Hver 3. aner ikke, om deres arbejdsplads har lavet en APV

Arbejdspladsvurderingen er et nødvendigt og lovpligtigt værktøj til at sikre trivsel og løse psykiske og fysiske udfordringer på arbejdspladserne. Derfor er det chokerende, når 38 procent af de adspurgte medlemmer i en PROSA-undersøgelse svarer, at de ikke ved, om der har været gennemført en APV på deres arbejdsplads.

Stress koster 55 milliarder kroner om året, og der er advarselslamper, der blinker i mistrivsel og udbrændthed for alt for mange. Kun ved at måle trivslen, så man kan sætte ind de rigtige steder, kan vi for alvor ændre på den negative spiral, siger næstformand i PROSA, Curt Kjærsgaard Raavig.


Søndag den 28. april er arbejdsmiljøets internationale kampdag

"Det er en dag, hvor de faglige organisationer sætter fokus på trivsel på arbejdspladserne, og man må sige, at det er der rigeligt grund til, når vi ser på tallene for stress, og på hvor mange, endda helt unge, som faktisk brænder ud," fortæller Curt Kjærsgaard Raavig, næstformand i de it-professionelles fagforening, PROSA.

Derfor er det også et lidt trist sammenfald, at dagen falder sammen med, at PROSA netop har modtaget tal fra sin årlige medlemsundersøgelse, hvor medlemmerne blandt andet har forholdt sig til netop arbejdsmiljøet.

"Undersøgelsen viser, at ni procent af de adspurgte medlemmer arbejder steder, hvor der ikke en gennemført en APV de seneste tre år. Endnu mere bekymrende er det, at 38 procent ikke ved, om der er lavet en APV på deres arbejdsplads. Det er chokerende, for det sker samtidig med, at vi i andre undersøgelser konstaterer, at stress koster samfundet op mod 55 milliarder kroner om året – et tal, som i virkeligheden er toppen af et isbjerg, som dækker over folk, der har det så svært, at de ligefrem risikerer at blive førtidspensioneret. Det gælder også helt unge," siger Curt Kjærsgaard Raavig.  

Arbejdsgiverens pligt

For næstformanden er det tal, som skal tages meget alvorligt, og som skal afføde handling.

"Jeg kan sige det helt klart: Kære arbejdsgivere, det er jeres pligt at forebygge stress på arbejdspladsen! APV’en er et enormt vigtigt redskab i den proces, hvis den bruges korrekt, og hvis de ansatte har tillid til, at spørgsmålene og deres svar har det klare formål at kortlægge og forbedre arbejdsmiljøet. Herunder åbenhed og gennemskuelighed. For at værktøjet bruges ordentligt og sikrer væsentlige svar, er det vigtigt, at alle ser, at det betyder noget, og at svarene bruges til noget," fastslår næstformanden.

"Det er faktisk ikke bare en pligt, men et supergodt redskab også for arbejdsgiveren. Det er win-win at bruge APV’en rigtigt og åbent for alle," siger han.

It-branche med stort arbejdspres

Curt Kjærsgaard Raavig frygter, at APV’en mange steder primært ses som et redskab omkring det fysiske arbejdsmiljø.

"Det fysiske arbejdsmiljø er også vigtigt, naturligvis. Du skal ikke komme til skade eller få luftvejsinfektioner af at møde på job. Men det psykiske er mindst lige så vigtigt," siger han.

"Desværre indikerer vores data, at APV’en ofte behandles som en skrivebordsøvelse på it-arbejdspladserne, snarere end som et aktivt værktøj til forebyggelse af stress. Mange it-jobs er netop belastet med pressede deadlines og flydende arbejdstid. På it-arbejdspladser bør spørgsmålene derfor også handle om store arbejdsmængder, tidspres og modstridende krav mellem tid og opgaver og balance mellem arbejde og fritid," opfordrer Curt Kjærsgaard Raavig.

Han opfordrer i det hele taget til, at den internationale kampdag for arbejdsmiljøet bliver brugt til at give arbejdsmiljøet en ekstra tanke og efterfølgende løfte indsatsen.

Næstformanden henviser i den forbindelse til, at PROSA har været med til at støtte udviklingen af en trivselstest, som skal hjælpe ansatte, der måske har svært ved at navigere i sunde og usunde oplevelser på arbejdsmarkedet.


Det er international arbejdsmiljødag, og det handler om dit helbred. Så mit råd til alle er: Hop ind og tag en trivselstest her https://sammenomtrivsel.nu/

 

Undersøgelsen er baseret på 2706 besvarelser fra PROSA-medlemmer indsamlet i første kvartal 2024.