Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Aktuelt
3 - Oversigt
4 - Søg

02.10.09   |   kl. 14:41   |   Aktuelt

PROSA: It skal redde klimaet

En konkurrence i bæredygtig it skal samle it-professionelles gode ideer til, hvordan it kan mindske klimaforandringerne. Resultaterne bliver præsenteret på PROSAs Midtvejsmøde 09.

Som bidrag til debatten op til det kommende klimatopmøde, der holdes i København i december, har PROSA sat en konkurrence i gang, der skal opfordre it-professionelle til at komme med it-faglige løsninger på energiforbruget og klimaproblemerne.
- Klimasituationen er efterhånden så alvorlig, at man er nødt til at byde ind med hvad man kan. Og det kan være meget godt at huske at slukke lyset, men it kan bidrage med løsninger på en meget større skala – så lyset for eksempel slukker automatisk, siger Mikkel Nonboe, der leder PROSAs projekt om bæredygtig it.
- PROSA vil gerne opfordre de it-professionelle til at bruge deres faglighed til at løfte klimadebatten. Vi ved, at vores medlemmer har en masse at bidrage med.
Det kan for eksempel være forskning i algoritmer, der kan sørge for, at datacentre sparer strøm ved at udnytte, når der er overskudsstrøm på elnettet. Eller det kan være løsninger til virtualisering af hardware.
Et af de forslag, der er kommet ind i konkurrencen indtil videre, går ud på at bruge algoritmer til at lave en produktguide til produkter som hårde hvidevarer, biler og rengøringsmidler, der kan være mere eller mindre miljøvenlige. For at guide forbrugeren gennem den skov af modsatrettede informationer, der kan være, skal systemet tage højde for faktorer som både energimærkning og miljøpåvirkning, der jo ikke altid følges ad. En tredje faktor er, hvilket behov man har. En vaskemaskine vil måske passe både miljø- og prismæssigt bedre til en fem personers familie end en single.

It’s effekt på samfundet

For Niels Bertelsen, der er formand for PROSA, står det klart, at det er it-professionelles pligt at vise, hvilken effekt brugen af it kan have på samfundet.
- Vi vil gerne vise, hvad it kan bidrage med – ikke bare for at modvirke klimaforandringerne, men for at få et generelt bæredygtigt samfund, så vi kan styre vores forbrug af naturens ressourcer, siger Niels Bertelsen.

Men hvorfor blander en fagforening sig i klimadebatten?

- Vi har generelt en politisk interesse i at bruge vores viden til at fremme den samfundsmæssige debat, ligesom vi også blander os i andre it-politiske forhold som overvågningsdebatten og åbne standarder. Som jeg ser det er det et naturligt led i en fagforenings arbejde, siger Niels Bertelsen.
Konkurrencen kører indtil 1. november, og vinderen vil blive valgt af et dommerpanel 21. november på PROSAs Midtvejsmøde 09. De bedste forslag vil blive offentliggjort på prosa.dk og i Prosabladet.
På Midtvejsmødet vil der være en workshop, hvor man kan diskutere, hvordan ideerne bringes til virkelighed, så de ikke bliver glemt igen efter klimatopmødet.
Læs de forslag, der er kommet ind til videre, debatter, få inspiration og kom med dit eget forslag på www.prosa.dk/baeredygtig.

PRINT

Kommentarer

Der er endnu ikke skrevet kommentarer til artiklen

Deltag i debatten

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse

Relevante links