Vi har fået stadig større indflydelse og det skal vi fortsætte med!

Når vi mødes her på PROSAs ordinære delegeretforsamling, mødes vi som forbundets øverste myndighed.

Det er her vi skal drøfte den forgange periode, men vi skal også løfte blikket fra de enkelte sager og den daglige drift og se på den større opgave, vi har som fagforening. For PROSA befinder sig i en særlig position.

Vores medlemmer arbejder med den teknologi, som i disse år er med til at forandre næsten alle dele af vores samfund, og det betyder, at vores opgave ikke kun er at sikre gode løn- og arbejdsvilkår for den enkelte. Vi har også et ansvar for at bringe vores medlemmers faglighed ind i diskussionen om, hvordan den teknologiske udvikling skal forme vores arbejdsmarked, vores demokrati og vores samfund.

Det er efter min opfattelse den vigtigste udvikling, PROSA har gennemgået de senere år.

Vi har bevæget os fra alene at være en organisation, der reagerer på udviklingen, til også at ville være en organisation, der er med til at sætte retningen. Det er ikke et farvel til den klassiske fagforeningsopgave – tværtimod. Det er en erkendelse af, at vores faglige arbejde og vores politiske arbejde hænger tæt sammen.

Når teknologien ændrer arbejdspladserne, ændrer den også magtforholdene på arbejdsmarkedet, og når digitaliseringen ændrer den måde, staten, virksomheder og borgere fungerer på, får det konsekvenser for de rettigheder og det samfund, vores medlemmer skal leve og arbejde i.

Vi er også en del af den etablerede fagbevægelse, og vi står samlet i en svær situation. Den danske model har gennem mange år været en styrke for både lønmodtagere og arbejdsgivere, men den model fungerer kun, hvis der er mennesker, der organiserer sig, bakker op om den og er villige til at tage ansvar for fællesskabet. Og netop her står vi med en udfordring, fordi organisationsgraden falder samtidig med at konkurrencen mellem de faglige organisationer stiger.

Men der er faktisk kommet noget nyt til i den debat, som jeg synes, er værd at hæfte sig ved.

De økonomiske vismænd har i deres seneste rapport undersøgt betydningen af stærke fagforeninger og overenskomster, og deres konklusioner er interessante, fordi de peger på, at stærke, overenskomstbærende fagforeninger ikke alene har betydning for den enkelte lønmodtagers løn. De kan også bidrage til højere beskæftigelse, højere produktivitet og dermed større velstand.

Det er vigtigt, fordi det betyder, at fagbevægelsen ikke kun skal forstås som en interesseorganisation, der varetager lønmodtagernes interesser.

Fagbevægelsen er også en del af den måde, vi har valgt at indrette vores arbejdsmarked på, og dermed en del af det grundlag, som er med til at skabe et velfungerende samfund og en stærk økonomi.

Så vi skal have pustet nyt liv i fortællingen om, hvad en rigtig fagforening betyder for velfærds-Danmark.

Det handler ikke om lave priser eller forsikringer. Det handler om fællesskab, tryghed og demokrati – og om at skabe et godt og lige samfund med ordentlige lønninger, stærke rettigheder og et sundt arbejdsliv.

I en tid med voksende ulighed, hurtig teknologisk udvikling og en offentlig debat, der ofte reduceres til korte opslag og skarpe fronter, har vi brug for fagforeninger, der ser det store billede. Fagforeninger, der samler mennesker, giver dem en stemme og er med til at forme samfundet.

Her spiller PROSA en særlig rolle. Vi forstår teknologien og skal være med til at sikre, at den bruges til gavn for mennesker – gennem teknologiforståelse, efteruddannelse og bedre muligheder for kompetenceudvikling.

Vi skal også turde tage fat på de svære udfordringer, som stress og psykisk nedslidning. Fagforeningerne kan nemlig løfte debatterne, der fører til politiske forandringer og konkrete forbedringer.

Derfor skal vi være tæt på medlemmerne – dér, hvor de har brug for os. De skal kunne se og mærke, at vi er der. Det er vores opgave, og den er vigtig for os alle.

Der mangler ikke udfordringer. Vi står blandt andet midt i en stressepidemi, der rammer mennesker i alle aldre. Alligevel bliver stress og psykisk nedslidning ikke altid behandlet på lige fod med fysisk nedslidning.

