- Forside
- Arrangementer
- Mød Christel Schaldemose til en samtale om EU og IT
Mød Christel Schaldemose til en samtale om EU og IT
Mød Christel Schaldemose til en åben samtale om techgiganter, AI, børn online, alderskontrol, Chat Control og vores digitale rettigheder.
Hvem skal bestemme over vores digitale liv?
EU blander sig mere og mere i vores digitale hverdag. Men er det godt eller skidt?
Kom til en aften med Christel Schaldemose, hvor vi sammen med hende tager fat på nogle af de store og svære spørgsmål om Europas digitale fremtid.
Christel Schaldemose har været en af de centrale personer bag EU's regulering af techgiganterne. Hun var Europa-Parlamentets hovedforhandler på Digital Services Act (DSA) og står i dag i spidsen for Parlamentets arbejdsgruppe, der følger implementeringen af reglerne. DSA stiller blandt andet krav til de største platforme om deres algoritmer, annoncering, ulovligt indhold og beskyttelse af brugerne.
Hun har også stået centralt i Europa-Parlamentets arbejde med beskyttelse af børn og unge online. Her er forslagene blandt andet en europæisk aldersgrænse for sociale medier, aldersverifikation og hårdere indgreb over for vanedannende design, doom-scroll, autoplay, loot boxes, målrettede reklamer og dark patterns.
Mange af de initiativer kan PROSA sagtens se gode argumenter for. Techgiganterne skal ikke selv bestemme alle spillereglerne, og hverken børn eller voksne bør manipuleres af digitale tjenester, der er designet til at fastholde vores opmærksomhed længst muligt.
Men regulering af teknologi rejser også nye problemer.
Skal vi have tvungen alderskontrol? Hvordan laver man alderskontrol på nettet, uden samtidig at skabe et system, hvor vi alle skal identificere os? Skal en europæisk digital wallet være løsningen – og hvilke nye muligheder for registrering og kontrol skaber det? Kan vi stole på den, når den flere gange er blevet omgået?
Hvor går grænsen, når ønsket om at beskytte borgerne fører til overvågning? Hvornår er nok nok og hvornår skal vi tale om at mindske overvågningen?
EU's omdiskuterede Chat Control er et oplagt eksempel. Forslaget skal bekæmpe seksuelt misbrug af børn, men PROSA har advaret kraftigt mod løsninger, hvor borgernes private kommunikation scannes. PROSA ser det både som et indgreb i privatlivet og som en trussel mod end-to-end-kryptering og dermed selve sikkerheden i vores digitale kommunikation.
Kunstig intelligens rejser spørgsmålet: Hvor meget skal EU regulere? Kan AI Act følge med en teknologi, der udvikler sig langt hurtigere end den politiske proces? Og risikerer vi enten at regulere for lidt – eller at regulere europæisk teknologi ihjel?
Aftenen bliver en samtale mellem Christel Schaldemose, PROSA og jer i salen. Vi lægger nogle af dilemmaerne på bordet, Christel giver sit perspektiv, og publikum forventes at blande sig med spørgsmål, erfaringer, modargumenter og nye vinkler.
Det kunne blandt andet være spørgsmål som:
- Skal EU regulere techgiganterne endnu hårdere?
- Virker Digital Services Act?
- Skal der være en aldersgrænse for sociale medier?
- Kan vi kontrollere alder på nettet uden at afskaffe anonymiteten?
- Er en europæisk Digital Wallet løsningen – eller begyndelsen på noget, vi bør være skeptiske overfor?
- Hvordan beskytter vi børn uden samtidig at overvåge alle voksne?
- Kan Chat Control nogensinde forenes med sikker end-to-end-kryptering?
- Er AI Act den rigtige måde at regulere kunstig intelligens på?
- Hvornår beskytter digital regulering borgerne – og hvornår bliver reguleringen selv en trussel mod vores digitale rettigheder?
Og hvem skal i sidste ende bestemme over vores digitale liv: virksomhederne, politikerne eller os selv?
Kom og deltag i debatten.