It-tendenser, Hardware, It og samfund

FAIR Danmarks frivillige udviklere gør en forskel

Open source, genbrugscomputere og frivillig arbejdskraft er kernen i FAIR Danmarks arbejde i Malawi.

 

Den klart mest farverige stand i udstillerområdet på GOTO 2017 var bemandet af frivillige fra organisationen FAIR Danmark (Fair Allocation of Infotech Resources). FAIR Danmark har siden 2008 indsamlet udrangerede firmacomputere og klargjort dem til brug i en række centre i Malawi, primært målrettet elever på gymnasieniveau.

– Missionen for FAIR er at yde et bidrag til at mindske den enorme forskel, der er i uddannelsesmæssige muligheder og ressourcer mellem et land som Malawi og vores del af verden, fortæller Benjamin Bach, udvikler og frivillig i FAIR Danmark og i øvrigt suppleant i bestyrelsen for PROSA/ØST.

Egenudviklet open source-platform

Formålet med at være til stede på GOTO var et tiltrække udviklere, der kunne tænke sig at gøre en indsats som frivillige i en god sags tjeneste. FAIR har selv udviklet og vedligeholder en open source-platform ved navn Large-Scale Computer Reuse Suite (LCRS), der har automatiseret processen med at detektere hardwaren på maskinen, slette data samt installere programmer og uddannelsesressourcer. Det er blandt andet her, man har brug for flere hoveder og hænder.

– Vi har brug for open source-udviklere til at videreudvikle LCRS-platformen, da der jo hele tiden kommer ny hardware til, som vi skal kunne håndtere i den automatiserede proces. Derudover har vi også brug for folk til at hjælpe med opsætningen på centrene i Malawi og til at uddanne de lokale folk, forklarer Benjamin Bach.

Lokalt og offline

I Malawi er internetforbindelse noget, man har fra sin mobiltelefon. Det er dyrt, og båndbredden er ikke tilstrækkelig til at understøtte digitale online-læremidler. Så setuppet i Malawi er meget lokalt og offline med en server på hvert center, et lokalnetværk og en række computere, typisk med en kablet opkobling. På serveren ligger en række digitale læremidler og ressourcer, og på computerne ligger en fuld Ubuntu-installation samt diverse open source-applikationer.

Siden starten i 2008 er der røget fem containere med hver 500 computere af sted til Malawi. Der er etableret 23 centre, typisk med 30 computere hver, og der er 10 mere på vej i 2017. Målet er at sende en container af sted hvert år og komme op på lidt over 80 centre.

– For at nå vores mål har vi brug for flere frivillige, så jeg håber meget, at vores deltagelse her på GOTO giver øget vores synlighed i udviklermiljøet. Så har man lyst til at give en hånd med eller inspirere sin arbejdsgiver til at forlænge levetiden for virksomhedens it-udstyr i Malawi, skal man bare henvende sig, siger Benjamin Bach.

Se yderligere inklusive kontaktinfo på fairdanmark.dk

Pieter Vancraeyveld (tv.) og Benjamin Bach fra FAIR Danmark var på GOTO 2017 for at tiltrække udviklere til organisationens frivillige arbejde.