Open Source, Software, Systemudvikling og systemer

Konference: Continuous Delivery giver udviklere lyst til at levere

I sit oplæg ”Boosting your agile organization with continuous delivery” gennemgik Christian Pendleton to cases, han havde været involveret i. Et meget stort projekt inden for telekommunikation, hvor kunden var Samsung, og et lille internt projekt i hans egen virksomhed. Christian Pendleton, der er seniorkonsulent med en fortid som configuration manager, pegede på en af de store udfordringer, der var at tage fat på: Udviklerne var ganske enkelt nervøse for at committe deres kode.

– Hvis udviklerne på grund af lang lead time skal vente flere uger på feedback og arbejde på basis af gammel gode og dermed ikke har overblik over afhængighederne mellem de forskellige dele af koden, så bliver de simpelthen nervøse for at committe deres kode og skubber det, så længe de kan, fortalte Christian Pendleton.

Som det også ofte ses, var der udtalt mistillid mellem forskellige dele af organisationen, hvor de folk, der skulle stå for selve integrationen af koden og leverancen som udgangspunkt forventede fejlbehæftet kode fra udviklerne – hvilket rent faktisk også ofte var tilfældet.

Visualisering er vigtig

Ved at indføre Continuous Delivery inklusive automatiserede tests reducerede man lead time fra flere uger til 1-2 dage, og ved at ændringerne og dermed risikoen blev mindre, blev udviklerne meget mere trygge ved at committe deres kode. 

Et andet vigtigt element var visualisering af status i udviklingsprocessen. 

– Man skal løbende og på en nem måde kunne følge status på commits, fejl, osv. Det er rent faktisk godt for et udviklerteam at få den tydelige anerkendelse, der ligger i, at de fleste lamper lyser grønt.

Indførelsen af Continuous Delivery havde en anden og ikke helt uvæsentlig konsekvens: Kunden blev en meget gladere kunde på grund af de hurtigere leverancer og den øgede kvalitet.

Se Christian Pendletons oplæg her: vimeo.com/144749206 eller goo.gl/gYXEWC