Beskrivelse af løn og ansættelses-forhold for fagligt valgte i PROSA

Denne aftale udleveres til den fagligt valgte i to kopier ved tiltrædelse. Den fagligt valgte returnerer en kopi signeret som bekræftelse på at have modtaget denne skrivelse.

Løn

Forbundssekretærer aflønnes med enhedsløn.

Pr. 1. januar 2012 udgør lønnen 43.950,38 kr. om måneden, plus et pensionsbidrag på 10 %. Formanden aflønnes pr. 1. januar 2012 med 59.070,53 kr. pr. måned. Organisatorisk næstformand aflønnes pr. 1. januar 2012 med 49.628,85 kr. pr. måned. Dertil kommer for begge et pensionsgivende tillæg på 10 % af grundlønnen, samt et pensionsbidrag på 10 %.
Lønnen reguleres årligt 1. januar med lønstatistikkens stigning for privatansatte fraregnet den del af stigningen, der er anciennitetsstigning.

Særlige regler vedr. udligningstillæg
Hvis en valgt lønnet får et indtægtstab i forhold til sin normale løn, ydes et "nedslusningstillæg" på 75 % af tabet det første år, 50 % af tabet det andet år og 25 % af tabet det tredje år, hvorefter tillægget bortfalder. Tillægget er pensionsgivende. Øverste grænse for nedslusningstillægget er 50 % af grundlønnen + evt. (næst)formandstillæg.

Biindtægter
Lønnen for en faglig valgt er at regne som en samlet bruttoløn. Der kan derfor ikke oppebæres andre indtægter ved siden af, medmindre disse er godkendt af FU. En godkendelse af en biindtægt forudsætter, at indtægten ikke oppebæres på baggrund af arbejdet i PROSA. Såfremt dette er tilfældet, modregnes indtægten fuldt ud i bruttolønnen.

Arbejdstidsregler for forbundssekretærer

Forbundssekretærer har principielt ikke nogen øvre grænse for deres arbejdstid, men udgangspunktet er en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 37 timer pr. uge. Arbejdstiden er inkl. en halv times frokost pr. dag.
Det forhold at udgangspunktet er en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 37 timer om ugen, indebærer følgende grundlæggende forhold:
Både ledelse og forbundssekretærer er ansvarlige for at sikre at den ugentlige arbejdstid holdes på gennemsnitlig 37 timer. Ved ophør af en forbundssekretærs ansættelse kan der ikke kompenseres for opsparede merarbejdstimer.
- Ledelsen er forpligtiget til at bruge ordningen omkring principielt ingen øvre grænse for arbejdstiden på en ansvarlig måde således at forbundssekretærerne ikke overbebyrdes.
- Forbundssekretærerne er ansvarlige for at tilrettelægge deres arbejdstid i henhold til de aftalte prioriteringer af arbejdstiden og hurtigst muligt tage op med ledelsen, hvis der er højt prioriterede opgaver, der ikke kan nå at blive udført indenfor den som målsætning fastsatte gennemsnitlige ugentlige arbejdstid.
- Forbundssekretærerne er villige til at arbejde med fleksibel arbejdstid under opretholdelse af målsætningen om en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 37 timer.

Sammenfattende kan forbundssekretærernes administration af egen arbejdstid beskrives som frihed under ansvar.
Hvor det er relevant, skal dele af de opgaver, forbundssekretærer normalt udfører, uddelegeres til andre dele af organisationen, eller til frikøbte ressourcer.
Forbundssekretærer har ikke fri 1. maj, idet de faglige står for 1. maj arrangementer i PROSAs sekretariater.
Der vil normalt blive ansat barselsvikarer for forbundssekretærer i et omfang, der svarer til dagpengerefusionen. FU træffer beslutning herom inden for budgettets rammer.

Arbejdstid for formanden/organisatorisk næstformand.

Som udgangspunkt er samme regelsæt gældende. Dog med den ændring at begge har et pensionsgivende tillæg på 10 %, dette tillæg dækker Hovedbestyrelsesmøder, Forretningsudvalgsmøder samt Økonomiudvalgsmøder, hvorfor disse møder ikke kan indregnes i de 37 timer pr. uge.

Arbejdstid i øvrigt

De fagligt valgte har i øvrigt følgende vilkår
har 3 feriefridage og modtager samme ferietillæg, som er gældende for andre ansatte i PROSA, dvs. 2,5 %
de følger herudover den til enhver tid gældende personaleoverenskomsts bestemmelser om frihed med løn, idet det samtidig præciseres, at denne frihed skal udøves under hensyn til de eksisterende regler for de fagligt valgtes arbejdstid. Personaleoverenskomsten udleveres ved tiltrædelse.
de står til rådighed uden for almindelige arbejdstid for at bistå vores medlemmer i akutte situationer. Det sikres, at nødvendige kontaktinformationer til de fagligt valgte er frit tilgængelige for medlemmerne. De fagligt valgte aftaler i forbindelse med længere perioder med kontorlukket indbyrdes, hvem der har ansvaret for at svare vores medlemmer på e-mail og telefon, således at vores medlemmer altid kan kontakte en faglig valgt, der kan bistå dem med at svare på deres akutte spørgsmål.

