Software, Arbejdsmarkedet

Hvad laver en Data Scientist?

Prosabladet kigger nærmere på de utrolig mange jobtitler, der befolker branchen. Denne gang spørger vi Michele Stawowy, der arbejder som Data Scientist i DSB Digital Labs.

Hvad laver en Data Scientist?
I DSB Digital Labs har vi mulighed for at deltage i alle faser af de projekter, vi udvikler, så jeg er involveret i mange forskellige og meget varierede opgaver. Jeg taler med forretningsdelen for at forstå deres behov og udfordringer, og hvordan vi kan løse dem ved at anvende Machine Learning. En anden vigtig opgave er at trække de nødvendige data ud fra forskellige it-systemer og gøre dem brugbare for de Machine Learning modeller, som jeg bygger med mine kollegaer. Men den opgave, der normalt tager mest tid, er at rense og forberede de data, vi anvender.

Hvilken uddannelse har du?
Jeg har en kandidat i Information Engineering og en Ph.d. i Datalogi på det felt, der hedder Planning and Knowledge Representation.

Hvor længe har du arbejdet hos DSB?
Jeg har været ansat i DSB Digital Labs i næsten fire år.

Hvad er din spidskompetence?
Jeg fremhæver gerne mig selv for at være kreativ og
for at have en forholdsvis bred teknisk viden. Det betyder, at jeg hurtigt finder effektive løsninger på de problemer, der viser sig, og let kan omstille mig, når der dukker forhindringer op.

Hvem har brug for en Data Scientist?
Jeg vil mene, at alle virksomheder, der har en ambition om at sætte strøm til deres forretning med datadrevne beslutningsmodeller, vil have gavn af en Data Scientist.