- Forside
- Om PROSA
- Aktuelle nyheder fra PROSA
- Pressemeddelelse:
21.10.2026
Pressemeddelelse: Pernille Bjørn vinder Ada Lovelace-prisen
Af PROSA
Professor på Datalogisk Institut, Pernille Bjørn blev her til aften kåret som den første modtager af Ada Lovelace-prisen for hendes arbejde for at synliggøre kvinder rolle i IT, samt for hendes evne til at sætte dagsordener inden for kønsdebat og IT-faget.
Ada Lovelace-prisen er stiftet af IT-fagforeningen PROSA, for at sætte fokus på mangfoldighed inden for IT-faget.
Det var en stolt Pernille Bjørn, som her til aften blev første modtager af Ada Lovelace-prisen. Med prisen, udover hæderen følger en check på 15.000 kroner.
Den 52-årige professor i Human-Centred Computing på Datalogisk Institut, modtager prisen for sin store indsats for at løfte kønsdebatten inden for IT-faget, samt sin funktion som rollemodel og evne til at sætte dagsordenener inden for IT-faget.
Pernille Bjørn blev i 2015 den første kvindelige professor på Datalogisk Institut og har gennem forskning og initiativer som Atari Women og FemTech.dk arbejdet for at synliggøre kvinders bidrag til datalogien og skabe større kønsbalance i faget.
En del af hendes indsats på Datalogisk Institut har været at åbne kvinders øjne for datalogi.
”Hvis vi bliver ved med at gøre det samme, får vi også de samme mennesker ind. Vi skal ikke ændre på kvinderne, så de passer ind i datalogien. Det er datalogien, der skal åbnes, så kvinder kan se sig selv i faget, bidrage på deres egen måde og få mulighed for at lykkes”, fortalte hun i forbindelse med nomineringen til Ada Lovelace-prisen.
Faget mangler kvinder
Kvinder har gennem de senere år udgjort ca. 30 procent af IT-faget trods adskillige kampagner og målrettede forsøg på at tiltrække flere kvinder til faget.
Det er årsagen til, at IT-fagforeningen PROSA i år valgte at stifte Ada Lovelace-prisen, som vil blive en årligt tilbagevendende pris, der skal gå til kvinder, som har løftet kønsdebatten inden for IT, samtidig med, at de selv har sat et aftryk inden for faget.
Prisen blev uddelt ved en reception i PROSA her til aften.
Her var gav de fire nominerede, som et dommerpanel havde udvalgt blandt de indstillede en talk omkring deres vej ind i IT-faget og syn på, hvordan vi åbner faget for flere kvinder.
De øvrige nominerede er:
Ida Tin - Medstifter af Clue og tidligere CEO og chairwoman, forfatter og mor til begrebet ”femtech”.
Aino Vonge Corry - Selvstændig i Metadeveloper, agile coach, forfatter og international konferencetaler.
Sara Amini - Group CIO ved Atea, bruger sin position i det offentlige rum med oplæg, debatindlæg og i Djøfs lederpanel.
Det var næstformand i PROSA, Curt Kjærsgaard Raavig som overrakte prisen og pengecheck til Pernille Bjørn.
” De nominerede er virkelig fire fyrtårn og rollemodeller, og jeg er pavestolt over, at vi på den måde kan vise, at kvinder så absolut har en rolle inden for verdens mest spændende fag, som også er så vigtig for samfundet”, siger næstformanden.
Pernille Bjørn forandrer faget og er en rollemodel
Om valget af Pernille Bjørn som modtager af prisen, siger Curt Kjærsgaard Raavig:
”Med sin forskning og sine initiativer har hun både synliggjort de kvinder, der var med til at skabe it-historien, og arbejdet for, at flere kvinder får mulighed for at præge fremtiden. Det handler ikke om at få kvinder til at passe ind i den eksisterende kultur. Det handler om at skabe en kultur, hvor vi ikke går glip af halvdelen af talenterne”, forklarer han.
Curt Kjærsgaard Raavig fastslår, at:
”Pernille er ikke bare en rollemodel. Hun er med til at forandre faget. Og det er præcis, hvad vi ønsker at hædre med Ada Lovelace-prisen.”
Ada Lovelace-prisen er opkaldt efter Ada Lovelace, som var en kvindelig forfatter og matematiker, der i 1843 skrev den tekst, som har givet hende tilnavnet verdens første computerprogrammør.