STIFTET 1967 IT-FÆLLESSKAB FAGFORENING FOR ALLE I IT GRATIS FOR STUDERENDE HJÆLP TIL KONTRAKTER NETVÆRK FOR IT PROFESSIONELLE DIN STEMME I IT BRANCHEN HJÆLP NÅR DU HAR BRUG FOR DET MEDLEMSFORDELE DER BETALER SIG

24.09.2026

Hvem har sat det største aftryk for kvinder i IT?

IT-kvinder / Kvinder i IT

Af Nicolai Scharling

21. oktober uddeler IT-fagforeningen PROSA for første gang Ada Lovelace-prisen.

Prisen går til en kvinde, som har været med til at sætte aftryk i IT-debatten og inspirere andre inden for faget.
Herunder skabe fokus på, at IT er et mangfoldigt fag, som skal appellere til alle uanset køn og baggrund.


Blandt de mange indstillede har et dommerpanel nu udvalgt fire nominerede finalister til Ada Lovelace-prisen.

 Det drejer sig om:
Aino Vonge Corry - Selvstændig i Metadeveloper, agile coach, forfatter og international konferencetaler.

Ida Tin - Medstifter af Clue og tidligere CEO og chairwoman, forfatter og mor til begrebet ”femtech”.

Pernille Bjørn - Professor ved Københavns Universitet, første kvindelige professor på DIKU og skriver glemte kvinder ind i tech-historien.

Sara Amini - Group CIO ved Atea, bruger sin position i det offentlige rum med oplæg, debatindlæg og i Djøfs lederpanel:

Vært ved arrangementet bliver forbundssekretær Amanda Varis Duus, som har arbejdet med området kvinder og IT i flere år, og i øvrigt selv studerer IT-sikkerhed.

Det er en stolt næstformand i PROSA, Curt Kjærsgaard Raavig, som skal uddele prisen under arrangementet i PROSA, hvor de nominerede, også vil præsentere deres arbejde og syn IT-faget i forhold til kønsdebatten.

citat

”Vi har virkelig modtaget et stærkt felt af navne, og det var ikke let at begrænse os til fire nominerede. Der er mange dygtige og inspirerende kvinder i IT, og det er deres historier, som kan inspirere og måske fungere som rollemodeller for andre, der er i tvivl, om det er en branche for dem”

Curt Kjærsgaard Raavig

”Kvinder udgør stadig kun omkring 30 procent af IT-branchen til trods for, at det er et fag med en af de bredeste og mest spændende paletter for karrieremuligheder og for at sætte aftryk på verden og samfundet. IT former og ændrer verden som intet andet lige nu. Tænk bare på kunstig intelligens. Derfor har vi også brug for, at det er bredt repræsenteret og måske også et kulturelt opgør med tidligere tiders forestilling omkring, hvad IT er”, fortæller Curt Kjærsgaard Raavig, næstformand i PROSA og ansvarlig for prisuddelingen."

Curt Kjærsgaard Raavig