Generativ AI koder hver 8. linje

AI generator

En undersøgelse blandt 1.500 it-ledere forudser, at allerede i 2026 vil 37 procent af alt softwarekode blive skabt med hjælp fra generativ AI.

I Danmarks eneste fagforening kun for it-folk, PROSA, ser man ikke udviklingen som en erstatning af it-jobs.

"Men det kræver uddannelse og kompetenceudvikling inden for kunstig intelligens," siger formand Niels Bertelsen.

Det er Capgemini Gruppen, som har lavet undersøgelsen blandt 1.500 it-ledere fra flere lande, og svarene viser, at generativ AI får en stadig større rolle, når der skal programmeres og kodes.

Syv ud af ti af de adspurgte virksomheder vil således anvende generativ AI inden udgangen af 2024. Ifølge deres svar hjælper generativ AI allerede med at skrive næsten en ud af otte linjer kode. Det vil stige til en ud af fem linjer kode i de næste 12 måneder.

Samlet set anslår undersøgelsen fra Capgemini, at generative AI-værktøjer vil bidrage med en mærkbar effektivisering af arbejdet for softwareudviklere. I dag hjælper generativ AI allerede med en tidsbesparelse i udviklingsarbejdet på 15 procent. Det tal forventes at stige til 43 procent i løbet af de kommende tre år.


Hos PROSA mener formanden, at undersøgelsen understreger en tendens, man allerede har set, og som vil forstærkes.

"Generativ AI vil i stigende grad blive brugt til de mere rutineprægede opgaver og være en slags co-pilot for programmører. Det vigtige er sådan set, at det ikke bliver en erstatning, men en hjælper, fordi niveauet og resultat kræver uddannede mennesker til at kvalitetssikre. Men det stiller altså også store krav, fordi der er behov for, at it-folk uddanner sig og udvikler deres kompetencer netop til et arbejdsliv, hvor kunstig intelligens vil blive brugt i stigende grad. Ellers risikerer de om få år at få det stadig sværere på arbejdsmarkedet," siger Niels Bertelsen.

Generativ AI vil i stigende grad blive brugt til de mere rutineprægede opgaver og være en slags co-pilot for programmører.

Han henviser til at PROSA arbejder løbende med at opgradere kurser til sine medlemmer, så de er rustet bedst muligt til it-karrierer.

"Her har vi da et blik for, at kunstig intelligens fylder stadig mere og hermed også stiller nye krav til kompetencer," siger Niels Bertelsen.

Capgeminis undersøgelse bygger på mere end 1.500 interviews i 10 lande, herunder Sverige, Tyskland og UK. Respondenterne var ledere med ansvar for softwareinitiativer i deres organisation. Samtlige virksomheder i undersøgelsen har en omsætning på mindst 1. mia USD.
 

> Læs mere om AI