STIFTET 1967 IT-FÆLLESSKAB FAGFORENING FOR ALLE I IT GRATIS FOR STUDERENDE HJÆLP TIL KONTRAKTER NETVÆRK FOR IT PROFESSIONELLE DIN STEMME I IT BRANCHEN HJÆLP NÅR DU HAR BRUG FOR DET MEDLEMSFORDELE DER BETALER SIG

Kandidat: Mirza Cirkinagic

Genopstiller som forbundssekretær

Hvem er jeg, og hvad har jeg lavet, siden jeg blev valgt sidst?

Jeg har været PROSA-medlem siden 2019, hvor jeg også blev stemt ind som ordinært bestyrelsesmedlem i PROSA/ØST. Siden har jeg siddet i ØST bestyrelsen som ordinært bestyrelsesmedlem, HB-repræsentant, og jeg har også været aktiv i PROSA/UNG. Jeg blev stemt ind som forbundssekretær i 2022 og genvalgt i 2024.

Jeg er tidligere IT-projekt manager for et rejsebureau, hvor jeg både har siddet med salg, produktansvar, user support og systemudvikling. Her har jeg også ageret arbejdsmiljørepræsentant. Jeg er autodidakt indenfor IT og har rodet med både hardware og software, siden jeg kunne gå.

  • Min anden periode i PROSA har set min yderligere involvering i PROSAs tilstedeværelse der hvor medlemmerne er. Dette ved min fortsatte involvering og planlægning i adskillige events. Yderligere har jeg startet et Coding Pirates PROSA afdeling på København kontoret, hjulpet adskillige netværk til at finde hjem hos PROSA, understøttet arbejdet i flere overenskomster og deltaget i Folkemødet.

  • Jeg har også sørget for, at PROSA har adgang til og bruger de selvsamme AI værktøjer, som vores medlemmer bliver påvirket af i form af Claude, Gemini, ChatGPT og MidJourney, så vi kan være bedre bevidste om både fordelene og ulemperne ved disse.

  • Jeg har været en af drivkræfterne bag en udvidet engelsk fokus på vores hjemmeside, som gør det muligt at expats kan orientere sig og vælge at blive medlemmer af PROSA.

  • Sidst men ikke mindst har jeg fortsat mit arbejde med 30-timers arbejdsuge som politisk mærkesag. Jeg har stået for at invitere internationale eksperter hjem til Danmark for at sætte en evidensbaseret debat i gang. Jeg har deltaget i debat om reduceret arbejdstid til folkemødet. Jeg har fortsat mit arbejde i et par netværk hvis formål er at sørge for at 30-timers arbejdsuge forbliver i offentlighedens øje.

Hvad betyder PROSA for mig?

PROSA for mig betyder kvalitet, fællesskab og demokrati. Alle de værdier jeg vægter højest, finder jeg i PROSA. Vi er en fagforening, der er til for medlemmerne. Jeg er også ekstremt stolt af at være medlem af en fagforening, der går forrest og har stærke holdninger til alt fra digital uafhængighed, digital forståelse i skolen og til ansvarlig implementering af AI. Fra privacy by design til overenskomstarbejdet. Det er præcis sådan en fagforening, jeg gerne vil yde mere for, og det er præcis sådan en fagforening, flere mennesker skal høre om og kende til!

Politiske mærkesager

Som forbundssekretær for PROSA vil mit primære fokus være at arbejde loyalt for de handlingsplaner, der bliver besluttet i fællesskab. Samtidig er der nogle områder, som jeg personligt brænder ekstra for, og som jeg vil elske at have mulighed for fortsat at arbejde med:

  • En mere personlig medlemsservice, hvor vores medlemmer er mere i fokus. Jeg ønsker en mere regulær kontakt med medlemmerne, så man altid har fingeren på pulsen om, hvad medlemmerne har brug for. Vores medlemmer fortjener den bedste service, vi kan give dem.

  • En mere struktureret og databetonet tilgang til medlemshvervning, så vi kan se, hvor meget vores indsats forskellige steder betyder for medlemsvækst.

  • Kollektiv organisering og overenskomster på flere arbejdspladser, bl.a. inden for spilområdet, som jeg selv er meget passioneret omkring. Vi skal ind allerede ved virksomhedsopstart og lave skræddersyede overenskomster, som kan følge virksomheden igennem dens levetid.

  • Sikring af flere nye ildsjæle i PROSAs bestyrelser og udvalg, hvor vi samtidig får overleveret PROSAs erfaringer til en yngre generation.

  • Opdatering og fornyelse af PROSA, så vi bliver mere digitale, hvor det digitale spiller sammen med PROSAs ideer og holdninger til samfund og demokrati

  • PROSA ikke kun som en fagforening men som et aktivt fællesskab som folk har lyst til at være del af. Min drøm er en PROSA som summer af liv efter lukketid fordi vores medlemmer ser os som den mest relevante mulighed for at samles og være sammen.

Hvis jeg bliver genvalgt, vil jeg også meget gerne fortsætte med at deltage i både overenskomst- og ITS-udvalget (IT & Samfund).

Personligt

Jeg kan til tider blive beskrevet som en omvandrende modsigelse, idet jeg er en ekstrovert introvert. Jeg elsker at møde mennesker og snakke med dem og introducere dem for fagforeningernes verden. Jeg elsker også at sætte mig et stille sted og fordybe mig i et emne og nørde det i flere timer. En ting er sikkert, de fleste folk er ikke i tvivl om hvem jeg er grundet min store tilstedeværelse udenfor PROSAs vægge. Når jeg ikke er på arbejde, så nørder jeg enten IT, teknologi og gadgets eller gaming. Jeg har også to dejlige børn, som skal introduceres for teknologiens verden og der ligger der en stor opgave på min skulder at dette foregår på en god måde hvor de drager mest muligt fordel!