænk bare på ord som omstillingsparathed, agilitet, performance og mange andre halvtomme klicheer, som er blevet standardsætninger i stillingsopslag.

Vi har helt glemt debatten om DET GODE ARBEJDSLIV. Det gode liv. Og her har fagbevægelsen en kolossal opgave og er helt nødvendig. For vi skal have skabt den debat.

Vi står samtidig med en sand epidemi af stress, også blandt helt unge, som brænder tidligt ud. 55 milliarder kroner årligt koster den – hvis ikke mere. Vi står med ekstraordinære krav og usikkerhed i forhold til, hvad en karriere kræver om 5, 10 og 15 år.

Og så står vi med kunstig intelligens, som en hypet gamechanger, der giver rigtigt mange ondt i maven. For hvad betyder det for mig og min karriere?

Der nævnes alt fra jobapokalypse til, at det ikke bliver anderledes end med andre teknologier. Altså at der vil blive skabt rigeligt med jobs og god lønudvikling til alle.

Vi ved ikke, hvor det lander. Men vi ved, at vi står i en periode med stor usikkerhed, og hvor en del er fanget i en gråzone mellem før og efter. Tænk bare på skoleelever og studerende, som har været prøveklude for ChatGPT og Gemini de seneste år, uden en strategi og uden at sikre deres læring flugtede med brug af de nye værktøjer.

Og det her fagbevægelsen har en kolossal og vigtig opgave.

For vi er afgørende. Vi er værnet mod big tech og rå kapitalisme, som vi ser udfoldet i algoritmer på sociale medier. Som er grunden til, at uligheden eksploderer omkring os, og særligt i andre vestlige samfund. At det som burde være for alle, bliver til tilkøbsordninger og forsikringer.

Der er kun fagforeningerne til at kæmpe den kamp. Og vi er oppe mod absurd stærke spillere, blandt andet i techgiganterne, og med uanede ressourcer til at købe lobbyister og indflydelse, og til at overtage medier.

Også her er fagforeningerne afgørende. Vi skal sikre fri og væsentlig debat. Vi skal løfte dagsordener og debatter, som gør verden bedre.

Vi er den bærende søjle i fundamentet under den danske velfærdsstat.

Den fortælling skal vi have ud over rampen. Vi skal gå forrest i værdikampen for at skabe det gode liv, og gøre det med visioner som flugter med verden i dag og i morgen. Samfundet har brug for, at vi tager den kamp på os, og udstikker kursen. At vi ser det gode arbejdsliv også som en balance, der flugter med de faser og krav, der er. Også til kortere arbejdstid, mulighed for at skrue ned for karriere i perioder, som flugter med at få børn, kompetenceudvikle, skabe balance og undgå stress.

Jeg blev så glad, da vismændene i foråret i en rapport fastslog, at ”stærke fagforeninger gør Danmark rigere. De viser, at overenskomstbærende fagforeninger styrker både beskæftigelsen, lønkvoten og virksomhedernes produktivitet”. 

Vismændene anbefaler at styrke fagforeningsfradraget og investere i mobilitet på arbejdsmarkedet. 

De mener, at højere organisering i fagforeninger presser lønningerne tættere på arbejdskraftens værdiskabelse, hvilket øger beskæftigelsen i de mest produktive virksomheder og den samlede produktivitet i samfundet.

Vismændene fortæller det, vi selv har været for dårlige til.

Uden fagforeninger, altså overenskomstbærende og velfærdsudviklende fagforeninger, så er vi klædt dårligt på. Fagforeningerne styrker lighed, økonomi, velfærd og sund udvikling. Fagforeningerne er et værn mod alt det, vi ser blandt andet techgiganter gøre ved demokrati, mennesker og klima.

Den debat skal vi løfte. Den kamp skal vi kæmpe. Jeg er sikker på, at vi har medlemmer og befolkning med os – for vi er faktisk glade for vores gode sunde arbejdsliv og gode sunde velfærd.

Når FH i efteråret holder kongres sker det med udgivelsen af en visionsbog for fremtiden. Her har PROSA bidraget til kapitlet om fremtidens fagforening – i 2040. Vigtigst for os har i den forbindelse været at skabe en forståelse for, hvordan teknologien, AI og andet, kan bruges positivt og på menneskers præmisser til at skabe rigdom, læring og bedre liv.

At vi selv tager teten og regulerer og udvikler den. Og at fagforeningerne har sikret den del med krav til uddannelse, overenskomster som også indeholder balance mellem arbejde og fritid, mennesket først, læring i teknologiforståelse, fleksibelt arbejdsliv og ikke mindst løbende mulighed for kompetenceudvikling for alle.

Vi kan nemlig gå forrest og komme stærkere ud på den anden side af AI-hypen og usikkerheden. Men det kræver at vi samles om værdikamp og for genskabt fortællingen om, hvorfor fagforeninger er andet og mere end forsikringsordninger. Det er selve fundamentet under vores velfærdsstat og garantien for, at den udvikler sig bedre og bedre.