IT-support er mere end teknik: “Vi fjerner frustrationer, så andre kan arbejde videre”

Skrevet af Emma Inge Hansen
Jeg arbejder med IT-support på Københavns Universitet, hvor jeg hjælper alle fra studerende til forskere og ledelse.
Det kan være en forsker, der ikke kan få adgang til sit arbejde, eller en studerende, der ikke kan logge på. De er frustrerede, når de kommer ind. Men når de går igen, virker det hele - og så er man næsten en helt.
For mig er det ikke kun teknikken, der gør jobbet spændende. Det er mødet med mennesker.
For mig er det ikke kun teknikken, der gør jobbet spændende. Det er mødet med mennesker.
Jeg prøver altid at finde ud af, hvad den enkelte har brug for. Nogle vil bare have, at det virker hurtigt. Andre har brug for at blive guidet igennem, så de forstår det. Mange starter med at sige: “Jeg er virkelig dårlig til IT.” Men der findes ikke dumme spørgsmål. Vi har bare forskellige styrker.
Det er også derfor, jeg ikke tror, at AI overtager mit job.
Chatbots kan sikkert tage noget af det simple. Men de kan ikke aflæse mennesker. De kan ikke se, om du er presset, forvirret eller bare ikke ved, hvad du skal spørge om. Jeg oplever faktisk tit, at folk kommer endnu mere frustrerede, fordi de først har siddet fast i en chatbot, der ikke forstod dem.
Teknologi udvikler sig hele tiden, og det gør mit arbejde også. Men der vil altid være brug for et menneske i den anden ende.
Vi fjerner frustrationer, så andre kan arbejde videre. På den måde bliver jeg lidt betalt for at gøre folk glade.
