Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Aktuelt
3 - Oversigt
4 - Søg

16.04.09   |   kl. 11:28   |   Aktuelt

Bag om Baggers bedrag

Anmeldelse: Journalisterne Dorte Toft og Henrik Tüchsen har begået den vægtigste bog om årets mest omtalte it-mand, Stein Bagger.

Mange har sikkert som denne anmelder set frem til, at it-journalisten Dorte Toft for alvor fik foldet historien om Stein Baggers fantastiske IT Factory-bedrag ud i andet end drypvise artikler og blogindlæg. Og sikkert er det, at Dorte Tofts stædighed og imponerende ærlighed i stort omfang gør hendes og den rutinerede erhvervsjournalist Henrik Tüchsens bog ”Bedrag - Om IT Factory, grådighed og magtsyge” til det oplagte valg i den store stak af aktuelle udgivelser om Baggers fald fra tinderne af den danske it-branche.

Det er befriende, at læseren i denne bog ikke skal trækkes igennem visitter til Stein Baggers hjerne og ligegyldige detaljer som Baggers kones indkøbstur i et shopping mall i Dubai. Det er tilfældet i den tidligere rådgiver for Stein Bagger, Erik Oves, bog om begivenhederne. Til gengæld skriver Dorte Toft en god del om både det journalistiske samarbejde og den kappestrid, der opstod i den sidste hektiske del af historien om IT Factorys deroute.

Solid fortælling med komik
Jeg kastede mig først over netop de journalistiske jagtafsnit på grund af mine berøringsflader til de involverede redaktioner, men jeg tvivler samtidig på, at de dele af bogen har interesse for læsere, der hovedsageligt er interesserede i at komme nærmere en forståelse af hele det komplicerede spind af begivenheder bag årets it-skandale.  

Ellers rummer bogen en temmelig systematisk, overvejende kronologisk og meget ærlig gennemgang af IT Factorys storhed og fald. Stein Bagger fremstår stadig som en noget gådefuld skikkelse efter læsningen, men undervejs er der detaljeret gjort rede for hans største fupnumre og bedrag. En enkelt humoristisk perle er episoden, hvor TV2 finder frem til den amerikanerinde, som Stein Bagger hyrede til at fuppe Dorte Toft og to andre journalister, der var troppet op for at stille erhvervsmanden kritiske spørgsmål. I givet fald skulle den dansk bosiddende kvinde optræde i en telekonference, hvor Stein Bagger bad hende som ansat ved et amerikansk universitet om at bekræfte hans akademiske grader.

Samlet set er bogen en solid fortælling, som rummer gode og spændende pointer som eksempelvis Dorte Tofts forbilledlige og imponerende brug af sin blog til at få benzin til den journalistiske afdækning af Baggers fordækte handlinger. Det kan ikke klandres forfatterne, at man som læser sidder og venter på det sidste kapitel i sagen, som jo afhænger af det kommende retslige efterspil.

Med Dorte Tofts egen pointering af, at hun er it-journalist, kunne denne anmelder have håbet på, at bogen også ville have rummet flere detaljer om IT Factorys konkrete produkter, flere interview med udviklere, og flere oplysninger om, hvordan det lykkedes at sælge varm luft pakket ind i hysteriske begreber som Paas (Platform as a service) i en it-branche, som burde være trådt ud af sine naive børnesko for længst. Men den indvending skal ikke skygge for en vellykket erhvervsjournalistisk fortælling.



Bedrag - Om IT Factory, grådighed og magtsyge
En personlig beretning af Dorte Toft og Henrik Tüchsen
Gyldendal Business, 348 sider, 300 kroner (vejl.).

PRINT

Kommentarer

Der er endnu ikke skrevet kommentarer til artiklen

God tone i debatten

Deltag i debatten

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse

Relevante links

 

Skrevet af:

Kurt Westh Nielsen

Kurt Westh Nielsen

Kommenter artiklen

 

Relaterede artikler