Formandens kommentarer

Da jeg blev valgt som formand for PROSA i 2008, var smartphones stadig noget nyt, Facebook havde kun få år på bagen, og kunstig intelligens var for de fleste et emne fra science fiction.

I dag er digitaliseringen en del af næsten alle sider af vores liv, og IT-politik er rykket fra tekniklokalet helt ind i centrum af samfundsdebatten.

Efter 18 år som formand og over 40 år som aktiv i PROSA er det nu på tide at give stafetten videre.

Derfor har jeg valgt at takke af på PROSAs delegeretforsamling 15. november.

Det er en beslutning, jeg har truffet med både vemod og ro i maven. PROSA har været en meget stor del af mit liv. Jeg har fået lov til at repræsentere vores medlemmer over for arbejdsgivere, politikere, medier og resten af fagbevægelsen. Jeg har mødt engagerede medlemmer, dygtige tillidsvalgte og kolleger, som hver dag har arbejdet for at gøre en konkret forskel for mennesker i IT-faget.

Det er jeg både stolt af og taknemmelig for.

Resultater skaber man sammen

Når man har siddet for bordenden i 18 år, kan det være fristende at gøre perioden op i personlige resultater. Men en fagforenings sejre tilhører aldrig formanden alene.

De skabes af medlemmer, der organiserer sig på arbejdspladsen. Af tillidsrepræsentanter, som tager de svære samtaler med ledelsen. Af ansatte, der hjælper et medlem gennem en opsigelse, en konflikt eller en sygdomsperiode. Og af de aktive medlemmer, som bruger deres fritid på at udvikle PROSA.

Min rolle har været at forsøge at sætte en retning, samle organisationen og sørge for, at PROSAs stemme blev hørt.

Det er ikke altid lykkedes lige godt, men ambitionen har været den samme gennem alle årene: PROSA skal være en stærk fagforening for IT-professionelle og samtidig bruge vores tekniske indsigt til at påvirke det samfund, vi er en del af.

Samfundet og de mange, der arbejder med den mest transformative teknologi nogensinde, har brug for en stærk og dedikeret fagforening. Ikke bare en forsikringsordning. Men et sted, hvor IT-dagsordener løftes, ikke fra arbejdsgivernes side, men fra den virkelighed og ekspertise, som vores medlemmer besidder. De skal have et sted at samles og at bringe deres stemme og viden i spil, når samfundet skal indrettes.

Den opgave har vi i PROSA og jeg som formand taget på os. Vi har insisteret på, at der blevet taget de vigtige og svære debatter, selv når politikere og embedsværk helst har villet kigge væk.

Vi stod fast på, at valgkampen ved folketingsvalget i år også skulle handle om AI, fordi det om noget påvirker alle dele af vores virkelighed, uddannelser, arbejdsmarked og tryghed.

Vi har også sat klare aftryk, som er ved at spire politisk i forhold til løbende fokus på techgiganternes skadelige forretningsmodeller, sociale mediers slagsider, nødvendigheden af open source, nødvendigheden af teknologiforståelse i folkeskolen, behovet for flere kvinder i tech, behovet for regulering af kunstig intelligens, behovet for et helt nyt fokus på digital suverænitet og sikkerhed med meget mere.

Det er vores dagsordener, som bliver taget op stadig flere steder.

Simpelthen fordi de afspejler den nødvendige viden og forståelse, som vores medlemmer sidder med – og som politikere og samfund bør kende og forholde sig til.

En plads i den samlede fagbevægelse

En af de store forandringer i min formandstid var etableringen af Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, i 2019, som var en fusion mellem de to hovedorganisationer FTF og LO. PROSA blev dermed en del af et nyt og større fagligt fællesskab.

Det gav os adgang til flere af de rum, hvor arbejdsmarkedspolitikken bliver formet. Men det stillede også krav til os. En mindre fagforening skal gøre sig umage for ikke at forsvinde mellem de store organisationer.

Jeg har derfor arbejdet for, at PROSA ikke blot skulle sidde med ved bordet, men bidrage med noget, som de andre havde brug for: vores viden om teknologi, digitalisering og it-arbejdsmarkedet. Teknologien påvirker efterhånden alle fag og alle arbejdspladser. Derfor er PROSAs indsigt også blevet relevant for langt flere end vores egne medlemmer.

Teknologi er aldrig bare teknologi

Jeg har gennem alle årene insisteret på, at PROSA ikke kun skal beskæftige sig med løn, kontrakter og opsigelser. Det er naturligvis en afgørende del af vores arbejde, men en IT-fagforening har også et ansvar for at blande sig i, hvordan teknologien forandrer samfundet.

Vi har derfor i stigende grad markeret os i debatterne om mange aspekter af den digitale udvikling, såsom masseovervågning, logning, privatliv, algoritmiske afgørelser, kunstig intelligens og techgiganternes magt.

