Open Source, Systemudvikling og systemer

Dagbog fra FOSDEM 17

Fem mand fra OpenSource-gruppen i Aalborg tog i februar sammen til FOSDEM 17 i Bruxelles. FOSDEM er en kæmpekonference med udgangspunkt i fri og åben kildekode, hvor både udviklere og brugere møder hinanden hvert år. Bastian er involveret i GNOME 2-projektet og var af sted for tredje gang, mens Daniels besøg var det første. De har begge skrevet denne rejsedagbog om deres vidt forskellige oplevelser af samme konference.

Fredag. 20170203, Bastian,  Aalborg Lufthavn

Kære dagbog.

Ekstra T-shirt? Tjek! Tandbørste? Tjek! 60 par GNOME-sokker? Tjek!

Jeg har stået for at lave de officielle GNOME-sokker i år. De skal sælges fra GNOME-boden på FOSDEM. Jeg er vildt spændt på, hvordan de sælger …

 

Fredag. 20170203, Daniel, Bruxelles Lufthavn

Kære dagbog. 

Så er vi landet i Bruxelles, og nu kan jeg mærke, at spændingen tager til. Jeg ser allermest frem til community-delen af FOSDEM. Jeg tænker at uddele en masse god karma til nogle af de projekter, som jeg med glæde bruger og følger på tæt hold. 

Min rejsetjekliste:

Polaroidkamera, tjek!

Fyldepen og notepapir, tjek!

Overskud og godt humør, tjek!

 

Lørdag. 20170204, Bastian, FOSDEM, Bruxelles

Da jeg ankom til konferencen, havde de andre GNOME-deltagere allerede sat boden op og var i fuld sving. De andre år er der først kommet gang i boderne klokken 12 om lørdagen, men her klokken 9 var der fyldt. Da jeg lister ned efter en kop kaffe, ser jeg et helt bord sidde med nogle sjove keglehatte på. Det var jo naturligvis VLC- projektet. Udvikleren Geoffrey Métais brugte FOSDEM som anledning til at få arbejdet på Android-udgaven af VLC og på klargøring af version 3.0. Rygterne lyder, at de når at få understøttelse af 360 graders video og virtual reality klar!

 

Lørdag. 20170204, Daniel,  FOSDEM, Bruxelles

Hold da fast, der er mange mennesker her. Men det giver også lidt konflikter. I løbet af min første dag her på konferencen oplevede jeg flere gange ikke at kunne komme ind til oplæg, fordi salen simpelthen var fyldt. Et spændende oplæg, jeg hørte, var af en tidligere præsident for Free Software Fundation Europe  (FSFE), der talte om, hvordan åben processorhardware kunne frigøre Europa fra sikkerhedsbagdøre. Helt konkret handlede det om Open Power Foundation, til hvem IBM kvit og frit har doneret rettigheder og patenter angående POWER-processorarkitekturen. Respekt herfra!

 

Lørdag. 20170203, Bastian, GNOME Beerevent, La Becasse Bar, Bruxelles

Jeg ser hvert år frem til GNOME's beer-event. Vi er på La Becasse Bar, lige midt i centrum af Bruxelles. Firmaet, der driver udviklingen af Libre Office Online, Collabora, møder også op og deler lidt øl ud. Mens jeg sidder her og skriver, vælter det ind med folk. Jeg har hilst på så mange fra både GNOME og andre projekter, at jeg har opgivet at holde tal. Det er noget af det fedeste ved konferencer som FOSDEM - man møder alle dem, man ellers kun snakker med i chatrummene. Jeg har også fået en hel del positiv feedback for mit frivillige arbejde i GNOME. Det højner motivationen!

Lørdag. 20170203, Daniel, GNOME Beerevent,  La Becasse Bar/Bruxelles

Vi er faret håbløst vild i Bruxelles' snørklede gader, og på turen ind til centrum når vi både at se Europa-Parlamentet, det belgiske kongeslot og Grande Place. Da vi endelig kommer frem, falder jeg i snak med Andreas fra GNOME-projektet, og vi snakker lidt om bug-tracking i open source. Mission søndag: ”Få givet feedback til alle de open source-projekter, jeg bruger, og sprede masser af god karma”.

