- Forside
- Om PROSA
- Aktiv i PROSA
- Delegeretforsamling 2026
- Mikkel Nonboe
Kandidat: Mikkel Nonboe
Opstiller som organisatorisk næstformand
Hvorfor stiller jeg op?
For at kæmpe for et bedre arbejdsliv, retten til privacy og for at teknologi skal bruges til at udvikle samfundet og ikke være et mål i sig selv. Hvis vi ikke definerer fremtiden, gør andre det for os. Den fremtid skal ikke defineres af tech-milliadærer, HR-afdelinger eller overvågningsglade politikere.
Jeg tror, at en stærk fagforening, der har modet til forandring sammen med medlemmerne, kan skabe bedre vilkår. Jeg vil derfor arbejde for, at flere medlemmer vil engagere sig i PROSA. Det skal være lettere at være aktiv og opdage at ens engagement gør en forskel.
Heldigvis har vi allerede mange engagerede medlemmer, men for mange opgaver bliver i dag løftet af de samme mennesker. Hvis vi gør det lettere at være aktiv, kan vi skabe en stærkere organisation med større gennemslagskraft. Det gavner både vores arbejde for bedre arbejdspladser, faglig udvikling og større politisk indflydelse.
Hvad betyder PROSA for mig?
PROSA er vores fælles værktøj til at skabe et bedre arbejdsliv. Det er her, vi som IT-professionelle kan stå sammen, bruge vores faglighed til at påvirke udviklingen og hjælpe hinanden, når arbejdslivet bliver udfordrende. Alene er vi dygtige. Sammen har vi langt større gennemslagskraft.
Hvad vil jeg gøre i PROSA?
Jeg vil gøre det lettere at engagere sig i PROSA og sikre, at medlemmernes stemmer bliver omsat til konkrete beslutninger og handlinger.
Jeg vil samtidig styrke samarbejdet med resten af fagbevægelsen og bringe mit brede netværk aktivt i spil. Jeg tror på, at PROSA står stærkest, når vi både udvikler vores egen organisation og samarbejder med andre om de udfordringer, der præger arbejdsmarkedet.
Hvad er IT for mig?
IT er evnen til at skabe struktur i komplekse problemer. Det handler om at finde løsninger, teste dem hurtigt og hele tiden blive klogere. Den måde at tænke på tager jeg også med ind i det faglige arbejde.
Hvordan ser du rollen som organisatorisk næstformand?
Jeg ser den organisatoriske næstformands vigtigste opgave som at sikre, at PROSA både fungerer godt i hverdagen og udvikler sig i den rigtige retning.
Det betyder først og fremmest at understøtte det fagpolitiske arbejde, så de beslutninger, vi træffer, bliver omsat til handling. Vi skal arbejde i samme retning og understøtte hinanden. Det kræver klare arbejdsplaner, god koordinering og et stærkt samarbejde på tværs.
De valgte skal sætte kursen, mens den administrative ledelse skal have ansvaret for personale, drift og ressourcer.
Mit mål er en organisation, hvor flere medlemmer engagerer sig, hvor beslutninger bliver fulgt op af handling, og hvor PROSA står stærkere. Både som fagforening og som fællesskab.