Få styr på din restferie

Få styr på din ferie

Har du ferie til gode, skal du have styr på afviklingen inden ferieårets udløb, den 31. december. Ferieloven kræver, at du skal afholde mindst fire ugers ferie. Der er mulighed for at overføre eller få udbetalt fem feriedage, hvis det kan aftales med arbejdsgiver. Det fortæller Camilla Winther, jurist i PROSA.

Det er vigtigt at få styr på din restferie, inden ferieåret udløber, den 31. december

Inden længe slutter et kalenderår, den 31. december, og det betyder, at du skal have styr på, hvornår din eventuelle restferie skal afholdes. 

Den ferie, du optjente i perioden 1. september 2022 til 31. august 2023, skal nemlig i udgangspunktet være afholdt inden den 31. december. Dette, medmindre du laver en aftale med arbejdsgiver om overførsel eller udbetaling. 

Ferieloven kræver, at du afholder fire ugers ferie hvert år, hvilket giver dig mulighed for enten at overføre eller få udbetalt fem feriedage. Men det er altså noget, der skal aftales med din arbejdsgiver. 

Feriefridage er ikke reguleret af loven

Hvis du har feriefridage til gode, skal du tjekke din ansættelseskontrakt eller personalehåndbog for at se, hvordan reglerne er.

Feriefridage er ikke reguleret efter ferieloven, medmindre det er aftalt, så det er langtfra sikkert, at de kan udbetales eller overføres til næste kalenderår.

Hvis virksomheden har varslet lukket mellem jul og nytår enten i din ansættelseskontrakt eller i en personalehåndbog, og dette ikke står som værende betalt ferie, så skal du huske at gemme nogle af dine feriedage til den uge.

> Læs mere om ferie og arbejdsliv