Teknologi i 30 år

Det var på SAS det skete: I ´49 brugte man hulkortsystemer til billetafregning, i ´58 fik man en rigtig datamaskine, og i ´67 blev PROSA dannet på SAS.

Af Peter Christensen, fhv.formand

 

Da PROSA blev startet i 1967, var databehandling - et godt dansk ord i datiden - i sin barndom. Meget få virksomheder havde datamaskiner - mens en del stadig havde gamle hulkort-systemer.

I 1959 var Datacentralen (DC) blevet oprettet - allerede dengang som konkurrent til Kommunernes Hulkortcentraler - og i 64 forærede IBM forskermiljøet ved DTU en IBM 7090er - og man kaldte i sin fremsynethed og med et vist ambitionsniveau datacenteret for Northern Europe University Computing Center.

Netop det år skabte Regnecentralen RC-4000, hvoraf en senere blev placeret på H.C. Ørstedsinsituttet. På Niels Bohr-instituttet havde man allerede RCs første kommercielle maskine, GIER. Og IBM sendte 360-maskinen på markedet.

Fagligt sammenrend

Databehandlingsforeningen var blevet startet i 1958; men ligesom i dag primært orienteret mod teknisk faglige problemstillinger. Det sammenrend af tidligere bagersvende, postbude, sømænd, tjenere m.m., som faget på grund af manglende edb-uddannelser og pludselige opvækst beskæftigede, gjorde ikke HK til det naturlige valg. Godt nok organiserede primært HK hulkortoperatører, men disse blev i starten også opfattet som ufaglærte, hvilket man kan se på f.eks. DC og SAS, hvor der eksisterede forskellige foreninger for operatører og udviklere.

Starter på SAS

SAS startede med hulkortsystemer tilbage I 49, til billetafregning. I 58 gik de over til rigtig edb efter I nogle år at have haft en løsning, hvor fjernskriver-hulstrimler med reservationer blev omsat til hulkort, som derefter dannede grundlag for passagerlister. Man anvendte nu terminaler (de lignede gamle regnemaskiner) og i 61 fik IBM et ben ind, først med en IBM-1401(5Mb disk!) og siden med et pladsreservationssystem.

Og på denne baggrund dannede man på SAS en særlig forening til edb-folkene: PROSA - Programmører og systemanalytikere i SAS. Bogstavernes betydning har været til diskussion så sent som på Kontor & Data-udstillingen i år. Her var forslag til, hvad PROSAs bogstavkombination står får en del af en konkurrence på PROSAs stand. - Men fakta er dog, at den første overenskomst var i hus på SAS samme år, som PROSA blev dannet.

Her står vi så 30 år efter. Vi har fået flere overenskomster, runder snart 9.000 medlemmer og er sidst kommet i hovedorganisation. Der har været mange skuldre til at bære os igennem til dette: de aktive medlemmer, de ansatte og ikke mindst de politisk valgte - herunder 8 forskellige formænd. Selv om 30 år jo ikke er den runde fødselsdag, må vi sige, at vi i denne situation glæder os over hvert 5 nye år.