Erhvervssygdomsudvalget under Arbejdsskadestyrelsen har i september 2006 for første gang anerkendt 3 museskader – og det er et gennembrud. Men desværre vokser træerne ikke ind i himmelen, der er fortsat lang vej før end de der får museskader også får en anerkendelse. Alle 3 har en anerkendt diagnose og alle 3 har arbejdet så meget, at det er ulovligt.

PROSA har i mange år kæmpet for at de skadede kan få anerkendt deres skader. Disse anerkendelser er det første skridt på vejen – og derfor betragter PROSA det som en sejr.

Så der er bestemt ikke åbnet for en generel godkendelse af museskader – der er lang vej endnu. PROSA kræver fortsat, at der lovgives, så museskader bliver anerkendt. Ud over at det er rimeligt, at de skadede får erstatning og anerkendelse af skaden, så betyder anerkendelse i høj grad også, at der bliver sat mere fokus på forebyggelse.

PROSA har i dette arbejdet samarbejdet med forskellige andre faglige organisationer  - dette samarbejde fortsætter vi naturligvis.

Umiddelbart ser det ikke ud til, at PROSA har medlemmer med skader, som kan anerkendes ud fra de givne kriterier.

 

Alle 3 har fået diagnosen tennisalbue. Det er mange, rigtig mange med museskade, som ikke har fået en konkret anerkendt diagnose eller har fået en diagnose hos en læge – og en anden hos en anden.

At det er svært at diagnosticere museskader er et af de store problemet i forhold til en generel anerkendelse af museskader. Når lægerne ikke kan sætte en diagnose på, så opfatter de ikke, at problemet er så voldsomt, hverken for den enkelte eller generelt. Lægerne ved godt, at de ramte har smerter, men mener, at det må stamme fra noget psykisk – ikke det fysiske arbejde med musen.

Derudover er der i Arbejdsskadestyrelsen en modvilje mod at anerkende skader, som mange lider af eller kan komme til at lide af. Det tog også mange år at få anerkendt rygskader og det er fortsat kun de færreste rygskader, der bliver anerkendt. På samme måde bliver psykisk arbejdsmiljøskader kun godkendt, hvis man har været udsat for vold, trusler om vold eller at andre bliver truet på livet.

 

Det er den sædvanlig sang vi har hørt hver gang, der opstår nye sygdomme med smerter, som lægerne ikke kender i forvejen, så skyldes smerterne, at den syge har ondt i sjælen.

Det er dog påfaldende, at smerterne i hånd, arm, nakke og/eller skulder falder sammen med meget muse- og tastaturarbejde. Noget andet er, at vi ved i PROSA, at stress ofte kan have en udløsende faktor for at museskaden bryder igennem, men forud er der som regel gået lang tid med arbejde, som har været for belastende og hvor der har været advarselssignaler som sovende og murrende fornemmelser inden smerterne er blevet så stærke, at det er gået ud over søvnen.

Vi ved alle, at er man presset på forskellig vis, er det sværere at slappe af og myoserne får lettere ved at vokse – men det er ikke det samme som at de skader der opstår er af psykisk karakter – det er meget håndfaste påvirkninger, der giver museskader.

 

Den såkaldte erhvervssygdomsliste er ved at blive revideret i disse år. Desværre har denne revision ikke medført at museskader kommer på listen. Er en skade opført på listen medfører det, at man umiddelbart kan få erstatning, hvis man har arbejdet under de forhold, der er fastsat som betingelser for at det umiddelbart kunne blive anerkendt.

Udvalget havde bestilt to udredningsrapporter. Den ene handler om sammenhængen mellem karpaltunnelsyndrom og brugen af mus. Den kom i 2005 og konklusionen i rapporten er, at der ikke kan påvises sammenhæng mellem karpaltunnelsyndrom og arbejdet med mus. Den anden udredningsrapport skulle belyse sammenhængen mellem brug af mus og museskader mere generelt. Denne rapport konkluderede, at der ikke kan påvises en sammenhæng mellem brugen af mus og museskader.

Men rapporterne er lavet på et forkert grundlag. Alle ved, at det ikke er muligt at diagnosticere de fleste museskader. Alligevel var kommissoriet for arbejdet, at der kun skulle ses på forskningsresultater, som tager udgangspunkt i diagnosticering eller forsøg på diagnosticering af skader. Derved blev vægtigt forskningsarbejde ikke taget i betragtning – blandt andet Arbejdsmiljøinstituttets arbejde og det arbejde, som den Arbejdsmedicinske Klinik i Esbjerg har udført. Derimod kom den såkaldte NUData undersøgelse med, som netop fastslår, at museskader ikke eksisterer fordi det ikke er muligt at sætte diagnoser på de fleste skader.