Det er fagforeningerne, der for alvor kan løfte de debatter, som fører til politiske forandringer, nye love og konkrete indsatser. Fagforeningerne bygger, sikrer og udvikler fundamentet under vores samfund.

Den fortælling skal vi sætte vores præg på – med visioner. Ikke med en strøm af tilbud, forsikringer og medlemsgaver. Og ikke ved kun at se medlemmerne gennem data, men ved at være til stede dér, hvor de er, og dér, hvor de har brug for os.

Vi skal være der, fordi vores arbejde betyder noget. Og vores medlemmer skal kunne se og mærke, at vi er der.

At fagforeninger har værdi, er faktisk også noget, regeringen har fået øje på.

I det nye regeringsgrundlag lægges der op til at styrke rammevilkårene for et velorganiseret arbejdsmarked, og regeringen vil undersøge den samfundsøkonomiske værdi af den danske model og de overenskomstbærende fagforeningers bidrag. Det synes jeg, vi skal hilse velkommen, men vi skal også tage det alvorligt.

For hvis regeringen mener, at den danske model er værd at understøtte, så skal det også kunne mærkes i den politik, der bliver ført.

Regeringen kan naturligvis ikke organisere lønmodtagerne – det er og bliver vores opgave – men regeringen kan være med til at sikre nogle rammer, hvor det fortsat giver mening at organisere sig, indgå overenskomster og løse problemerne gennem arbejdsmarkedets parter. Så hjælper det ikke noget at lave benspænd som forringelser af de nyuddannedes dagpengerettigheder eller indføre et beskæftigelseskrav for at komme på dimittendsats, som den skatteaftale regeringen indgik med DF i torsdags, medfører.

Så en samarbejdsvillig regering bliver kun vigtigere i en tid, hvor arbejdsmarkedet forandrer sig hastigt. Digitalisering, kunstig intelligens og nye måder at organisere arbejdet på ændrer allerede i dag både arbejdsopgaver, kompetencekrav og relationen mellem arbejdsgiver og medarbejder.

Derfor skal vi også være sikre på, at den danske model kan håndtere de forandringer, der kommer, og at medarbejderne har en stærk kollektiv stemme, når nye teknologier og nye arbejdsformer bliver introduceret.

Og så skal vi også kigge på os selv. For de udfordringer, som resten af fagbevægelsen står med, mærker vi naturligvis også i PROSA. Vi er en specialiseret fagforening, og det er en stor styrke, fordi vores medlemmer ikke behøver at forklare os, hvad deres fag handler om. Vi kender it-branchen, vi kender arbejdspladserne, og vi forstår de særlige udfordringer og muligheder, der følger med at arbejde professionelt med IT.

Men samtidig møder vi en hård konkurrence fra andre organisationer, som også gerne vil organisere de samme it-professionelle. Derfor skal vi hele tiden kunne svare på det helt enkle spørgsmål: Hvorfor skal man vælge PROSA?

For mig er svaret, at vi både forstår it-faget og samtidig er en rigtig fagforening. Vi hjælper ikke kun, når der opstår problemer, eller når et medlem står med en konkret sag. Vi arbejder også for bedre løn- og arbejdsvilkår, for stærkere rettigheder og for, at it-professionelle får en tydelig og stærk stemme på arbejdsmarkedet og i samfundsudviklingen.

Det er den fortælling, vi skal blive bedre til at fortælle. For vi kan ikke tage medlemmerne for givet, og vi kan heller ikke forvente, at nye generationer af it-professionelle automatisk ser fagforeningen som en naturlig del af deres arbejdsliv.

Vi skal være relevante, vi skal være synlige, og først og fremmest skal vi være tæt på medlemmerne og forstå deres virkelighed.

Det gælder for hele fagbevægelsen, og det gælder for PROSA.

Derfor valgte vi at deltage i FHs projekt om at skrive en bog om fagbevægelsen rolle både i fortiden, men i særdeleshed om fremtiden. I har fået udleveret bogen, så I selv kan læse, hvad der kom ud af projektet. Bogen blev anmeldt i Altinget, som gav den en lidt halvlunken modtagelse, da de fandt den manglede noget nerve og kant.

Men et kapitel fik dog ros med på vejen, og jeg citerer:

”Det mest modige kapitel er dog det næstsidste, som handler om "et helt andet arbejdsliv", fordi stress og AI ændrer forudsætningerne for arbejdslivet fundamentalt.