Tiltrædelse

Der er tre umiddelbare muligheder:
I. Personen er ansat i PROSA
II. Personen er ansat i anden virksomhed
III. Personen er uden arbejde
Ad I.) Personen tiltræder sin nye stilling umiddelbart. Der aftales mellem de respektive parter hvorledes overdragelse begge veje, skal finde sted. Aftalen godkendes af HB/FU.
Ad II). Personen vil normalt kunne tiltræde pr. 1/1. (DF afholdes medio november). Det aftales mellem de implicerede parter, hvorledes overdragelse skal finde sted. Aftalen godkendes af HB/FU.
Ad III) Personen vil kunne tiltræde sin nye stilling umiddelbart. (normalt 1/12 eller tidligere) Der aftales mellem implicerede parter, hvorledes overdragelse skal finde sted. Aftalen godkendes af HB/FU.

Regler i forbindelse med fratrædelse som følge af ikke-genvalg, herunder ikke-genopstilling ved en delegeret forsamling.

Alle fagligt valgte skal fra 1/1-1999 optjene "frimåneder" i opsigelsesperioden jævnfør funktionærlovens bestemmelser om "optjening" af opsigelse.
De første to måneder af den pågældende fagligt valgtes opsigelsesperiode udgør en overdragelsesperiode, hvor PROSA råder fuldt ud over den pågældende fagligt valgtes arbejdskraft. Såfremt den pågældende tiltræder andet arbejde før udløbet af de to måneders overdragelsesperiode, bortfalder de optjente ”frimåneder”.
Efter de første to måneder af den pågældende opsigelsesperiode råder PROSA ikke længere over den pågældende fagligt valgtes arbejdskraft.
Hvis en fagligt valgt får arbejde i den del af opsigelsesperioden, hvor PROSA ikke råder over den fagligt valgtes arbejdskraft, vil den fagligt valgte i resten af sin opsigelsesperiode fortsat modtage løn fra PROSA fra det tidspunkt, hvor den pågældende fagligt valgte har tiltrådt sit nye arbejde og op til maksimalt tre måneder frem, uanset længden af den resterende opsigelsesperiode.
Det skal i hvert enkelt tilfælde aftales med FU (såfremt FU ikke er nedsat, aftales ordningen med formand, næstformænd og hovedkassereren), hvorledes denne overdragelsesperiode finder sted.
Såfremt en fagligt valgt vælger at opsige sin stilling inden en DF, bortfalder alle krav for vedkommende på de særlige fratrædelsesbestemmelser og brugen af den faglige fond.

Politisk forankring af forbundssekretærer

Den enkelte fagligt valgte er opmærksom på foreningens øvrige politiske arbejde og det forventes fortsat, at de fagligt valgte deltager i dette.

Kurser og uddannelse

Fagligt valgte har mulighed for deltagelse i arbejdsrelevante kurser/uddannelse i arbejdstiden, idet emner relateret til både sagsbehandlings og det faglige område, opfattes som arbejdsrelevant. Denne uddannelse besluttes af ledelsen i samråd med den enkelte. Alle omkostninger betales af PROSA.
Interessebetonede kurser er ikke defineret for fagligt valgte.
Kurser/uddannelse relateret til efteruddannelse i opsigelsesperioden sker via Faglig Fond.

Generelt

De fagligt valgte, får stillet udstyr til rådighed i forbindelse med arbejdet, som understøtter arbejdets omkringfarende natur. Dette omfatter mobiltelefon, bærbar enhed samt udstyr til lejlighedsvis arbejde hjemmefra. Udstyret kan anvendes inden for rimelige grænser til privat brug.
Udstyret skal understøtte og lette arbejdets udførelse. Det er f.eks. rimeligt, at mobiltelefonen kan bruges til kalenderopslag og aftalenotering, selv om der ligger en bærbar i tasken, som kan udføre samme opgave.
"Rimelige grænser" lægger op til, at man ikke tager sin arbejdsbærbare med til stranden eller i andre situationer med unaturligt slid, og at man ved telefonsamtaler og datatrafik fra udlandet har omkostningerne in mente.
Den samlede løn for en valgt, lønnet tillidspost og reglerne for løn- og ansættelsesvilkårene er offentligt tilgængelige og kan publiceres på PROSAs hjemmeside.

FAGLIG FOND (3 % pulje): Særlige regler for fagligt valgte

MÅL:
Formålet med Faglig Fond (FF) er at sikre, at der afsættes midler til sikring af de fagligt valgtes kvalifikationer, der vil forbedre deres chancer inden for et kommende arbejdsområde, når de ophører med deres arbejde i PROSA. Eksempelvis kan midlerne anvendes til kurser, litteratur m.m.
Hvis en fagligt valgt fratræder midt i en valgperiode eller har opnået et ansættelsesforhold i forlængelse af sin valgperiode, udløses der ikke midler fra FF. I særlige tilfælde kan der dog dispenseres af FU.
Den fagligt valgte vælger selv ud fra følgende retningslinier:
Den enkelte fagligt valgte har krav på 3 % af den årlige lønsum (ekskl. pension) - dog maksimalt 25 % (hvilket vil sige at maksimum opnås efter 9 års ansættelse).
Midlerne skal anvendes til at forbedre den fagligt valgtes position på arbejdsmarkedet i forhold til at opnå et ansættelsesforhold
Midlerne kan normalt ikke anvendes på en måde som kræver, at PROSA skal opgive beløbene som personlig indkomst for den fagligt valgte.
Midlerne kan efter aftale med FU benyttes før opsigelsesperioden under følgende yderligere forudsætninger:
Der kan normalt ikke disponeres over flere midler end opsparet.
Gennemførsel af evt. uddannelse sker i egen tid efter aftale med nærmeste leder, evt. uenighed kan indbringes for FU.

Vedtaget af DF 2006
Vedtaget i HB 15 december 2012