Søndag, 20170204, Bastian, design-sporet, FOSDEM

Jeg har brugt det meste af min dag på at sidde i open source-designrummet. FOSDEM udspringer af at være et møde mellem softwareudviklere, men designrummet under FOSDEM er noget for sig selv. Det er et resultat af online- fællesskabet ”OpenSourceDesign.net” - et fagligt forum, hvor mange designere på tværs af open source-projekter mødes. Rigtig meget af dagen her gik med refleksioner over de metoder og praksisser, vi designer efter, og hvordan vi kan få brugerne involveret mere i vores processer. Noget, jeg var helt vild med, var slutningen af dagen, hvor der var afsat nogle minutter til, at forskellige open source-projekter kunne komme og pitche deres projekt og få koblet en designer til deres hold.

Søndag, 20170204, Daniel, community-sporet, FOSDEM

Det meste af min dag på FOSDEM gik med at sidde inde i lokalet, hvor community- sporet kørte. Det første oplæg, jeg hørte, var om kultur, og hvordan open source-projekter generelt har svært ved at få udviklere fra USA, Europa og Asien til at samarbejde 100 procent. Oplægget var ret nyttigt, og oplægsholderen havde rigtig mange links til bøger, som jeg helt sikkert skal læse. Jeg nåede heldigvis også lige omkring Matrix-boden og fik givet dem en krammer. De har gang i et nyt chatprojekt, som er 100 procent synkroniseret med IRC, Slack og andre tjenester. Jeg nåede også at give en highfive til Nextcloud-folkene, der har  lavet en OpenSource Dropbox+ klon.

Søndag, 20170205, Bastian, kollegieværelset, Aalborg

Jeg elsker at samle klistermærker på konferencer. Ikke fordi jeg har planer om at overklistre min computer med dem, men fordi det er en sjov måde at møde folk på. Jeg mødte blandt andet udvikleren Emiliano fra LibreOffice, der fortalte lidt om den kommende version 5.3, der blandt andet byder på designopdateringer af brugerinterface og andet. Ved Coala-boden (Coala er et Python-baseret analyse-toolkit) mødte jeg Lasse, som jeg kender fra GNOME-projektet. Han arbejder med at simplificere kodeanalyse i et samlet værktøj, der virker på tværs af programmeringssprog. 

En af de ting, jeg ikke havde lagt mærke til de forgangne år, var, at der i år var sat en hel væg af til jobopslag med open source-projekter. Jeg tror helt klart, der er god mulighed for at netværke under FOSDEM, hvis man er på udkig efter karrieremuligheder inden for open source.

Mandag, 20170205, Daniel,  Metro på vej mod Bruxelles' lufthavn 

Jeg kan ikke helt gøre op med med sig selv, hvad jeg egentlig tænker om weekenden. Har det været en fantastisk tur? Ja, absolut. Har jeg lært en masse? Ikke lige så meget, som jeg havde håbet. Det frustrerede mig voldsomt, at man konstant bliver nægtet adgang til overfyldte oplægsrum. Tager jeg af sted næste år? Jeg er ikke 100 procent sikker. Jeg tror, jeg skal sove lidt mere på det. Uanset hvad, har det været en dejlig weekend sammen med nogle gode folk.

Mandag, 20170205, Bastian, kollegieværelset, Aalborg

FOSDEM er en af de konferencer, hvor jeg har mulighed for at møde en masse mennesker, der er involveret i open source, som mig selv. Nu er endnu en FOSDEM overstået, og jeg har atter fået mødt nye mennesker og fået sat ansigt på dem, man ellers kun snakker med virtuelt. Jeg er blevet ladet op med energi og ser frem til at se alle folkene i GNOME om seks måneder til GUADEC-konferencen.