Et af bogens effektive greb er at spole tiden frem til 2040, fordi det tvinger formændene til at formulere sig anderledes, end de plejer. Prosa, Finansforbundet og Teknisk Landsforbund forudser, at der vil være én rammeoverenskomst for alle, en slags arbejdsmarkedets grundlov.

Det er kætterske tanker, i en fagbevægelse hvor alle vogter om deres egne overenskomster, som var de leveret af selveste Moses, da han kom ned fra Sinaibjerget med stentavlerne.”

Og det er jo et flot citat. Så må vi jo se, om det får flyttet noget i fagbevægelsen.

Men vi kan dog sige, at vi selv har flyttet os. Vi har jo i de forløbne år arbejdet med PROSAs identitet. Vi har ændret vores logo og vores visuelle design og vores navn og kernefortælling. Det kunne let være endt i et projekt, der alene handlede om, hvordan PROSA ser ud, men det var aldrig det, der var meningen.

For mig var det afgørende, at den visuelle forandring blev et synligt udtryk for en større organisatorisk ambition: at gøre PROSA mere tydelig, mere moderne og mere relevant og samtidig skabe et stærkere grundlag for vores arbejde med at organisere flere og skabe større indflydelse.

Et nyt logo skaber naturligvis ikke i sig selv en stærkere fagforening, men en organisation skal også kunne fortælle, hvem den er, og hvorfor mennesker skal være en del af den.

Derfor var arbejdet med vores identitet vigtigt. Det gav os et tydeligere udgangspunkt for at fortælle, at PROSA ikke bare er en fagforening for mennesker, der arbejder med IT, men en fagforening, der har en særlig rolle at spille, fordi vores medlemmers faglighed er direkte forbundet med den samfundsudvikling, vi alle sammen er en del af.

Når vi siger, at IT udvikler samfundet, følger der også en politisk forpligtelse med. Hvis det er vores medlemmer, der udvikler systemerne, bygger infrastrukturen, arbejder med data, kunstig intelligens, cybersikkerhed og software, så skal deres viden også have en plads, når der bliver truffet beslutninger om, hvordan teknologien skal anvendes.

Vi kan ikke overlade den diskussion til techvirksomhederne alene, ligesom vi heller ikke kan overlade den til politikere og embedsmænd, som ikke nødvendigvis har den tekniske erfaring, der skal til for at forstå konsekvenserne af de beslutninger, de træffer.

Det er derfor, PROSA skal blande sig i samfundsdebatten, og det har vi har de senere år gjort på stadig flere områder. I debatten om kunstig intelligens har vi forsøgt at flytte fokus fra den meget ensidige diskussion om teknologiens muligheder til også at handle om arbejdsmarked, rettigheder, ansvar og demokrati. Vi har blandt andet peget på, at vi ikke bør gentage den fejl, vi begik med sociale medier, hvor teknologien fik lov til at udvikle sig langt hurtigere, end den politiske og demokratiske debat om konsekvenserne kunne følge med.

Det samme gælder vores arbejde med digital suverænitet. Når en stadig større del af vores digitale infrastruktur afhænger af globale techvirksomheder, er det ikke længere kun et spørgsmål om teknik eller erhvervspolitik.

Det handler også om, hvem der har magten over de systemer, vores samfund er afhængigt af, og om Danmark og Europa har mulighed for selv at bestemme over centrale dele af vores digitale infrastruktur. Her har PROSA en vigtig opgave i at bringe den tekniske virkelighed ind i en politisk diskussion, der ellers let bliver meget abstrakt.

CPR-sagen er et andet eksempel på den rolle, vi skal spille. Når der diskuteres adgang til CPR-oplysninger, anvendelsen af persondata og mulighederne for at sammenkoble og anvende oplysninger om borgerne, er det naturligvis relevant at diskutere effektivitet og administration, men det er mindst lige så relevant at diskutere privatliv, retssikkerhed og tillid til de digitale systemer, som staten bygger.

Her kan PROSA bidrage med noget særligt, fordi vi både har en faglig forståelse af teknologien og en fagforeningsmæssig interesse i, at digitaliseringen sker på en måde, der respekterer menneskers rettigheder.

Det er i virkeligheden en rød tråd i meget af det, vi har arbejdet med: Vi forsøger at insistere på, at fordi noget kan lade sig gøre teknologisk, betyder det ikke automatisk, at det bør gennemføres politisk.

