Michael Søgaard Jørgensen, Institut for Planlægning, Aalborg Universitet

 

Hvorfor er det interessant at kigge på it-branchen, når vi snakker om klima og CO2-udledninger?

En voksende produktion af it-udstyr og stigende datatrafik i privat og professionelt regi betyder, at it-udstyr og dets brug er årsag til stigende mængder drivhusgasser fra udvinding og forarbejdning af materialer og fra produktion af fossil energi til både produktion og drift af it-udstyr. Samtidig anvendes en række materialer ved produktion af it-udstyr, som har en række andre miljøeffekter ved udvinding og forarbejdning.

Er der nogle områder af it-branchen, du har særligt kig på?

Smartphones og forskellige former for computere er nogle af de it-produkter, der bruges i store mængder, og hvis levetid er ret kort. Det er vigtigt, at ikke mindst levetiden af disse former for it-udstyr forlænges gennem opgradering, reparation og genbrug. Også det stigende antal datacentre er en klimamæssig trussel. Tilsyneladende er det kun få af dem, der udnytter spildvarmen.

Hvilken rolle mener du, at PROSA – og andre fagforeninger – bør påtage sig i klimakampen?

Fagforeninger, og herunder PROSA, bør engagere sig i klimakampen ved at skabe rammer, hvor deres medlemmer kan udveksle faglige erfaringer inden for klimarelaterede problemstillinger og kan efteruddanne sig inden for dette område. Fagforeninger skal på denne måde medvirke til dels at sikre, at deres medlemmers faglige kompetencer er opdaterede, dels at medlemmerne udvikler strategiske kompetencer, således at de kan stille krav til deres arbejdspladsers ledelse om at være proaktive og dermed sikre arbejdspladsens position.

Hvorfor er det vigtigt at bruge en lørdag på emnet

Et seminar med fagfæller er en mulighed for at komme i dybden med de diskussioner, der måske ikke er tid til eller rum for i det daglige arbejde. Samtidig er et seminar en mulighed for at give og få feedback.

Hvad kan netop PROSAs medlemmer bidrage med

Jeg tror PROSAs medlemmer har mange erfaringer med deres arbejdspladsers strategier for indkøb, brug og kassation af IT-udstyr. PROSAs medlemmer kan dermed være med til at sætte fokus på konkrete IT-strategier - både miljømæssigt problematiske og miljømæssigt fornuftige strategier.