Andre aflønningsformer, Ansættelsesforhold, Fagforeningernes rolle

Den tredje streng

Foto: Birthe Melchior/Ritzau Scanpix

Arbejderkooperationen blev kaldt ’den tredje streng’ i arbejderbevægelsen. Men mens de to andre strenge – Socialdemokratiet og fagbevægelsen – opnår stor indflydelse på samfundet, sygner kooperationen hen. Kun ved at genfinde en bredere ideologisk vision kan kooperativerne for alvor gøre en forskel igen, mener forsker.

Et lille københavnsk arbejderbarn, der kommer til verden i 1950, vil opleve, at Arbejderkooperativet har enorm indflydelse på store dele af hendes liv.

Hun vil vokse op i en billig, tidssvar­ende lejlighed i en af de solide, arkitekttegnede bygninger, som Arbejdernes Andels Boligforening har opført rundt omkring i byen. Hendes mor vil handle i Hovedstadens Brugsforening, hvor der på hylderne blandt andet står brød fra Arbejdernes Fællesbageri og mælk fra Mejeriet Enigheden.

Hendes far arbejder på Bryggeriet Stjernen og er organiseret i en fagforening. Den lille familie er forsikret i ALKA, de har deres bankforbindelser i Arbejdernes Landsbank, og når forældrene engang går bort, står Arbejdernes Ligkistemagasin klar til den sidste rejse.
– Arbejderbevægelsens mange kooperative virksomheder udgør på dette tidspunkt en betydelig andel af arbejderklassens hverdag. De skaber både arbejdspladser og ordentlige arbejdsforhold, og de sørger for at dække et behov for en bred vifte af billige kvalitetsvarer, siger Bue Rübner Hansen, der som postdoc på det tyske Jena Universitet forsker i sociale bevægelser og sammen med Andreas Mulvad, ph.d. i statskundskab, skrevet om Arbejderkooperationen.

Pionererne

Den kooperative grundidé blev udformet af 28 engelske arbejdere i Rochdale i protest over, at almindelige mennesker ofte stod i gæld til handlende, der solgte dyre varer af dårlig kvalitet. De sparede derfor op, så de sammen havde råd til at åbne en kooperativ butik på Toad Lane i 1844.

I starten solgte de kun smør, mel, havregryn, sukker og stearinlys. Alle – også kvinder – kunne uanset deres religion, politik eller arbejde blive medlem af kooperativet ved at betale et pund, og alle havde stemmeret. Rochdale-pionererne formulerede de syv kooperative principper, der stadig gælder den dag i dag.

Et af de allerførste skridt på vej mod kooperativer i Danmark fandt sted i 1857, da Rigsdagen indførte den såkaldte Næringsfrihedslov. Den gjorde op med købstædernes privilegier og håndværkerlavenes monopol. Det betød, at borgerne fik frihed til at handle og mulighed for lovligt at etablere en virksomhed.

Hermed var vejen banet for industriel kapitalisme, og to socialklasser var skabt: Lønarbejdere og virksomhedsejere. I 1871 stiftede Louis Pio Den Internationale Arbejderforening for Danmark - den organiserede danske arbejderbevægelse var født.

Strejkekasse

Den industrielle revolution slog for alvor igennem i slutningen af 1800-tallet i Danmark. Der herskede stor arbejdsløshed i byerne, og arbejderne havde tit svært ved at skaffe penge nok til de daglige fornødenheder.

Disse omstændigheder betød, at arbejderbevægelsen fik vind i sejlene. De første fagforeninger skød op, og partiet begyndte at vinde parlamentarisk indflydelse. Også Arbejderkooperativet fik luft under vingerne, og i 1884 blev Arbejdernes Fællesbageri grundlagt først i Aarhus og to år senere i København.
– At sikre adgangen til brød i en rimelig kvalitet betragtes som et stort gennembrud for den danske arbejderklasse. Og det gav blod på tanden, siger Bue Rübner Hansen.

Arbejderne fandt nemlig ud af, at de ved i fællesskab at investere en opsparet sum i forskellige produktionsområder kunne forbedre deres egen situation, og blandt andet bliver Mejeriet Enigheden stiftet i 1896 efter en stor arbejdskonflikt.
– Mange arbejdere indså, at kooperative virksomheder også gav dem mulighed for at skabe en materiel strejkekasse. En strejkekasse, der ikke kun var den sum penge, man indbetalte til sin fagforening. Den materielle strejkekasse betød en større uafhængighed fra arbejdsgiverne og gav arbejderne et våben til at holde ud længere, når der skulle forhandles bedre løn og arbejdsforhold, siger Bue Rübner Hansen.

Arbejdere i konflikt kunne eksempelvis få kredit i Brugsforeningen eller huslejenedsættelse i en af boligforeningerne.

Treenighed

I 1908 kom Arbejderkooperationen med i partiprogrammet hos Socialdemokratiet. Ikke mindst takket været Frederik Borgbjerg, der var en af tidens mest centrale socialdemokrater. Han plæderede i en berømmet tale for kooperationens berettigelse som den ’tredje streng’ i arbejderbevægelsen.