Teknologi er aldrig neutral. Den bliver udviklet og anvendt af mennesker, virksomheder og myndigheder med bestemte interesser. Derfor skal vi ikke kun spørge, hvad teknologien kan. Vi skal også spørge, hvem den gavner, hvem der får magten, og hvilke rettigheder vi risikerer at miste.

Under coronakrisen advarede jeg mod, at krisen blev brugt som anledning til at normalisere mere overvågning og registrering. Senere har vi rejst de samme principielle spørgsmål om kunstig intelligens. Her har mit udgangspunkt været, at fagbevægelsen ikke må nøjes med at reagere på udviklingen. Vi skal selv formulere visioner for, hvordan teknologien kan anvendes på menneskers præmisser.

Jeg er stolt af, at PROSA ofte har været den kritiske stemme, også når vores synspunkter ikke har været de mest bekvemme.

Jeg synes, at PROSA har meget at være stolte af, også i min tid som formand. Vi har vist, at vi er helt nødvendige, hvis IT-faget og IT skal diskuteres reelt, og hvis IT-folk skal have det fællesskab og den sikkerhed, de fortjener. Og tilmed et fællesskab, som er deres.

En afskedstekst må ikke kun være en opremsning af sejre. Hvis jeg skal gøre status ærligt, er der også mål, vi ikke nåede, og kampe, vi tabte.

Jeg er nok mest ked af, at PROSA ikke er vokset i takt med det danske IT-arbejdsmarked. Antallet af mennesker, der arbejder professionelt med IT, er steget markant, men vores medlemstal er ikke steget tilsvarende. Vi har haft en målsætning om 20.000 medlemmer. Den har vi endnu ikke nået.

Vi har heller ikke været gode nok til at engagere flere medlemmer i det demokratiske arbejde. Det er blevet vanskeligere at få medlemmer til at tage del i udvalg og bestyrelser. Jeg havde håbet at kunne bidrage til et tydeligere generationsskifte og efterlade et langt større korps af aktive medlemmer.

Det bekymrer mig, for et medlemsdemokrati lever ikke alene af vedtægter og formelle møder. Det lever af medlemmer, der møder op, tager debatterne, tager ansvar og beslutter, hvilken retning deres fagforening skal bevæge sig i.

På det politiske område har vi heller ikke kunnet forhindre forringelser af dagpengesystemet, herunder den lavere dimittendsats, som rammer nyuddannede. Vi har protesteret mod omfattende registrering og overvågning, men skiftende regeringer har fortsat masseindsamlingen af oplysninger, selv når lovligheden har været stærkt omstridt. Og selv om vi har været med til at sætte digitaliseringens konsekvenser på dagsordenen, træffes alt for mange store teknologiske beslutninger stadig uden reel demokratisk debat.

Et nederlag, som har gjort særligt ondt, var tabet af CSC-overenskomsten. Her mistede PROSA et overenskomstmæssigt flagskib, og det var desværre ikke første gang, at vi mistede en god overenskomst. Det er dog lykkedes at få nye overenskomster, og en af de skelsættende er fællesoverenskomsten for CGI, ikke alene pga. de mange forbund, der var involverede, men også fordi den rakte hen over tre hovedorganisationer.

Vi har gennem de senere år også arbejdet for en 30-timers arbejdsuge, et arbejde, som langtfra er afsluttet. Men selv om det er en svær øvelse, er det dog lykkedes PROSA at tegne flere overenskomster, som indeholder en 30-timers arbejdsuge. Så vi har plantet nogle frø, som jeg er sikker på, vil vokse og blive udbredt i de kommende år.

Men selv om ikke alt er lykkedes, betyder det ikke nødvendigvis, at kampen var forgæves. Nogle gange består resultatet i, at nogen siger fra, dokumenterer problemerne og holder et alternativ i live, indtil tiden er moden til forandring.

Tak for uenighederne

Jeg har aldrig ønsket at være en formand, der blot administrerede det bestående. Jeg har haft holdninger til teknologi, arbejdsmarked og fagbevægelse, og jeg har som regel været villig til at sige dem højt.

Det betyder også, at ikke alle altid har været enige med mig. Det ville næsten være mere bekymrende, hvis de havde været det. PROSA er blevet formet gennem diskussioner, uenigheder og kompromiser. Det er ikke et problem, men en styrke i en demokratisk organisation.

Efter 18 år er tiden kommet til, at andre tager over og sætter deres præg på PROSA. Det er sådan, en demokratisk organisation skal fungere.

Jeg går fra formandsposten med stor taknemmelighed. Tak til medlemmerne for tilliden. Tak til de tillidsvalgte og aktive for jeres engagement. Tak til medarbejderne for jeres faglighed, loyalitet og store indsats. Og tak til alle dem, jeg gennem årene både har samarbejdet og været rygende uenig med.

Det har været et privilegium at stå i spidsen for PROSA gennem 18 år, hvor it er gået fra at være et fagområde til at blive en afgørende del af hele samfundets infrastruktur.

Nu går stafetten videre. Jeg vil ønske det nye formandskab og den nye hovedbestyrelse held og lykke med det fortsatte arbejde med at udvikle PROSA.