STIFTET 1967 IT-FÆLLESSKAB FAGFORENING FOR ALLE I IT GRATIS FOR STUDERENDE HJÆLP TIL KONTRAKTER NETVÆRK FOR IT PROFESSIONELLE DIN STEMME I IT BRANCHEN HJÆLP NÅR DU HAR BRUG FOR DET MEDLEMSFORDELE DER BETALER SIG

07.09.2026

Kære nye studerende: I skal hverken frygte eller tilbede AI

Studierelevant

Udgivet i Altinget

Niels Bertelsen hilser i Altinget de næsten 60.000 studerende som enten lige er startet eller starter snart med en opfordring til at tage styringen med AI-modeller og bruge løs af dem til at blive klogere og bedre. ”Så står I nemlig med historisk fantastiske hjælpe-værktøjer”, fastslår IT-formanden.

”Kære nye studerende. Brug AI alt det, I kan. Eksperimentér. Vær nysgerrige. Find ud af, hvor teknologien gør jer bedre. I har historiens mest fantastiske værktøj lige ved hånden”.

Sådan skriver formand i IT-fagforeningen PROSA, Niels Bertelsen i dag i et indlæg i Altinget.

IT-formanden fastslår dog samtidig, at det vigtigste dog er, at de studerende tøjler den kunstige intelligens og selv tager styringen.

”Det vigtigste, du skal have med dig fra studiet, er ikke bestemte pensumlister eller eksamenskarakterer. Det er evnen til at tænke selv. Til at stille spørgsmål, analysere, tvivle og tage stilling. Din vigtigste kompetence bliver ikke at kunne få et svar ud af en chatbot. Det bliver at kunne forstå, vurdere og bruge svaret”, skriver Niels Bertelsen.

Formanden henviser til:
”Hvis vi har også lært noget i de seneste år, så er det, at når overlader selve tænkningen til teknologien, risikerer vi at blive dårligere til netop det, vi skal blive bedre til.

En chatbot kan levere et overbevisende svar uden at forstå et eneste ord af det. Derfor er det stadig mennesket, der skal kunne afgøre, om svaret giver mening”, skriver Niels Bertelsen.

Han fortsætter:
”En AI-model, der hjælper med medicinske diagnoser, har begrænset værdi, hvis der ikke længere findes læger, som selv kan stille diagnoser og opdage fejl.

Vi kan producere enorme mængder computerkode med AI. Men mere kode er ikke nødvendigvis bedre kode. Nogen skal stadig forstå systemet, vælge den rigtige løsning og kunne se, når noget er galt”.