Jakob Jul Jensen - Direktør, digital infrastruktur, Danfoss

 

Hvorfor er det interessant at kigge på it-branchen, når vi snakker om klima og CO2-udledninger?

IT-industrien er interessant, fordi den både bidrager til den situation vi står i i dag og har potentiale til at gå forrest med nogle af de løsninger der skal til for, at vi når målet om at begrænse den globale temperaturstigning til under to grader.

Er der nogle områder af it-branchen, du har særligt kig på?

Jeg fokuserer specifikt på datacentre og hvordan Danfoss kan hjælpe med at de bliver grønnere. I 2018, blev datacentre vurderet til at være ansvarlig for 1% af verdens energiforbrug. I 2020 var tallet steget til 2-3%. Der er usikkerhed om tallene, men frem mod 2030, forventes strømforbruget at mangedoble, da vores behov for gemme og behandle data vil stige. Udover at bruge rigtig meget strøm, så genererer datacentre også rigtig meget varme. Den varme udnyttes stort set ikke. Kort sagt, vi har med en industri at gøre, som fyrer for fuglene. Mit fokus ligger på at hjælpe industrien til at benytte mere energieffektive løsninger, som minimerer strømforbruget til at køle IT-udstyret, og samtidig arbejder hen mod at genbruge meget mere af den varme der genereres.

Hvilken rolle mener du, at PROSA – og andre fagforeninger – bør påtage sig i klimakampen?

Jeg mener PROSA og andre fagforeninger bør gå forrest i klimakampen. Det betyder, at I skal — hvis ikke det allerede er gjort — udarbejde en plan for indkøb af ”grøn” IT-udstyr og ydelser (herunder datacentre). I skal sætte ord på medlemmernes brug af IT-udstyr, og hvordan de bortskaffer det/smider det ud. Derudover skal I bruge jeres medlemmer aktivt til at gøre jeres bygninger og kontorer mere grønne og smarte. Det kan f.eks. være gennem smartere styring af indendørsklimaet.

Har du selv gjort noget for at nedsætte dit eget CO2-aftryk?

Danfoss har sat et ambitiøst mål om, at vores hovedkontor skal være CO2-neutral ved udgangen af 2022, og at vi som virksomhed på globalt plan skal være CO2-neutral i 2030. For at opnå det, så kræver det fokus på energieffektivitet, sektorkobling og elektrificering, da disse 3 elementer er afgørende skridt mod en bæredygtig fremtid. I Danfoss mener vi, at den billigste og reneste energi er nu en gang den, vi ikke bruger. Derfor arbejder vi hårdt på at bruge mindre energi bl.a. ved at benytte vores egne energieffektive løsninger. Derudover vil vi udnytte overskudsvarmen fra vores produktion og datacenter til at opvarme vores kontorer og bygninger. Vi estimerer, at 25% af vores årlige varmebehov kan dækkes af overskudsvarme fra vores eget datacenter. Men vi stopper ikke her. Vi arbejder på at udfase af benzin- og diesel biler. Koncernens bilflåde på 2.300 biler skal fremover køre på el.  Desuden vil der være en langt større satsning på vedvarende energi.