Ligeløn – så hverken kvinder eller mænd føler sig forskelsbehandlet

I næste uge, den 17. november, markerer vi "Kvindernes sidste arbejdsdag".

Det er en kampagne, der sætter fokus på, at kvinder stadig halter efter mænd lønmæssigt, når vi ser på hele arbejdsmarkedet. Løngabet svarer til, at kvinder kunne stoppe med at arbejde den 17. november. Resten af året får de nemlig ikke løn sammenlignet med, hvad mænd i gennemsnit tjener. Det er en ret markant forskel.

I PROSA er jeg ansvarlig for overenskomster på statens område og for kvinder i IT, så for mig er det en vigtig dag at markere. Vi er blevet meget bedre og har fokus på ligeløn i samfundet, men vi er stadig et pænt stykke fra målet.

Udviklingen er gået i stå i de seneste år. Sidste år var Kvindernes sidste arbejdsdag 12. november. Året før 14. november.

Kvalifikationer og jobindhold – ikke køn

Lønforskellen mellem kvinder og mænd i IT-faget er en del mindre end i samfundet som helhed.  Men der er stadig forskel. Vi skal altid have fokus på løn, på overenskomster og på alt det, der sikrer et fair og ligeligt arbejdsmarked, hvor løn følger kvalifikationer og jobindhold - ikke køn, kultur eller diagnoser.

For mig er det ligeløn: en ensartet, gennemskuelig og fair behandling, når det kommer til løn. Kampagner og oplysning er vigtigt, men de flytter os nok ikke de sidste meter. Det vigtige er at kortlægge og ændre de små ting, der gør, at der alligevel er forskel - måske helt ubevidst. Og med respekt for, at det er en lang genopretning af strukturelle og historiske årsager.

Et fælles projekt – til alles bedste

Så hvordan får vi talt om løn, så debatten er lige for kvinder og mænd, og ingen føler sig udenfor eller forskelsbehandlet? Hvordan gør vi det til et fælles projekt?

Jeg tror, det handler om de små, men vigtige indsatser - f.eks. måden lønsamtaler foregår på, eller at ledelser bliver bevidste om, at de måske ubevidst gør forskel. Der er mange andre håndtag, vi kan dreje på helt konkret.

Hvordan får vi genstartet debatten om løn og overenskomster i en tid med store udfordringer? Kunstig intelligens får en indflydelse, vi ikke kender endnu, og karrierespor og faglighed bliver måske helt anderledes, end vi har kendt det. Det synes jeg faktisk er det mest interessante. Lønlighed for alle, kan man kalde det. Ikke nødvendigvis samme løn, men gennemskuelige og ensartede systemer, så løn giver mening.

Nye tider: Livsfaser og lønudvikling

Tidligere voksede lønnen frem mod pensionsalderen. Sådan er store overenskomster historisk strikket sammen: ud fra erfaring og loyalitet. Men er det det rette i dag, med forskellige livsfaser, stigende krav om konstant kompetenceudvikling og et arbejdsmarked i massive forandringer?

En overenskomst er meget mere end løn. Det er sikkerhedsnettet og spillereglerne for et godt arbejdsliv og et trygt arbejdsmarked.

Til gavn for alle

Jeg vil gerne have input fra PROSAs medlemmer og deres erfaringer med, hvordan vi bedst arbejder med lønlighed - altså løn, der ikke kan kobles til køn eller kultur.

• Hvor er det vigtigt at sætte ind?

• Hvordan genstarter vi debatten om ligeløn?

• Og hvordan gør vi det, så det ikke bliver os mod dem og mænd mod kvinder, men til gavn for alle?

Vi mangler det løsningsorienterede.

Der er opnået meget de seneste 30-40 år, men det har også stået relativt stille de senere år.

Hvordan rykker vi det sidste stykke?