Erhvervssygdomsudvalget har tilsluttet sig rapporternes konklusioner, men samtidigt sagt, at hvis der kan sættes diagnose på skaderne og der samtidigt er tale om ganske særlige arbejdsforhold, så kan Erhvervssygdomsudvalget konkret vurdere, at skaderne kan anerkendes. Det er det, der er sket i disse 3 sager.

Desværre er det sådan, at de ganske særlige forhold viser sig at skulle være så særlige, at der i realiteten er tale om ulovlige forhold.

 

De tre museskadede som har fået erstatning har alle arbejdet mere med mus end lovgivningen angiver.

I Skærmbekendtgørelsen står, at arbejdet ved skærm skal afbrydes af andet arbejdet eller der skal gives pauser.

I den ene sag har en teknisk tegner fået tiltagende smerter i højre arm og har som sagt fået en tennisalbue. Hun havde tegnet med musen i 10 år i 40 timer om ugen. Det sidste år inden skaden for alvor brød ud arbejdede hun med meget intensivt musearbejde i 90-95% af arbejdstiden. Hendes arbejdssituation har altså været klart i modstrid med Skærmbekendtgørelsen. Der har været situationer, hvor Arbejdstilsynet konkret har vurderet, at intensivt tegnearbejde kun må udføres 9 timer om ugen. Hvor vidt personen i denne sag har haft så intensivt musearbejde ved jeg ikke, men 90-95% af arbejdstiden er under alle omstændigheder for meget ved intensivt tegnearbejde.

I den anden sag har en teknisk tegner arbejdet i 8 år ca. 60 timer om ugen med meget præcisionskrævende musearbejde. Herefter arbejdede han i 1 år 8-9 timer dagligt i fem dage om ugen. Herefter i endnu 2½ år med intensivt tegnearbejde.. 60 timer om ugen i 8 år er helt klart alt for meget. Vi plejer at sige, at EU's arbejdstidsdirektiv, hvor den maximale arbejdstid er 48 timer om ugen i gennemsnit over en 4 måneders periode er alt for højt sat og ikke giver sikkerhed for at man kan undgå hverken den ene eller anden type skade.

60 timer om ugen er derfor helt uacceptabelt – og langt ud over lovgivningen.

I den tredje sag arbejdede den skadede med opsætning  og ombrydning af tryksager og tidsskrifter. Herunder fritskrabning af billeder. Dette arbejde foregik udelukkende med musen og var meget præcisionskrævende. Der skulle klikkes meget og museknappen skulle holdes nede en stor del af tiden. Hun arbejdede ofte 10 til 20 timer over om ugen. Dermed er hverken Skærmbekendtgørelsen eller Arbejdstidsdirektivet overholdt.

Det er helt forkert, at man skal arbejde ulovligt og under ekstreme forhold før en skade kan anerkendes.

 

Den manglende anerkendelse og den konstante udmelding om at der ikke findes museskader har skadet andre end de, der allerede havde fået skader. Flere  arbejdsgivere har meldt ud, at når det ikke var skader, så var der heller ikke så stor grund til at forebygge skaderne.

Det har betydet, at vore medlemmer har haft svært ved at få de pegeredskaber, der kan mindske generne som fx mousetrapper, pen, trackball osv.

Vi har også fået henvendelser fra medlemmer, hvor arbejdsgiveren har set skævt til dem fordi de har været sygemeldt i længere tid på grund af en museskade – det er om ikke blevet betragter som pjæk, så dog underligt, at det skulle være nødvendigt.

Hvis man er ved at opbygge en museskade kan det være nødvendigt at være sygemeldt i flere måneder for at blive rigtig rask af skaden, så den ikke bryder op igen, når man fatter musen.

Vi håber også, at det betyder, at PROSAs medlemmer vil være mere opmærksomme igen og ikke negligere smerterne og arbejde videre – så er risikoen for en rigtig alvorlig skade på vej.

 

Hvis du har fået en museskade skal den anmeldes – også selv om du ikke kan få erstatning. Det skal ske af hensyn både til hvis det senere bliver muligt at få erstatning for skaden og af hensyn til hvis du skulle få en anden skade senere.

 

Du kan få hjælp i PROSA til at anmelde.