- Forside
- Arrangementer
- Hvordan man hacker din hjerne, din computer og dit netværk
Hvordan man hacker din hjerne, din computer og dit netværk
Social engineering, cyberangreb og den menneskelige firewall. Du kan have styr på firewalls, adgangskontrol, opdateringer og sikkerhedspolitikker. Men hvad hjælper det, hvis det er din hjerne der bliver hacket? Og hvad med dine kolleger og medarbejdere? Ved de, hvornår de bliver manipuleret?
Cyberangreb handler ikke kun om teknologi. De handler i høj grad også om mennesker, psykologi og vores måde at træffe beslutninger på. Selv med en solid teknisk forståelse kan vi manipuleres til at gøre noget, vi normalt godt ved er en dårlig idé.
På dette online kursus ser vi nærmere på, hvordan hackere udnytter både menneskelige og tekniske sårbarheder. Vi tager udgangspunkt i konkrete eksempler, live-demonstrationer og den psykologi, der ligger bag social engineering.
Hjernen
Det første sikkerhedshul sidder mellem ørerne. Vores hjerne er fantastisk til at genkende mønstre, træffe hurtige beslutninger og automatisere vores handlinger. Det er også nogle af de egenskaber, der kan udnyttes. Vi ser på, hvordan hackere bruger psykologi, autoritet, tillid, gruppepres og vores egne forventninger til at påvirke vores beslutninger. Og hvorfor viden om cybersikkerhed ikke nødvendigvis beskytter os mod manipulation.
Computeren
Hvor svært er det egentlig at kompromittere en computer?
Et enkelt klik, en tilsyneladende uskyldig fil eller en enhed, der tilsluttes computeren, kan være nok til at skabe et sikkerhedsproblem.
Gennem live-demonstrationer, ser vi på nogle af de metoder og værktøjer, der kan anvendes til at kompromittere systemer.
Netværket
Når først der er adgang, hvad sker der så?
En kompromitteret computer kan være begyndelsen på noget langt større.
Vi ser på, hvordan angribere kan udnytte svagheder i netværk og systemer til at få yderligere adgang, opsnappe informationer eller bevæge sig videre i organisationen.
Og ikke mindst, hvordan tekniske sikkerhedsforanstaltninger og menneskelig adfærd spiller sammen, når angreb skal forebygges og opdages.
Målgruppe
Du behøver ikke være sikkerhedsspecialist, men vi tager udgangspunkt i, at du har en vis teknisk forståelse. Fokus er ikke en traditionel gennemgang af trusselsbilledet, men en anderledes og praktisk vinkel på, hvordan angreb virker, og hvorfor vi stadig kan blive snydt, selvom vi kender teknologien.
Undervisningen foregår som et interaktivt online foredrag med live-demonstrationer, konkrete eksempler og mulighed for spørgsmål undervejs.
Oplægsholder
Thomas Nordahl Vestergaard har mere end 25 års erfaring inden for informations- og cybersikkerhed og arbejder til daglig med at omsætte sikkerhedskrav, risikostyring og tekniske udfordringer til praktisk sikkerhed i organisationer. Han kombinerer sin tekniske baggrund med en særlig interesse for menneskelig adfærd og psykologi, herunder hvordan vores hjerne træffer beslutninger, og hvordan disse mekanismer kan udnyttes gennem social engineering.
Thomas er PSYCH-K® Preferred Facilitator, PECB Certified Trainer, ISO/IEC 27001 Master, Lead Auditor, Senior Lead Implementer og Senior Risk Manager. Han deltager desuden i det internationale standardiseringsarbejde i ISO/IEC JTC 1/SC 27.
Dette virtuelle gå-hjem-møde bliver ikke optaget.