Teknologien giver os muligheder, men det er stadig et demokratisk spørgsmål, hvordan vi vælger at bruge dem, hvem der får adgang til dem, og hvilke rettigheder vi vil beskytte undervejs.

Hvis vi skal have den diskussion, er det imidlertid ikke nok, at PROSA selv har de rigtige holdninger.

Vi skal også kunne få dem ud, og derfor er vores kommunikationsarbejde blevet en langt vigtigere del af vores politiske arbejde.

PROSA er i dag blevet en mere fast leverandør af debatindlæg og faglige perspektiver til medier som Altinget og IT Watch, og det er efter min mening et vigtigt tegn på, at vores position har ændret sig. Vi skriver ikke kun for vores egne medlemmer, men bliver i stigende grad en del af den offentlige samtale, når politikere, virksomheder, organisationer og journalister diskuterer teknologiens betydning for samfundet.

Når vi skriver i Altinget, kan vi bringe vores synspunkter direkte ind i den politiske debat og nå beslutningstagere og organisationer, mens IT Watch giver os mulighed for at tale ind i de miljøer, hvor den teknologiske udvikling bliver diskuteret og formet. Det interessante er samtidig, at vores egne kanaler giver os mulighed for at forlænge effekten af den eksterne kommunikation. Et debatindlæg behøver ikke slutte, når det er bragt i et medie.

Vi kan bringe det videre på vores hjemmeside, i Prosabladet og på sociale medier, diskutere det med medlemmerne og bruge det som afsæt for arrangementer, podcasts og andre aktiviteter. På den måde bliver kommunikationen ikke bare en måde at fortælle, hvad PROSA mener, men en måde at skabe sammenhæng mellem vores politiske arbejde, vores medlemskommunikation og vores organisering.

Det er også derfor, vi har brugt forskellige medieplatforme mere strategisk. Prosabladet giver os mulighed for at gå i dybden og tage de længere faglige diskussioner, hjemmesiden kan samle vores nyheder, analyser og politiske arbejde, mens LinkedIn, Facebook, Instagram og de øvrige sociale medier gør det muligt at målrette forskellige budskaber til forskellige grupper. Det er ikke sådan, at alle skal have det samme budskab på samme måde.

Hvis vi vil være relevante for både medlemmer, potentielle medlemmer, journalister, politikere og den bredere offentlighed, skal vi kunne kommunikere forskelligt, samtidig med at vi holder fast i den samme grundlæggende politiske retning.

Det er her, jeg mener, at forbindelsen mellem vores nye identitet, vores kommunikation og vores organisering bliver vigtig. For hvis vi vil organisere flere, skal vi kunne forklare, hvorfor det giver mening at være en del af PROSA.

Det handler naturligvis om den hjælp og sikkerhed, man får som medlem, men det handler også om at være en del af et fællesskab, der kan noget, som den enkelte ikke kan alene. Når et medlem oplever, at PROSA tager fat i et spørgsmål, som også betyder noget for dem – hvad enten det handler om AI, overvågning, CPR-oplysninger, digital suverænitet eller arbejdslivets udvikling – så bliver fagforeningen mere end en serviceorganisation. Den bliver et sted, hvor man kan være med til at påvirke den virkelighed, man selv arbejder i.

Det er også derfor, jeg mener, at vi skal være meget opmærksomme på forskellen mellem synlighed og indflydelse. Vi kan godt få mange mennesker til at se et opslag, læse et debatindlæg eller lytte til en podcast uden nødvendigvis at flytte noget. Den virkelige styrke opstår, når vores kommunikation får mennesker til at engagere sig, når vores faglighed bliver omsat til politiske krav, og når medlemmerne oplever, at de gennem PROSA faktisk kan være med til at påvirke udviklingen. Det er dér, kommunikation bliver til organisering, og det er dér, organisering bliver til politisk styrke.

At blive set og respekteret kræver mod til at tage svære debatter i et fag med en hurtigt skiftende teknologi. Derfor er PROSAs synlighed vigtigere end nogensinde.

Den måde vi nu arbejder på, sætter sig spor. Den betyder, at vi bliver inviteret med i Digitaliseringsministerens Dialogforum om brugen af AI i den offentlige sagsbehandling, at Folketingets Ombudsmand gerne vil samarbejde om at styrke borgernes retssikkerhed, at KMD inviterer os med til at udvikle en tværgående national it-strategi eller at Finanstilsynet gerne vil diskutere med os om AIs påvirkning af de finansielle markeder. Alle er de eksempler på vores stigende indflydelse, som bl.a. har resulteret i, at jeg er kommet på Computer Worlds liste over de mest magtfulde personer i dansk it. Som nr. 90 ganske vist, men som den eneste repræsentant for fagbevægelsen.

