It og samfund

Ligestilling i EDB-faget

< 1982 >

”Har PROSA brug for et ligestillingsudvalg?”.

Sådan lød overskriften på en større artikel i Prosabladet i august 1982. Artiklen var et diskussionsoplæg til et medlemsmøde om kvindernes placering inden for faget, for ”ligestillingsudvalget har hårdt brug for en bekræftelse fra medlemmerne på vigtigheden af ligestillingsarbejdet inden for PROSA”.

Udvalget peger på, at det er et problem, at kvindernes andel på uddannelserne falder i takt med deres længde, og at kvinderne på datalogiuddannelserne udgjorde knap 15 procent af dem, der blev færdige i 1981.

”Udover gamle fordomme, som at teknik ikke er for kvinder, kan holde nogle væk fra edb-faget, betyder det store arbejdspres under uddannelserne også, at folk med forpligtelser over for børn og familie, har meget svært ved at følge med”, lyder det i artiklen, der slutter med en opfordring til at komme til mødet: ”Der er mange opgaver, vi burde tage op. (…) Men vores ressourcer er desværre begrænsede”.

< 2020 >

Uddannelses- og Forskningsministeriets tal for kønsfordeling afslører, at 20 procent flere kvinder blev optaget på it-uddannelserne i 2020 end i 2019. Samtidig er der optaget 11 procent flere mænd, og dermed udgør kvinder i dag 29 procent af de optagne på disse uddannelser i år mod 27 procent i 2016.

It-uddannelserne falder ind under de såkaldte STEM-uddannelser. STEM er en forkortelse for Science, Technology, Engineering og Mathematics, og i forbindelse med offentliggørelsen af tallene udtalte uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S): ”Det er godt, at der er kommet flere kvinder ind på STEM. Men det er rigtigt, at andelen skal blive højere. Det er en politisk opgave. Men det er også en samfundsopgave”.

Backspace

Redaktionen dykker ned i gamle udgaver af Prosabladet på jagt efter nedslag, der siger noget om it-fagets utrolige udvikling.