De to andre strenge var partiet og fagforeningerne. De tre enheder repræsenterede ifølge Borgbjerg arbejderens interesser, nemlig det politiske, det fagligt organisatoriske og det mere praktisk-økonomiske.
– Det havde en stærk politisk styrke, at Borgbjerg viste, at det var en prioritet for partiledelsen at have en tæt forbindelse til Arbejderkooperativet, siger Bue Rübner Hansen.

For selv om Arbejderkooperationens centrale kræfter blev lagt i at forbedre arbejdernes levevilkår ved at skabe virksomheder, hvor drivkraften ikke var mest mulig profit, men lave priser og bedre kvalitet på daglige fornødenheder, bedre arbejdsforhold, sundere boliger til rimelige priser og mere service for pengene, var det bestemt ikke alt.
– Arbejderkooperativet udstak en horisont for det demokratiske arbejdsliv. Det viste i praksis, at det er en måde at producere og forbruge på – ja leve på, der ikke er kapitalistisk, men som sker i fællesskab uden en ejerklasse og krav om profit, siger Bue Rübner Hansen.

Borgbjergs målsætning er ambitiøs. Der skulle arbejdes henimod en ’kooperativ stat’, hvor klasseskel, bureaukrati og konkurrence ville blive afløst af frit og lige samarbejde. Efterfølgende stiftes blandt andet Arbejdernes Andels Boligforening, Arbejdernes Kooperative Byggeforening, Arbejderkul og Hovedstadens Brugsforening.

Brudte bånd

Men i efterkrigstiden går det ned ad bakke, og i 1960-, 1970- og 1980’erne må mange kooperativer lukke på grund af økonomiske vanskeligheder.
– Kimen til denne nedgang blev allerede lagt, da socialdemokraterne tog regeringsmagten i 1924. Herefter valgte de i stadigt større grad at satse på velfærdsstaten. Partiet så sig selv som et statsbærende parti og lagde afstand til idéen om at skabe autonome institutioner i arbejderklassen, siger Bue Rübner Hansen.

Kooperativerne mistede på den måde politisk støtte og blev af partiet set som almindelige virksomheder.

For fagforeningerne – den anden streng – åbnede der sig samtidig nye muligheder for samarbejde med arbejdsgiverne.
– Elitens frygt for et ustabilt samfund betød, at den søgte et samarbejde med den ikke-revolutionære del af arbejderklassen, og fagforeningerne opdagede, at de kunne opnå forandringer gennem forhandlinger. Men prisen var, at de dermed måtte acceptere at opretholde skellet mellem arbejdstagere og arbejdsgivere. Et skel, som Arbejderkooperationen i sin natur ønskede at ophæve. Kooperationen mister dermed sin strategiske vigtighed i arbejderbevægelsen, siger Bue Rübner Hansen.

Selvudbytning

Men også Arbejderkooperationen selv var under forandring.
– De kooperative virksomheder tænker ikke længere politisk eller på klassekamp, men først og fremmest på at få butikken til at løbe rundt. De opererer på markedsvilkår, og arbejderne bliver til forbrugere, der alene kigger på pris og udbud, når de skal købe ind, siger Bue Rübner Hansen.  

Derfor fylder Arbejderkooperativet heller ikke meget hos arbejderbarnet fra 1950, da hun er blevet voksen. Måske registrerer hun knap nok, da det ikoniske vartegn for Arbejdernes Fællesbageri – Runata-tårnet på Nørrebro – i 1986 bliver revet ned.

I 1994 bryder Socialdemokratiet de formelle bånd med Arbejderkooperationen, og i 2002 er det fagforeningerne gennem LO, der kapper båndet.

Men ifølge Bue Rübner Hansen er det intet mindre end katastrofalt, at Arbejderkooperativet blev afpolitiseret. Også set med helt nutidige briller.
– Selvfølgelig kan kooperativer i dag stadig have en markedsfordel, fordi profit ikke trækkes ud af virksomheden, men geninvesteres. Men de bliver ved med at fungere inden for konkurrenceræset. Det demokratiske ejerskab gør det sværere at skubbe udgifter over på medarbejdere, leverandører, kunder eller klima, når konkurrencen er hård. Alt dette er ekstremt bæredygtigt, bare ikke på markedsvilkår, siger han.

Det mærker man mest direkte, når det kommer til arbejdsforhold. I et kooperativ er man godt nok sin egen chef, men det betyder, at det er dig, der skal løbe hurtigere eller arbejde hårdere, hvis omsætningen skal øges. Og som arbejdskraft kan du ikke tage kampen op mod udbytteren, for udbytteren er jo dig selv, understreger Bue Rübner Hansen og konkluderer:
– Kooperativer bliver nødt til at frigøre sig fra konkurrenceræset ved at ændre samfundet. Derfor skal de have et politisk aspekt, der kan leve i synergi med det økonomiske aspekt. Kooperativer bør være en omstillingsform, der arbejder med bevægelser og partier for en anden indretning af samfundet – en demokratisk indretning ikke blot af virksomheder, men af ­markedet.

Kommentarer

Log på Mit PROSA for at se eller skrive en kommentar til artiklen