Derfor skal vi heller ikke vælge mellem at være en stærk fagforening og en stærk samfundspolitisk aktør. Vi skal være begge dele. Vi skal fortsat være den fagforening, medlemmerne ringer til, når de har brug for hjælp på jobbet, når lønnen skal forhandles, eller når arbejdslivet bliver vanskeligt, men vi skal samtidig være den organisation, som politikere og medier ved, at de skal tale med, når de vil forstå, hvad den teknologiske udvikling betyder i praksis.

Jeg mener faktisk, at det er noget af det mest naturlige, vi kan gøre som fagforening. For vores medlemmer befinder sig allerede midt i de forandringer, som politikerne forsøger at regulere. De mærker konsekvenserne af kunstig intelligens på arbejdspladserne, de arbejder med de data, som samfundet bliver stadig mere afhængigt af, og de ved, hvad der sker, når politiske visioner om digitalisering møder virkeligheden i et IT-projekt. Den erfaring skal vi gøre til politisk indflydelse.

Men hvis vi vil det, skal vi også turde være mere offensive. Vi skal ikke vente på, at andre inviterer os ind i debatten, når de har truffet beslutningerne. Vi skal selv være med til at definere de spørgsmål, der skal diskuteres, og vi skal gøre det på et tidspunkt, hvor der stadig er mulighed for at påvirke resultatet.

Det gælder AI, det gælder digital suverænitet, det gælder privatliv og data, og det gælder de mange nye teknologier, som kommer til at forandre arbejdsmarkedet i de kommende år.

For den grundlæggende politiske konflikt er ikke, om vi er for eller imod teknologi. Spørgsmålet er, hvem der bestemmer over teknologien, hvem der får gevinsterne, hvem der bærer risikoen, og hvilke rettigheder vi vil fastholde, når samfundet digitaliseres.

Det er spørgsmål, som en fagforening skal blande sig i.

Og det er spørgsmål, som PROSA har en særlig forudsætning for at blande sig i.

Når jeg derfor ser tilbage på arbejdet med vores logo, vores visuelle identitet og vores kernefortælling, ser jeg ikke først og fremmest et brandingprojekt. Jeg ser begyndelsen på en organisatorisk forandring, hvor vi har forsøgt at skabe en tydeligere sammenhæng mellem den organisation, vi er, den faglighed vores medlemmer repræsenterer, og den indflydelse, vi ønsker at have. Det nye udtryk skulle gøre det lettere at se PROSA, men den egentlige opgave var at gøre det lettere at forstå, hvad PROSA vil, og hvorfor det betyder noget.

Og så skulle det også give flere medlemmer. For at kunne repræsentere faget, skal der jo helst være nogen, man kan repræsentere. Den vigende medlemsudvikling som var med til at skubbe på forandringerne, er lige nu vendt til et svagt stigende medlemstal. Så det er den positive nyhed. Men vi er ikke i mål endnu. Tværtimod.

Vi skal fortsat blive bedre til at organisere, og vi skal blive bedre til at omsætte medlemmernes faglighed til politiske initiativer. Vi skal fortsætte med at levere debatindlæg til Altinget og IT Watch, og alle andre medier, hvor vi kan få plads og samtidig blive endnu bedre til at bruge vores egne platforme til at få de politiske budskaber ud og skabe engagement omkring dem. Vi skal udvikle vores arrangementer, vores podcasts, vores undersøgelser og vores samarbejder.

Vi har i forvejen et væld af arrangementer, som medlemmerne deltager i. Siden coronatiden har vi arbejdet med online-arrangementer, og det er noget, der har bidt sig fast, så vi i dag har langt flere medlemmer, som deltager i vores arrangementer end før coronakrisen.

Vi har også gennemført særlige aktiviteter for at få flere kvinder ind i PROSA. Senest med introduktionen af Ada Lovelace-prisen, som vi her den 20. oktober tildelte professor på Datalogisk Institut, Pernille Bjørn for hendes arbejde for at synliggøre kvinders rolle i IT, samt for hendes evne til at sætte dagsordener inden for kønsdebat og IT-faget.

