Det arbejder PROSA for

Som medlem af PROSA støtter du vores arbejde og er med til at give os større tyngde, når vi kæmper for en sag, der får konsekvenser for din faglighed, dine arbejdsvilkår eller din dagligdag.

Aktuelle sager, som PROSA har engageret sig i:

For et godt arbejdsmiljø

PROSA arbejder for at få bugt med stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø, som præger alt for mange it-arbejdspladser

Mod hemmelige jobklausuler

PROSA går forrest i kampen mod it-virksomheders jobkarteller, som ofte i det skjulte hindrer it-folk i frit at søge jobs hos konkurrerende virksomheder. Vi kræver åbenhed og valgfrihed - et arbejdsmarked uden jobklausuler.

For bedre it-uddannelser

PROSA påvirker politikerne til at sikre dig et varieret udbud af tidssvarende uddannelser, kompetence-udvikling og gode studieforhold, som ruster dig til et godt arbejdsliv.

Mod softwarepatenter

Et patentsystem for software vil favorisere store virksomheder med de nødvendige juridiske og administrative ressourcer - og hæmme etableringen af små innovative virksomheder i branchen. Kildetekst kan allerede i dag beskyttes af ophavsret.

For åbne standarder

PROSA arbejder for at skabe bedste mulige forhold for udvikling og innovation. Derfor arbejder vi for åbne standarder, der sikrer reel konkurrence og innovation.

For beskyttelse af privatlivets fred

PROSA er imod den øgede vilkårlige overvågning uden dommerkendelse, både på arbejdspladsen og i samfundet. Vi kæmper mod logning af alle dine telefonsamtaler, mails og besøg på hjemmesider. Det er afgørende at borgeres privatliv respekteres.

Mod multimedieskatten

Hvis Danmark skal gøre sig håb om at være blandt fremtidens førende it-nationer, er en udbygget og velfungerende it-infrastruktur afgørende. Derfor skal regeringen droppe den bagstræberiske multimedieskat.

For digitale frihedsrettigheder

PROSA kæmper mod censur og smagsdommeri på internettet og mod at økonomiske interesser skal have afgørende indflydelse på, hvordan internettet kan bruges. PROSA kæmper mod "three strikes"-lovgivning og lignende tendenser og mener, at adgang til internettet er en afgørende rettighed.