Men vi skal hele tiden huske, at målet ikke bare er flere aktiviteter og mere kommunikation. Målet er at skabe et stærkere fællesskab og større indflydelse.

Hvordan sørger vi så for, at PROSA ikke bare følger den digitale udvikling, men er med til at forme den? Hvordan organiserer vi de mennesker, der har den faglighed, samfundet har brug for? Og hvordan sørger vi for, at deres viden og erfaring bliver omsat til reel indflydelse?

Jeg mener, at vi har taget de første vigtige skridt. Vi har fornyet vores identitet, vi har skærpet vores fortælling, vi har styrket vores kommunikation, vi har styr på økonomien og vi har taget en stadig større plads i debatten om teknologiens betydning for samfundet.

Nu skal vi bruge det fundament til at tage næste skridt.

For den digitale udvikling bliver ikke mindre betydningsfuld de kommende år. Tværtimod vil kunstig intelligens, automatisering, data og digital infrastruktur få endnu større betydning for vores arbejdspladser og vores samfund. Hvis vi overlader den udvikling til de største teknologivirksomheder, til de stærkeste økonomiske interesser eller til beslutningstagere uden tilstrækkelig teknologisk indsigt, så risikerer vi, at andre kommer til at definere den fremtid, vores medlemmer skal arbejde i.

Det skal vi ikke bare acceptere. Vi skal være med. Og vi skal være med som fagforening.

For vores opgave er ikke kun at beskytte mennesker mod de forandringer, der kommer. Vores opgave er også at sikre, at mennesker får indflydelse på de forandringer, der kommer.

Det er derfor, jeg mener, at PROSAs næste kapitel skal handle om endnu stærkere organisering, endnu tydeligere politiske positioner og endnu større gennemslagskraft.

Vi skal være den fagforening, der står ved siden af medlemmet på arbejdspladsen, og samtidig den organisation, der står midt i debatten om, hvilket digitalt samfund vi vil have.

Og hvis vi lykkes med at forbinde de to ting – hvis vi kan omsætte vores medlemmers faglighed til organisering, organiseringen til politisk styrke og den politiske styrke til reel indflydelse – så kan PROSA noget, som meget få andre organisationer kan.

Så kan vi være med til at sikre, at den digitale udvikling ikke bare bliver noget, der sker med os, men noget, vi som fagprofessionelle og som samfund er med til at bestemme retningen på.

Det er den opgave, jeg mener, vi skal tage på os. Og hvis det lykkes, er jeg sikker på at PROSAs formand ender i top10 på Computer Worlds liste over de mest magtfulde personer i dansk it.

PROSA er skabt af og for mennesker, og jeg vil gerne slutte af med at takke alle jer, der lægger frivillige kræfter i PROSA, og alle de medlemmer, som bruger os, og som hver dag er med til at udvikle os endnu mere.

I er fundamentet for PROSA. Uden jer, intet PROSA og ingen altafgørende organisering af IT-faget.

Jeg vil også gerne takke PROSAs medarbejdere, som hver eneste dag arbejder loyalt, dygtigt og engageret for at varetage og fremme medlemmernes interesser.

Og hermed lukker min cirkel. For de af jer, der kan huske langt tilbage, og måske ovenikøbet var med, vil kunne huske, at jeg blev valgt første gang som formand netop i Middelfart i 2008. Og nu stopper jeg så i Middelfart i 2026. Dog ikke samme sted, så der mangler en ca. 5 km i vestlig retning, før vi rammer konferencecenteret Byggecentrum og cirklen rigtigt er lukket. Det kan jeg jo så gøre på vejen hjem.

Det har været en lang rejse, som ikke kun dækker over formandsperioden, men som strækker sig mere end 40 år tilbage i tiden, hvor jeg som aktivist, tillidsrepræsentant, bestyrelsesmedlem, forbundssekretær, næstformand og formand har stået i PROSAs tjeneste. Det har været en lang, spændende og lærerig tur med mange gode oplevelser. Jeg har virkelig nydt at bidrage til PROSAs udvikling og samarbejdet med jer engagerede medlemmer.

Så jeg vil gerne sige jer tak for, at jeg gennem så mange år har fået muligheden for at bidrage til PROSAs udvikling.

Jeg overlader hermed både den skriftlige og den mundtlige beretning til delegeretforsamlingen.

Tak for ordet, og tak for denne gang.